Månedens oversætter: Henning Vangsgaard

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

De seneste 20 år har vi levet i oversættelsens guldalder. Ikke oversætternes guldalder, som Bjørn Bredahl fejlagtigt skrev for nogle år siden i Politiken.  I det tidsrum har vi ikke blot fået mange spændende nyoversættelser inden for litteratur og filosofi, men også en lang række kanoniske værker, der ikke har været oversat før. Det danske læsepublikum har aldrig før haft et så rigt udvalg af litterære og filosofiske klassikere i oversættelse. Det burde påskønnes noget mere – også af kritikerne. At skulle vælge mellem så mange fremragende og inspirerende oversættelser er næsten for meget forlangt. Men skulle jeg hårdt presset vælge én oversættelse, må det blive Else Hennebergs oversættelse af Michel de Montaignes Essays fra 1992. Et på alle måder monumentalt arbejde. Hvad egne oversættelser angår, har det været et privilegium at prøve kræfter med den store tyske filosofi i skikkelse af F.W.J. Schelling og Jürgen Habermas. Kærlighedsarbejdet er det store udvalg af Per Højholts lyrik, Peter Urban-Halle og jeg oversatte til tysk under titlen Der Kopf des Poeten i 1998. Per Højholt var så glad for bogen, at han optog den i sin danske værkfortegnelse. Det var en stor oplevelse for os at oversætte et dansk, der er så færdigformuleret og formfuldendt.                      

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Bøger af kvalitet inden for litteratur og filosofi. Her skal ordet kvalitet udtales som afdøde Poul Borum gjorde det: med dyb og salvelsesfuld stemme. Livet er, især efter de halvtreds, for kort til at beskæftige sig med uvæsentligheder. Det gælder både for læsning og oversættelse. Men især for oversættelse. Den gode bog kan kompensere for det faktum, at vi ikke lever i oversætternes guldalder, en ringe bog minder os hvert sekund om, hvor lidt guld vi spinder på vores arbejde.     

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Ukuelig optimisme. Alle oversættere, tror jeg, bærer på drømmen eller utopien om den fuldendte oversættelse, at der hinsides håndværket, anstrengelsen og tvivlen om det rette ord, den rette vending, den rette sætning og det rette greb om værkets helhedskonstruktion indtræder et magisk øjeblik, hvor udgangssprog og modersmål flyder sammen til en organisk helhed, hvor afgrunden mellem ord og genstand ophæves og smelter sammen til det paradissprog, Walter Benjamin drømte om. Det kræver en ukuelig optimisme at vide, at denne drøm altid brister.

Og hvis det lyder for højttravende for nogen, at oversætte kræver den optimisme og ukuelighed – og her sender jeg en kærlig hilsen til Sonja Rindom, en af det 20. århundredes store danske oversættere – som Anders And præsterer, når han hver tirsdag møder på arbejde som altmuligmand på margarinefabrikken.

Hvor oversætter De?

Det meste af tiden på min klaverbænk i hjemmet på Bellahøj. En gang om året i mit andet hjem: Europäisches Übersetzer-Kollegium i Straelen. Et utroligt inspirerende sted at arbejde, hvor man kan møde andre medlemmer af Den Europæiske Oversætterrepublik. Andre steder kan også komme tale: Jeg har set ud på den svenske midsommernat i Dalarne sammen med Victor Klemperer og kigget ned på Wienerstraße i Kreuzberg sammen med Christa Wolf. I sommer sad jeg på Söder i Stockholm sammen med Uwe Johnson og fortalte ham, hvor stor en forfatter han var, og hvor svensk han i grunden så ud.                    

Deres største fejl?

Letsindighed. Min mund har ofte sagt ja, hvor den burde sige nej. Det har ført til en del ubehageligheder i mit liv. På den anden side: En alt for stålsat karakter kan også være en hindring for at få spændende oplevelser i det hele taget.      

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

De romaner, især kriminalromaner, hvor fantasien, fortælle- og konstruktionsevnen kun rækker til halvdelen af bogen. På et tidspunkt begynder fortællemaskineriet at støje så meget, at jeg må lukke bogen. Eftertrykkeligt.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

J. P. Jacobsens Marie Grubbe. Fordi hun vedkender sig det liv, hun har levet. På det smukkeste dansk og med den klareste argumentation i romanens slutdialog med Ludvig Holberg.    

Deres helte i det virkelige liv?

J.P. Jacobsen. For hans konsekvente, kloge og altid anfægtede ateisme. For hans mod til at trodse den frygtelige tuberkulose, han led af, og for hans mod til at slutte forfatterskabet med ordene: Lys over landet, – det er det, vi vil. Ikke et hvilket som helst lys, men det magiske og smukke lys, som falder i Thy og på Limfjordens vande. Hans forfatterskab og brevveksling burde være tvangslæsning for alle de religiøse, der uafladeligt tager ordet ”åndelighed” og ”spirituel længsel” i munden og derfor ikke kan se, hvor fantastisk og mangfoldigt det faktisk foreliggende liv er.         

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Uwe Johnsons tetralogi Jahrestage. Mirabile dictu: Jeg er så heldig, at jeg sidder og oversætter dette værk nu. Og så håber jeg, at Peter Urban-Halle og jeg på et tidspunkt kan få færdiggjort den store antologi af dansk lyrik i tysk oversættelse, vi med store afbrydelser har arbejdet på i årevis.        

Deres sindsstemning netop nu?

Sorg. Min nære ven Herbert Zeichner døde den 12. december. Jeg vil savne hans utrolige nærvær, generøsitet og sproglige følsomhed. Og ikke mindst hans stemme, når han læste op på sit modersmål. Hvor magisk den lød, kan man forvisse sig om på Martin Hals cd Das mechanische Klavier eller på cd’en til det ovennævnte tyske udvalg af Per Højholts digte, hvor han læser den sene Højholt op. Hans død fulgte kort tid efter Christa Wolfs død den 1. december, som berørte mig dybt. Jeg har fulgt hendes forfatterskab i over fyrre år og oversat de tre seneste af hendes værker til dansk. Denne sørgelige afslutning på året kaster også sit triste lys over de gode kolleger, jeg (vi) mistede i år: Andreas Bonnevie, Jørgen Nielsen, Gisela Perlet og Mone Hvass.                       

Deres devise?

”Jeg har takket den gode Gud tusinde gange for, at han har gjort mig til ateist.” (Med et venligt nik til Georg Christoph Lichtenberg).

Hvilken dansk oversætter oversætter her?

Tosprogethed

Af Thomas Harder

Jeg har fået fortalt, at jeg – på et meget tidligt tidspunkt af mit liv og af min sproglige udvikling – blev meget vred, første gang en af min italienske mors veninder gav sig til at tale italiensk med hende. Det var åbenbart første gang, jeg hørte andre end min mor tale dette sprog i Danmark, og jeg betragtede det tydeligvis som en utilbørlig indtrængen på vores helt private sproglige enemærker. Med min danske far og den videre omverden talte jeg dansk, italiensk talte jeg kun med min mor.

Efterhånden udvidedes kredsen af mennesker, som jeg fandt det i orden at tale italiensk med, og det samme gjorde viften af formål, som jeg syntes, at sproget kunne bruges til – fra det helt nære og familieintime over italienske Anders And­blade, som min mor var så klog at lade min bror og mig abonnere på, til universitetsstudier, litterær oversættelse (herunder af italienske Anders And-historier) og konferencetolkning og avis­ og bogskriverier.

Om jeg er tosproget eller ej, er et definitionsspørgsmål. Selv vil jeg mene, at jeg er noget i retning af 1¾-sproget eller 1,8 eller 1,9-sproget. Jeg var og er mig nemlig helt bevidst, at der er forskel på, hvad jeg formår på henholdsvis dansk og italiensk. Der er forskel på hurtigheden, smidigheden, automatikken og på evnen til at finde på synonymer i en fart, som gør, at jeg ikke føler mig helt tosproget, i hvert fald ikke i den forstand, at begge sprog er lige stærke. Ikke overraskende, i betragtning af at jeg er vokset op i Danmark og gik i skole og på universitetet her, og i alt overvejende grad har levet mit liv omgivet af mennesker, som jeg har talt dansk med. På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at det at vokse op med et andet sprog som sit andet modersmål og at få lov til at udvikle dette sprog – at blive stimuleret på det i sit dagligliv på et progressivt stigende niveau – giver en fortrolighed med det, en intuitiv forståelse af, hvad det udtrykker eller forsøger at skjule, og et følelsesmæssigt forhold til det, som er vanskeligt at opnå på anden måde. Det er det, jeg har levet af gennem hele mit voksenliv.

Fødder i flammer

Illustrationer:  Jan Birck fra serien 'De vilde fodboldrødder' (skrevet af Joachim Masannek), Forlaget Flachs

Af Lene Ewald Hesel

Langt de fleste børnebøger er illustrerede, ikke mindst bøger for de yngste – hvad enten de selv læser bøgerne eller får dem læst højt. Illustrationerne, der helst ikke bare skal kopiere, men selvstændigt supplere teksten, kan i nogle tilfælde besværliggøre, ja, i enkelte tilfælde næsten umuliggøre en mundret oversættelse.

      Lad mig give et eksempel: På tysk kan man ‘die Hand ins Feuer legen’, altså ‘lægge hånden i ilden’ – et udtryk, der på dansk svarer nogenlunde til at ‘lægge hovedet på blokken’ eller ‘æde sin gamle hat’. I en børnebog om fodbold var udtrykket blevet ‘genre-tilpasset’ til ‘die Beine ins Feuer legen’, suppleret med en illustration af en dreng, hvis ben var omspændt af flammer. Hvad stiller man som oversætter op med sådan en illustration? I dette tilfælde var det så heldigt, at det tyske forlag gik med til at ændre illustrationen til den danske udgave; flammerne blev fjernet, så illustrationen ikke længere karambolerede med den danske tekst.

      Men i enkelte, ulykkelige tilfælde kan en illustration være så forvirrende i en oversættelse, at det mest hensigtsmæssige er at beskære eller på anden måde manipulere den; det er naturligvis ikke ideelt og kan umiddelbart opfattes som et overgreb mod originalværkets helhed, men omvendt er det vigtigt, at den danske læser ikke efterlades i tvivl eller undren, hvor det ikke er tilfældet i originalteksten.

Oversættelseskritik - oversættelseshistorie - oversætterleksikon?

Et forslag

Af Anne Marie Bjerg

Dansk Oversætterforbund, stiftet i 1944, er fra 1971 en del af Dansk Forfatterforening. Det har i dag ca. 180 medlemmer hvoraf adskillige også er forfattere i forskellige genrer.Forfatterne henvender sig med deres arbejde til offentligheden, til læserne, til kritikerne. Deres arbejde bliver modtaget, læst, debatteret, skældt ud, rost. Det eksisterer, kort sagt, i det offentlige rum.

Oversætternes arbejde, skønt lige så manifest, eksisterer på det nærmeste ikke i det offentlige rum. De allerfleste oversættere arbejder lige så dedikeret, lige så lidenskabeligt med deres oversættelser og deres sprog som forfatterne, men deres arbejde bliver i de fleste tilfælde ikke modtaget, ikke opfattet. Det er ligesom med rengøringsarbejde: Det bliver kun registreret hvis det ikke er udført ordentligt. Oversætternes arbejde må nøjes med et positivt adjektiv i ny og næ, eller med en forarget påpegning af en eller flere eklatante fejl. Eller med tavshed. Det er stort set niveauet for den danske oversættelseskritik.

Vi har gennem århundrederne udviklet sprog og begreber for litterær kritik, for kunstkritik, for musikkritik mm. Men kvalificeret analyse og vurdering af oversættelseslitteraturen findes stort set ikke. 

Grundlaget for at udvikle en værdig oversættelseskritik er naturligvis at man har en oversættelseshistorie. Det er ikke muligt at vurdere noget i et ahistorisk rum, der skal være noget at sammenligne med. 

De traditionelle litteraturhistorier og –historikere forholder sig meget forskelligt til oversættelser og oversættere, alt efter indfaldsvinkel, men altid kun summarisk og perifert.

For nogen sinde at kunne etablere en egentlig oversættelseskritik må man nødvendigvis have en viden om hvordan der tidligere er blevet oversat. Det vil sige at få besvaret følgende spørgsmål: hvilke og hvor mange (bøger, teaterstykker mm.) blev oversat hvornår, hvorfor, af hvem og hvordan? Altså en oversættelsernes og en oversætternes historie i Danmark!

En oversætterkollega gjorde for nogen tid siden opmærksom på et projekt, et initiativ der har set dagens lys i Sverige, nemlig udarbejdelsen af Svenskt översättarlexikon på nettet; adressen er:

www.oversattarlexikon.se

Og her ser jeg min forestilling gjort til virkelighed – i Sverige!

Læser man her den indledende redegørelse af Lars Kleberg for hele projektets idé og opbygning og historie – påbegyndt i 1998, åbnet i 2009 – begynder man at få et begreb om hvad et tilsvarende dansk leksikon ville betyde og kunne bruges til. Her spørges: ”Hvor er oversættelseskritikken? Hvor er det sprog der ikke kun kan beskrive fejlene, men også fortjensterne? Hvem var vores forgængere?” Forfatteren Birgitta Trotzig citeres for følgende ord der også passer på danske forhold: ”Oversættelserne er simpelt hen – brutalt udtrykt – halvdelen af vores nationallitteratur.”

Dette leksikon rummer (foreløbig) biografier over afdøde svenske oversættere; karakteristik af hvordan denne eller hin oversætter adskilte sig fra andre; og, ikke mindst, bibliografier over deres arbejder. Det meste af alt dette er grundforskning! Desuden artikler om forskellige oversættelsestraditioner, herunder bibeloversættelser. Og andre artikler om oversættelsrelevante emner.

Arbejdet med etableringen af et sådant leksikon i Danmark må, ligesom i Sverige, foregå over lang tid og med en hel række forskellige medarbejdere. I virkeligheden er det et helt forskningfelt der skal opdyrkes.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med KVINFOs historie. Kvindelitterære studier fandtes ikke før Pil Dahlerups og Nynne Kochs pionerindsats. Jeg skal ikke her gøre rede for KVINFOs historie, men blot pege på at nu eksisterer Kvindebiografisk leksikon, Nordisk kvindelitteraturhistorie for slet ikke at tale om KVINFO med bibliotek og selvstændig forskning, fuldt statsligt anerkendt og med tilskud. Alt det fandtes ikke før, det findes nu!

Set i sammenhæng med indholdet i det nu i januar 2011 afleverede indlæg fra DOF til Liebstudvalget til kulegravning af kunststøtten/Kunstrådet ligger det lige for at kæde et projekt som det her skitserede sammen med ønsket om en oversætteruddannelse i lighed med Forfatterskolen.

Havde vi her i landet en sådan uddannelse, og havde vi et (påbegyndt) oversætterleksikon, ville oversætternes og oversættelsernes anseelse vokse og vores arbejde måske få den plads i den litterære historie og i den litterære offentlighed som det fortjener.

Månedens oversætter Ingeborg Christensen

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?
Pas – jeg læser næsten aldrig oversættelser

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?
Bøger med indholdsmæssigt bid

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?
Jeg synes, det er fantastisk sjovt at finde frem til dækkende ord på dansk og at finde ud af, hvad mærkelige ting er for noget. Den seneste bog, jeg har oversat, gav mig mange gode stunder med Google. Det viste sig, at en fem-seks ord i denne roman ikke fandtes andre steder end netop der. Det giver jo en stor mulighed for oversætteren til at bruge fantasien.
Og så overholder jeg deadline!

Hvor oversætter De?
Ved mit hæve-sænke-skrivebord og på en chaiselong. Først står jeg, så sidder jeg ved skrivebordet, og til sidst slænger jeg mig på chaiselongen.

Deres største fejl?
A hwa?

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?
Forudsigelig litteratur

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?
William Heinesens personer

Deres helte i det virkelige liv?
Nelson Mandela

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?
Mrs Gaskell: Cranford

Deres sindsstemning netop nu?
Forventning om en dejlig tur til London, der starter i eftermiddag

Deres devise?
Livet er ikke lutter lagkage. Det er også en dans på roser.


Læs mere om Ingeborg Christensen her: http://www.danskforfatterforening.dk/medlemmer/ingeborg3848.aspx

Gæt et skrivebord

Hvilken oversætter oversætter her? Gæt med i kommentarfeltet eller på facebookgruppen: https://www.facebook.com/#!/oversaetteren

Stemningsrapport fra uge 44 på Hald

Sommer var det unægteligt ikke længere, og i et hjørne af hegnet ved Hald Hovedgård fandt man kun et ryatykt tæppe af rødbrunt bøgeløv, som med hvert et vindpust blev forøget, som om samtlige boggener havde undladt at bibringe træet erindringen om den voldsomme energiudfoldelse, der i foråret fik de mange, mange blade til – netop – at folde sig ud.

Alt dette var imidlertid kun et dekorativt bagtæppe for en stålsat gruppe oversættere, der havde planlagt at fordrive hver eneste af den slags skribenter, der selv finder på, hvad de vil skrive en bog om.

 Projektet lykkedes, lod det til efter det første par dage. Allerede to dage efter oversættergruppens indtog valgte den første forfatter at fortrække, og hun blev dagen efter fulgt af nummer to. Så var der – bevares – en poetisk billedkunstner tilbage, men hun boede nede i Smedehuset, og skulle det være, kunne konspiratorerne vel bruge hende til at skabe en illustration, der kunne modsvare maleriet i opgangen af ’Jøden på Hald’.

Sådan gik det ikke, for Peter Q fandt selv de ellers så oversete oversættere tilpas dekorative, at han skabte et billede af dem. En stund endnu vil det kunne ses som appetitvækker på Hovedgårdens hjemmeside.

Og se, det var en rigtig historie, var det, for det er jo en seriøs blog, denne her.

Søren K. Barsøe

I løbet af uge 44 faldt de brogede blade af træerne omkring Hald Hovedgaard, mens der indendørs vist aldrig før er blevet oversat så mange sider på én gang, hvor seks oversættere havde travlt med at oversætte bøger fra engelsk, amerikansk, spansk og norsk – alt sammen spændingsbøger!

 Oversættere er et flittigt folkefærd, så dagene gik med intenst arbejde (så vidt vides!) kun afbrudt af ture ud i det tågede efterårslandskab – kun en enkelt dag fik vi lidt sol at se. Og jo, fårene står, hvor de plejer, og gumler uanfægtede. Herligt var det, at når man kom ned i køkkenet, kunne man altid få kvalificerede bud på de problemer, der kørte rundt i hovedet på én.

Om aftenen var der fælles tilberedning og indtagelse af aftensmaden for dem, der havde tid og lyst – suppe var et stort hit i den uge, og nogle holdt af at drysse godt med chili på maden. Andre nød – især sent på aftenen - oversætternes yndlingsret: en dåse baked beans, lidt pølse og pasta – hurtigt, billigt og mættende. Herefter holdtes der ofte ’sobremesa’, fælles hyggestunder efter maden, eller man gik på værelset og fortsatte arbejdet. En aften kunne man i spisestuen fx opleve, at nogen sad og fandt frem til de rette bandeord og slang i en amerikansk oversættelse, andre snakkede om spansk litteratur, mens to sad og strikkede. Rødvinen blev der naturligvis også smagt på, især i weekenden.

Om natten sov de fleste vel, men det blev opklaret, at det spøgeri, der angiveligt skulle foregå især ved værelse 12 – og som undertegnede da også oplevede flere gange omkring klokken to om natten, nemlig i form af knirkende gulve, uden at nogen personer var at se – slet ikke er spøgelser i lange hvide gevandter – nej, det er travle oversættere, der har en stram deadline, og som derfor midt om natten lister rundt i biblioteket på første sal for at foretage opslag i bøgerne. Dette skulle angivelig ikke bare gælde spøgeriet på Hald, men også på alle andre af landets herregårde, således at deres historie nødvendigvis må omskrives. Efter denne beroligende meddelelse blev der resten af ugen sovet roligt på værelse 12.

Kirsten A. Nielsen

Besøg selv Hald her:

http://www.haldhovedgaard.dk/

Knausgårdsafari

Af Sara Koch

 I sommer stod jeg på en klippe i Sørlandet i Norge og var så svimmel at jeg næsten faldt, ikke fordi jeg kiggede på den smukke sørlandsnatur med de runde, sorte klipper, blåbærrisene og holmene ude i skærgården med de kridhvide træhuse der lyste op i solskinnet. Nej, jeg var svimmel fordi jeg var forsvundet lidt for langt ind i en roman. Det var Karl Ove Knausgårds selvbiografiske 6-binds værk: ’Min kamp’, og jeg var i Sørlandet, hvor dele af den foregår, for at oversætte værket til dansk. Jeg rejste derop for at opleve de steder værket foregår, se dem med egne øjne, og forhåbentlig få en erfaring der styrkede mit arbejde. Men nu stod jeg lige inden afrejse og havde mistet perspektivet.

I Sørlandet bor jeg i en forfatterlejlighed på den lille ø Andøya uden for Kristiansand, ikke så langt fra der hvor Knausgård boede som ung. En lejlighed der optræder i bind 1, noget jeg først opdagede efter at have booket opholdet. Forfatterlejligheden ligger som en del af en lystgård med direkte udsigt til havet. Det er komponisten Ole Bulls gamle lystgård, hvor han efterlod sin franske kone og deres børn i den bidende vinterkulde, hvor hun efter sigende mistede forstanden. Men solen skinner og lavendlerne blomstrer, og til lystgården hører et bådehus nede på de rundslebne, sorte klipper ved havet. Jeg får nøgler til hele huset, og har altså en hel lystgård til disposition – undtagen loftsetagen, for der bor en trompetist.

Jeg oversætter på livet løs, samtidig med at jeg bruger pauserne til at undersøge det sørlandske landskab. For hvad skal man kalde ’svaberg’, de runde, sorte klipper, og ’heiene’, de lyngbevoksede skråninger som er alt for små til at være heder, men dog er det biologisk set, og ’myrene’, de sumpede områder hvor der vokser ’myruld’, på dansk ’kæruld’, men som er for store og tørre til at være kær og for små til at ordet mose klinger rigtigt.

Samtidig rejser jeg ind til Kristiansand by hvor jeg ser alle de ting der er omtalt i bøgerne: hotellet der brændte en uge efter Knausgårds far lå døddrukken derinde; bedemanden; kvarteret hvor farmoren boede, og hvor faren lå i sit eget skidt og døde; huset hvor Knausgård boede helt alene som 15-årig i den periode hvor faren begynder at drikke; Varoddbroen, det imponerende bygværk som optræder flere gange i bogen og så turen ud til huset i Tveit hvor Knausgård boede som teenager.

Min mand er med i bilen, og han ser med skepsis på det han kalder »Knausgårdsafari«. Der er hverken kort eller internet på lystgården, så vi kører lidt efter min litterære hukommelse, over Varoddbroen, forbi Hamresanden, hvor børnene bader og flere af Knausgårds venner bor, vi kører videre ad vejen med en bebyggelse, der bliver mere og mere spredt. Jeg ved ikke hvor langt der er, den slags informationer rummer min litterære hukommelse ikke, men vi kommer forbi Timenes-krydset. Det kender jeg, for det er målet for Knausgård og hans ven Jan Vidar da de er 14 og skal crashe en nytårsfest. De er blevet tilbudt lift af forældrene, men fordi de har fået en lidt ældre ven til at købe øl, tør de ikke andet end at gå med de klirrende plastikposer.

Bind 1 beskriver over halvtreds sider denne nytårsaften hvor de går og går i knædyb sne i femten frostgrader med to plastikposer fulde af øl for at komme ned til busstoppestedet ved Timenes-krydset. Men det er sommer nu, og vi kører og kører. Der er småkirker og menighedshuse ved hvert et gadehjørne, og bebyggelsen er efterhånden ganske spredt. Mere end noget andet ligner stedet med sine lidt lurvede, hvide træhuse en mindre amerikansk by i bibelbæltet. Den smukke sørlandsnatur med svaberg og kystnatur er væk. Jeg får en yderst klaustrofobisk fornemmelse og kan slet ikke få stedet til at passe med Knausgårds beskrivelser. Min mand og jeg kigger jævnligt på hinanden, og på et tidspunkt begynder vi at spekulere på, om vi er kørt for langt eller forkert. Men så dukker der endelig nogle stednavne op, der stemmer overens med min litterære hukommelse. Da vi når frem, er jeg forundret og overrasket over forskellen mellem min oplevelse og Knausgårds, men måske kan det forklares med de 25 år der ligger mellem oplevelserne. På vejen hjem kører vi forbi det nye universitet.

Da jeg kommer tilbage til lystgården, sidder jeg med en passage hvor Knausgård rejser fra Stockholm til Kristiansand, hvor han skal holde et foredrag på universitetet om sin debutroman, der møder han vennen Geir, som også bor i Stockholm, men som er vokset op på Hisøya, en ø lige ved siden af Tromøya, hvor Knausgård voksede op. De to går en tur i Kristiansand, ser på hotellet der brændte en uge efter faren lå døddrukken derinde, huset hvor farmoren boede og faren døde og kører dernæst over Varoddbroen, gennem Timenes-krydset, forbi Hamresandet og ud til Tveit. Og ganske som jeg, reagerer Geir med vantro:

»Geir standsede bilen neden for huset. Han lo.

− Boede du der? Midt inde i skoven? Det er jo helt isoleret! Der er ikke et menneske her! Så øde … Det er det rene Twin Peaks, hvis du spørger mig. (…)

Han lo videre mens jeg pegede på stederne. Og jeg måtte også le, for jeg så det med hans blik, alle de gamle forfaldne huse, bilvrag på gårdspladserne, lastbiler parkeret udenfor, hvor langt der var mellem husene, og hvor fattigt alting virkede. Jeg forsøgte at forklare hvor dejligt vores hus havde været, og hvor godt det havde været at bo her, at jeg ikke savnede noget, at alt var her, men …

− Helt ærligt! sagde han. − Det må have været en straf at bo her.

Jeg svarede ikke, var lidt irriteret, havde behov for at forsvare det. Men gad ikke. Det var det samme her, den indre oplevelse der fik alt til at gløde af mening, fandt ikke genklang i det ydre« (’Min kamp 2’, side 640).

Dagene og siderne går, der er ikke så meget tid til andet end at oversætte, men for ikke helt at få kuller går turen dagligt ned til vores private bådehus nede på klipperne, som jeg så fattigt stadig kalder »svabergene«, for selvom jeg dagligt sidder på dem og kigger ud på havet, finder jeg ikke noget godt ord for dem. Dagligt kører jeg også til byen, gerne på fisketorvet, og middagen står inspireret af bogen på krabber:

»Der lugtede af salt derinde. I diskene lå fisk og rejer på is. Farmor, som havde pelshue og en mørk, fodlang frakke på, stillede sig i køen foran en af diskene, mens jeg gik hen til en trækasse som var fuld af levende krabber. Oversiderne var mørkebrune som rådne blade, undersiderne gulhvide som knogler. De sorte, knappenålsagtige øjne, følehornene, kløerne som raslede når de kravlede oven på hinanden. Krabberne var som en slags beholdere, tænkte jeg, beholdere med kød. At de kom fra dybet, og var blevet trukket herop, som også alle de levende fisk var, var eventyrligt« (’Min kamp 1’, side 418).

Efter en tur til Tromøya går turen hjem gennem Sverige med en næsten færdig oversættelse af bind 2. Bogen handler blandet andet om livet i Stockholm som forfatter og familiefar, og er pakket ind i en rammefortælling: Knausgård er på ferie med sin kone og sine nu tre børn. Og det er ikke let, men derimod et værre kaos af skrigende unger og hylende forældre i en Eventyrpark i Sydsverige. De kan slet ikke finde ud af det der med at holde ferie; Knausgård vil meget hellere sidde derhjemme og skrive.

Og jeg sidder i bilen på vej hjem til min egen ø i Danmark, Strynø, gennem Sydsverige, med to børn i bilen, som har ferieret hos farmor og farfar og ikke har fået den ferie sammen med mor, som de havde håbet på, men skamløst er skubbet til side til fordel for en roman. Vi kører forbi selvsamme Eventyrpark, men jeg har gudskelov forstand nok til at køre forbi. Knausgårdsafarien er ved at være forbi for nu.

»Jeg havde aldrig troet at jeg skulle køre bil, det hørte ikke med til mit selvbillede, så desto stærkere var glæden da jeg kørte hundrede og halvtreds på motorvejen på vej hjem, i den jævne, næsten dovne rytme som dukkede op der, blinke ud, overhale, blinke ind, i et landskab der først var skov, siden en lang, lang bakke af vidstrakte kornmarker, lave gårde, intenst smukke klynger og småskove af løvtræer, med havet hele tiden som en uendelig blå kant i vest.

− Se, sagde jeg da vi kom op på toppen, og det skånske landskab lå under os. − Hvor er det dog smukt!

Gyldne marker, grønne bøgeskove, blåt hav. Alt sammen intensiveret og næsten skælvende i lyset fra den nedadgående sol.

Der var ingen der svarede.

At John sov, det vidste jeg. Men var dem bagi også faldet i søvn?

Jeg drejede hovedet og så mig over skulderen.

Jovist. Der lå tre piger med åbne munde og lukkede øjne.

Lykken eksploderede i mig.

Et sekund, to sekunder, måske tre sekunder varede det. Så fulgte skyggen der altid kom bagefter, lykkens mørke slæb« (’Min kamp 2’, side 600).

 Men inden jeg kørte hjem til min egen virkelighed, stod jeg stod jeg altså på klipperne på en ø i Sørlandet og var svimmel fordi mit liv og ’Min kamp’ var ved at smelte sammen. Jeg var rejst derop for at gå i den unge Knausgårds fodspor, for at komme tæt på romanens virkelighed. Men uanset hvad jeg gjorde, var det som om, jeg snublede ned i den.

Der er ingen tvivl om at mine oplevelser gav mig en erfaring, der fik min oversættelse til at glide lettere. Den rejse var guld værd for mig. Men jeg var ikke tro mod mig selv. Jeg var gået for langt. Jeg var ikke oversætteren, jeg troede, jeg var romanen, og blev således bare en skygge af mig selv.

For hvis jeg helt lader romanens univers blive mit, udsletter jeg mig selv og har ingen erfaring at trække på, og uden erfaring, vil den danske tekst klinge hult og blive en skygge af den norske original. Nu sidder jeg med bind 5, som foregår i Bergen, og snart rejser jeg derop. Men denne gang sætter jeg mig i førersædet. Jeg vil suge byens lyde og dufte til mig, mærke regnen på egen krop. Jeg vil finde mig selv i teksten og byen og således trække på min egen erfaring i en stræben efter at komme så tæt på oversætterens mål som muligt: at være tro mod både teksten og det danske sprog.(Dette essay blev bragt i Politiken 11.6. 2011)

 

Engagement

Heller ikke oversætteren kan se sig fri for at blive fanget ind af sit stof – heldigvis. 

Af Aino Roscher

Kan man være en engageret oversætter? Har en oversætter ikke bare at begynde på første side, oversætte kritikløst, samvittighedsfuldt og tro mod originalen og ikke sætte spørgsmålstegn ved noget – lige til sidste side? Som vi med løftet pegefinger minder hinanden om i min anden verden, tv-tekstningens: Den bedste oversættelse er den, der ikke bliver bemærket.

I princippet kunne man vel godt forestille sig, at jeg som oversætter lever en isoleret tilværelse uden mere end den højst nødvendige adgang til opslagsværker og andre hjælpemidler. Kunne jeg ikke få lov til at sidde dér i min afsondrethed og slippe for at fylde mit hoved med politik og samfundsuorden og nøjes med at være lykkelig med mine romaner omkring mig?

Erfaringen viser mig, at engagementet i alle dets afskygninger har det med at snige sig ind på en, om man så ønsker det eller ej. Man tror, at man sidder og arbejder nok så fredeligt på det uskyldige, ufarlige værk, man har foran sig, men man tager fejl. Indholdet vrider og vender sig, pirrer og bevæger, provokerer og beriger, måske kun i bittesmå doser, men nok til, at der sker ting og sager. Bagefter er man aldrig som før.

Pvc og happy endings

Der er for eksempel alle de ting, der lusker sig ind undervejs. Da jeg foretog research til en bog om aktiv dødshjælp, fandt jeg ud af, at den hollandske ambassade kimes ned, hver gang de hollandske eutanasiregler nævnes i de danske medier. Dødssyge danskere drømmer om at rejse til Holland og få en ordning med en hollandsk læge. Hvordan kan man fortrænge sådan en oplysning?

Og det behøver ikke kun at være debatbøger, der driver gæk med ens letbevægelige sind. Jeg tekstede på et tidspunkt en skotsk serie i ti afsnit om et ungt par, der forpagtede en gård og måtte så grueligt meget igennem, indtil det efter ni gange halvtreds minutter begyndte at lysne. I afsnit ti brændte gården. Jeg var nødt til at pakke sammen og holde fri resten af dagen. Jeg havde bogstaveligt talt følelsen af, at mit hjem var væk. Heldigvis købte tv ti afsnit mere, så vi langsomt fik genopbygget vores liv og levede lykkeligt til vores dages eller i hvert fald til denne tv-series ende.

Da jeg påtog mig at tekste en reklamefilm om pvc, blev pvc pludselig det mest fantastiske produkt, verden har kendt. Det forekom mig komplet uforståeligt, at det havde fået så megen dårlig omtale i tidens løb. Pvc var anvendeligt til et hav af formål, og der var overhovedet ikke nogen forureningsproblemer forbundet med det. Alt kunne indsamles og genanvendes. Jeg blev den mest brændende ambassadør for produktet.

Og mens jeg arbejdede på at oversætte en roman, der foregik i store dele af Afrika, sad jeg med kort over Alexandria, Mozambique og Cape Town spredt ud omkring mig og var dagligt i e-mail-kontakt med en sydafrikansk kollega. Når telefonen, den lille larmende satan på væggen ved siden af mig, pludselig ringede, kiggede jeg forvirret op fra det afrikanske landskab og måtte hele den lange vej tilbage til København. Ofte nåede jeg først frem undervejs i samtalen til stor undren og/eller moro for mine omgivelser.

Listesko eller hollandske træsko?

Så nej, personligt vil det nok ikke lykkes mig at slå engagementet fra. Det vågner helt af sig selv. Men hvad så med læseren? Kan jeg i det mindste skåne ham/hende for mit engagement? Heller ikke, for hvad med alle de sproglige overvejelser, jeg må foretage undervejs i den politiske korrektheds navn? Bare fordi man oversætter fra nogle trygge og temmelig ueksotiske, nordeuropæiske sprog, har bøger det jo med alligevel at forvilde sig fjerne steder hen, så man kan være tvunget til at gå på listesko af diverse hensyn. Hvis forfatteren vel at mærke også gør det. Og da kan det jo ikke nytte noget, at man stoler på sine opslagsværker, hvor nye og opdaterede de end måtte være. Da gælder det om at vide, hvilke sko der lister, både i bogens oprindelige og i dens kommende fædreland. I Amsterdam kan man stadig sige "neger" uden at komme galt af sted. Slår man ordet op i ordbogen, er der ingen filtre, der fortæller en, at man bør overveje udtrykket på dansk. Filtrene må man selv have med i bagagen.

Jeg tror altså ikke på den isolerede, uengagerede oversætter. I hvert fald ikke på ham eller hende af kød og blod. Jeg kan heller ikke skåne læseren for mit engagement, om end det naturligvis ikke bør skinne igennem i oversættelsen.

Godt, javel, ja, så er jeg altså en engageret oversætter. Da jeg nu har accepteret min lod, kunne det tænkes, at engagementet kunne bruges aktivt også? Kunne jeg for eksempel udtrykke det ved at sige nej til at oversætte bøger, jeg personligt ikke kan stå inde for?

I 2002 var jeg inviteret til en konference om tabuer inden for litteraturen. Deltagerne var forfattere, forlagsfolk og oversættere. I den forbindelse spurgte jeg en kollega, om der var noget, han ville sige nej til at oversætte. Mein Kampf? Historieforvanskning? Saddam Husseins værker? Al-Qaidas guide til at blive en god selvmordsbombemand? Aldrig i livet, svarede min kollega, bare kom med det. Det hele skal ud. Det er ikke op til os oversættere at udøve censur. Det er vigtigt, at den læsende befolkning får adgang til så mange oplysninger som muligt.

Jamen så okay da, bare kom med det. Det hele skal ud. Eneste problem kunne måske være, hvis det går med mig og Saddam, som det gik med mig og pvc. Til alt held plejer forbandelsen at slippe sit tag, når den næste af slagsen tager over.

(Denne tekst har tidligere været bragt i Forfatteren).

Månedens oversætter: Allan Hilton Andersen

Den lommelygtelysende og whiskydrikkende skrivebordsindehaver er Allan Hilton Andersen. Mød ham her i Oversætterens hjemmelavede oversætterudgave af Proustspørgsmålene:

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Når det drejer sig om andres oversættelser, er det dvd-oversættelsen af Monty Python, lavet af Jesper Dannow. På bogsiden er det ”Grant Me God the Gift of Singing”, en uforlignelig samling af danske sange og salmer oversat til engelsk og udgivet af den danske Sømandskirke i Vancouver. Taler vi om mine egne oversættelser, er det Marvfolket af Keri Hulme og Dyrets folk af Indra Sinha. Simpelthen fordi det er de to sværeste bøger, jeg har oversat, og fordi jeg blev tilfreds med resultatet. Og så er jeg glad for, at mine oversatte børnebøger (Jo Nesbø) er blevet en succes. Det er en helt speciel kunst at skrive/oversætte for børn.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Poesi er min foretrukne læsning. Og min største udfordring finder jeg, når jeg oversætter Jytte Rex til engelsk, for hun skriver også lyrik, når hun skriver prosa. Men eftersom jeg ikke lever af at oversætte bøger, har jeg aldrig sagt ja til en opgave, som det ikke ville være en fornøjelse at arbejde med. I øvrigt har jeg selv fundet ganske mange af mine oversættelser og fået mine Århus-venner til at udgive dem. Og det har med en poetisk finsk undtagelse været romaner og noveller.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg kommer for sent i gang, og i begyndelsen nusser jeg ekstremt meget med teksten – indtil virkeligheden byder mig at sætte farten op på grund af en sig hastigt nærmende deadline. Mit enkeltmandsfirma hedder af samme grund Trans-Bindestreg-Late. Oversættelse tiltrækker – siger man – folk, der har Jomfruen som deres stjernetegn. Og oversættelse er en gigantisk analfiksering.

Hvor oversætter De?

Hvor der er plads. Jeg har to arbejdspladser: en i det gamle pigekammer, hvor jeg sidder med universitetsarbejde (censur) og bogoversættelserne. I øjeblikket finpudser jeg In Other Rooms, Other Wonders af Daniyal Mueenuddin fra Pakistan. Og så har jeg en arbejdsplads i en af stuerne. Her tekster jeg tv og film – og her flytter jeg ind med bogen, hvis jeg samtidig skal følge med i noget tv-sport, som ikke kræver hele min opmærksomhed. Men jeg kan sidde overalt – i sommer havde jeg Jo Nesbøs ”Genfærd” med i Ægypten, og når middagsheden blev slem, og jeg ikke plaskede rundt nede ved koralrevene, satte jeg mig på hotelværelset med den bærbare. Det er fint med nordisk tænderklapren, når temperaturen kommer over de 40.

Deres største fejl?

A) Jeg er relativt utålmodig.

B) Engang oversatte jeg det norske mandelpoteter med mandelkartofler. Jeg så for mig, hvordan man strøede mandelflager ud over nye kartofler og blev helt lækkersulten. Heldigvis var min højt elskede jyske korrekturlæser vågen. Det er en del år siden, men hun lader mig ikke glemme det. Jeg har givetvis begået værre fejl, men lever i foreløbig lykkelig uvidenhed derom.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Litteratur af typen ’Det menneske glemmer jeg aldrig’. Såkaldte selvbiografier. Den type poesi, jeg i mit stille sind kalder ’Skolelyrik’. En bestemt type kriminalromaner, som jeg ikke skal definere nærmere her. Og romaner af danske forfattere om kvinder i Middelalderen. Det er skræk-ke-ligt. Det overgås kun i skrækkelighed af universitetsansatte anmeldere, der – som jeg engang oplevede det på Hald og ofte oplever det i pressen – taler og skriver om forfattere, der regrederer bagud.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Der er godt nok mange. Alene fra Dickens ville de fylde en side …

Deres helte i det virkelige liv?

Alle dem der overvinder umulige odds. Og dem, der dør under forsøget.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Det kunne være sjovt at (ny)oversætte Dickens til dansk. Og endnu sjovere at oversætte H.C. Andersen til engelsk. Det sidste er gjort masser af gange, men med skiftende held for nu at sige det pænt. Også Herman Bang ville jeg gerne oversætte. Havde Tom Kristensens ’Hærværk’ ikke været oversat (’Havoc’, 1968), havde jeg gjort det gratis!

Deres sindsstemning netop nu?

Utålmodig efter at komme videre.

Deres devise?

Et godt jysk mundheld: At krybe for sin overmand er at træde på sin undermand.

Månedens skrivebord

På mandag kan du møde månedens oversætter.
Her er oversætterens skrivebord:

Nomineringstale til Søren K. Barsøe - modtager af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2010

af Aino Roscher

And the Oscar goes to …

“Nej, vi tager sgu bare pis på dig, Gus, op med humøret. Sæt dig nu ned. Vi er samlet for at hilse på en mand, der fylder år, venner. Desmond, læg nu en plade på, for helvede, mand.”

Mingus stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.

”Har du en af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op.”

Kære Søren

Som litterære oversættere tager vi læserne ved hånden og formidler vores oplevelse af et værk, der ofte beskriver en helt anderledes og mere eksotisk verden end vores egen.

Somme tider må vi hjælpe kamelen ned med en forklarende tilføjelse, men ellers bliver det i det store og hele forventet af os, at vi oversætter tekstnært og i originaltekstens ånd.

Der er en enkelt undtagelse: Når man oversætter talesprog, må man somme tider standse op, træde et skridt tilbage, betragte sin tekstnære oversættelse sådan lidt på afstand og tænke:

Hvordan ville jeg selv have sagt det her?

Og så kan det tænkes, at det ikke er nok at tilføje et ord – måske er man ligefrem nødt til at skrive noget helt andet end det, der står i originalteksten.

Det er desværre ikke altid, de mest pernittengrynede redaktører forstår ens kreativitet, men jeg er sikker på, at læserne ubevidst er taknemlige.

Du får Æresprisen for hele din produktion, men frem for alt for dit talent for at oversætte talesprog til mundret dansk. Oversættelse af talesprog er en disciplin, du mestrer som ingen anden. Du får skurke og helte til at lyde ægte og overbevisende i bøger af forfattere som Michael Connelly, Susan Hill, Ian Rankin, James Crumley, Jonathan Lethem – for nu bare at nævne nogle få stykker fra dit omfattende bagkatalog.

Du har forstået, at det i talesprog ikke er nok at oversætte ordene. Vil man have hele stemningen med, er man altså tit nødt til at gøre replikkerne en tand mere danske end resten af teksten.

Somme tider kræver det kun et lille sgu som i det citat, jeg indledte med. Vi taler jo ikke altid så pænt på dansk. Slet ikke i mange af de universer, du har det med at bevæge dig rundt i, Søren.

Citatet stammer i øvrigt fra din meget roste oversættelse af ”Ensomhedens fæstning” af Jonathan Lethem.

En søgning blandt det seneste tiårs anmeldelser af dine oversættelser viser, at jeg ikke er ene om at være imponeret:

Replikker så spidse som dartpile.

Ægthed i replikken.

Ikke en stavelse klinger falskt.

Farverigt og (slang)energisk sprog.

Et godt øre for dialog.

Eminente replikskifter.

En fornemt rablende, dansk stemme.

En beundringsværdig sans for troværdige replikker.

Et fast og overbevisende greb om både terminologi og dialog.

Og ja, i dine oversættelser er terminologien og alle de andre detaljer selvfølgelig også på plads. Man føler sig altså i gode og trygge hænder, når man kryber sammen i sofaen med en bog, der er oversat af dig.

Så du har til fulde fortjent Dansk Oversætterforbunds Ærespris!

Søren K. Barsøe stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.

”Har du nogen af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op!”

Stort til lykke, Søren!

/Aino Roscher