Ölöppnörö!

‒ eller hvordan det at lave undertekster pludselig var "at skrive det, de siger".

Af Kirsten Marie Øveraas

Ja, spørgsmålet er faldet. Om det at lave undertekster "bare er at skrive det, de siger, bare på et andet sprog?" Altså ... Det hurtige svar er nej, eventuelt efterfulgt af en mental hånlatter. Og så tog jeg mig alligevel forleden, da jeg tekstede et svensk program, i at skrive den ikke særlig kønne undertekst: "Ölöppnörö!". Det kræver vist en forklaring.

For at forstå min (indrømmet, usympatiske) trang til hånlatter, må man forstå, at sprog ikke er 1:1. Det gælder for al oversættelse, også billedmedieoversættelse, at selv om hest hedder cheval, så er det faktisk ikke sådan hele vejen igennem. "Coat" betyder både frakke og jakke, "neck" betyder både hals og nakke, og på engelsk er der ikke noget ord for at hinke. Og det går selvfølgelig også den anden vej.

Der er de sjældne tilfælde, hvor man måske godt kunne undvære sine sproglige talenter. Når helten råber "Shoot!" ("Skyd!") eller siger "Where is my car?" ("Hvor er min bil?"), kan man måske nok kalde det "at skrive det, de siger". Men så er der det med konteksten og sprogtonen. Hvis udsagnet er bare en anelse mere komplekst, fx. "Where's my fucking car?", bliver det hurtigt kompliceret. "Hvor er min bil?", "Hvor er min bil blevet af?", "Har du set min bil?", "Hvor fanden er min bil henne?", "Hvad fanden har du gjort af min bil?", "Hvor er min møgspand?" er kun nogle af de mange mulige oversættelser, afhængigt af konteksten og af hvem der taler.

Ud over at sprog ikke er 1:1, og at oversættelsen altid er afhængig af den givne kontekst, har undertekstningsdisciplinen et par ekstra forhold at tage hensyn til, nemlig tids- og pladsbegrænsningerne og sladreeffekten.

Det forholder sig sådan, at mennesker taler i et meget højere tempo, end de kan nå at læse - ikke mindst når de skal se fjernsyn samtidig. Og de taler også meget sjældent i pæne, grammatisk korrekte, hele sætninger. En fuldstændig transskription af en hverdagssamtale kan være tæt på ulæselig, og det er jo langt fra målet med undertekster. Så "det, de siger" skal kondenseres til en undertekst, som seeren kan nå at læse, og som er forståelig på skrift. De danske standarder for undertekster er ca. 12 anslag i sekundet, og teksterne skal stå på skærmen i mindst 2 (nogle steder 1½) sekunder. Der må heller ikke være mere end én taler pr. linje, og ikke mere end to linjer pr. undertekst. Herudover er der kun plads til 37 (eller nogle steder 39) anslag pr. linje, og underteksterne skal så vidt muligt (og med en 25.-dels sekunds præcision) sættes på og tages af på klip eller i behørig afstand fra dem - og klip kommer ikke altid, når der lige er en belejlig pause i talestrømmen. Alle de forhold kan nemt betyde, at: "Where's my fucking car, Dave? I'm sure ... I thought it was here a minute ago, I could have sworn it was." sagt i hurtigt tempo må kondenseres til "Hvor er min bil?"

Og så er der sladreeffekten; et andet forhold, der adskiller undertekstning fra fx. litterær oversættelse. Sladreeffekten betegner det, at seeren kan følge med i kildeteksten, samtidig med at hun læser målteksten. Den er ekstra stærk når man, som jeg, oversætter fra svensk, norsk og engelsk; sprog, som de fleste danskere har et godt kendskab til. Her bruges underteksterne ofte mere som en hjælpetekst end som den primære kilde til at forstå, hvad der foregår på skærmen. Og når dialogen så lyder: "Are you all right?" "Yes", duer den ellers mundrette oversættelse "Kom du noget til?" ikke. For så bliver oversættelsen af "Yes." nemlig "Nej.", og grundigt forvirrende for den, der følger med i både kildeteksten og i oversættelsen. Til gengæld hjælper sladreeffekten oversætteren - og seeren - i  bil-eksemplet ovenfor, fordi seeren godt kan høre på tonefaldet, at taleren er oprevet, selv om der ikke er tid/plads til at gengive det i underteksten.

Sladreeffekten huserer også på billedsiden. Hvis slangudtrykket "to go to fourth base" bliver humoristisk illustreret med et billede af et billede af en baseballbane, kan det nemt blive forvirrende, hvis underteksten lyder "at komme i bukserne på hende". Så må man finde på noget, det både gengiver meningen og har noget med baseball - eller bare sport - at gøre. ("At score" passer nogenlunde her, men så heldig er man langt fra altid).

Men så var der altså også forleden, hvor jeg faktisk skrev nøjagtig det, de sagde. Tilfældet med den dialektalt udfordrede, svenske øloplukker. Dialektalt udfordret, fordi ordet jo på rigssvensk staves "ölöppnare" - altså på dansk øloplukker, der som regel også ville være en glimrende oversættelse af ordet. Men her optrådte ytringen altså i ”Svenska dialektmysterier”; en programserie på SVT, hvor sprogforskeren Fredrik Lindström tager rundt i Sverige og udforsker forskellige dialekter og dialektale træk iblandet en hel del lokalkolorit og lokale originaler. (Den anbefalelsesværdige serie kan ses med danske undertekster, hvis man har YouSee som kabel-tv-udbyder). I første afsnit af dette års sæson var Lindström i Värmland, hvor han forsøgte at blive accepteret af de lokale ved at tilegne sig deres dialekt. Det lykkedes tilsyneladende, for sidste scene viste en lettere overrislet Lindström på bar med en gruppe, der jublede, hver gang han - på den lokale dialekt - brølede "ölöppnörö!" Altså ikke "øloplukker" på svensk, men på den lokale dialekt.

En oversættelse til "øloplukker" ville selvfølgelig slet ikke gengive det dialektale aspekt, og ville i stedet fremstille Lindström og hans nye venner som temmelig sære, som de jublede over, at en mand råbte på et øljern. Og sladreeffekten, bedømte jeg, var sat ud af spil. En svensker ville kunne høre, at her var tale om en dialektal udtale, og det fremgik selvfølgelig også af programmets emne, men jeg tvivlede på, at et dansk øre ville kunne høre, hvornår Lindström talte sit sædvanlige göteborgske, og hvornår han sneg et värmlandsk ord ind. Resultatet blev altså den temmelig usædvanlige løsning simpelthen at skrive det, de sagde. Dog i citationstegn.