En oversætter møder ’sin’ forfatter
Af Kirsten A. Nielsen
En ny forfatter er dukket op på
den spanske krimiscene, nemlig Antonio Hill (f. 1966), som i sommeren 2011 fik
udgivet sin første roman El verano de los
juguetes muertos. Romanen, hvis handling løber over fem hede sommerdage i
Barcelona, blev straks en stor læsersucces.
Nu er romanen nået til Danmark og er udkommet
på forlaget Lindhardt & Ringhof i min oversættelse under titlen De døde dukkers sommer. I den anledning
har jeg været en tur i Barcelona og talt med forfatteren om bogen og om, hvad
den har betydet for ham og for hans arbejde som oversætter. Antonio Hill, hvis
engelskklingende efternavn stammer fra en forfader, der kom til Spanien for et
par hundrede år siden, er nemlig også litterær oversætter og har i tretten år
oversat adskillige romaner fra amerikansk og engelsk bl.a. af forfattere som
Jonathan Safran Foer, Rosie Alison og A.L. Kennedy.
Jeg har aftalt at mødes med Antonio Hill
klokken fem en onsdag eftermiddag i april under Triumfbuen ved
Ciutadella-parken, hvor også en vigtig scene i romanen udspiller sig. Vi
beslutter os for at gå hen på den nærliggende bar, Bar Lleída, for at drikke en
kop kaffe, mens vi snakker, men da han foreslår, at vi sætter os ved et af
bordene udenfor – det er nemlig blevet lunt igen efter et par dage med ustadigt
vejr – forklarer jeg ham, at det på grund af trafik- og almindelig gadelarm nok
vil være bedst at gå indenfor, så jeg kan optage samtalen, men desværre viser
det sig, at støjniveauet ikke er ret meget mindre derinde, hvor der er fyldt
med snakkende spaniere og larmende kaffemaskiner – netop en café af denne type,
man også kan møde i Antonio Hills roman.
Det er nemlig byen Barcelona i dag, der er
omdrejningspunkt for romanen, påpeger forfatteren, da jeg spørger, hvorfor han netop
har valgt at skrive en kriminalroman og ikke fx en historisk roman, som mange
andre spanske forfattere har haft stor succes med både i Spanien og udlandet.
”Der er skrevet rigtig mange spanske romaner, der foregår i Barcelona i middelalderen,
så jeg ville skrive om byen i dag, om hverdagslivet i byen, om gaderne,
cafeerne, turisterne … Byen er en rigtig god baggrund for en krimi.”
Antonio Hill fortæller videre, at han altid har
haft lyst til selv at skrive. ”Ideen til romanen dukkede pludselig op en dag,
og så tænkte jeg, at nu ville jeg gå i gang og prøve at se, om det duede eller
ej.”
Romanens
hovedperson, Héctor Salgado, er politikommissær og argentiner, men bosat i
Barcelona siden han var nitten. Antonio Hill fortæller, at han valgte en
argentiner for at få en person, der kunne se på byen udefra, med fremmede øjne.
”Og netop en argentiner, fordi der bor mange argentinere i Barcelona, og i
øvrigt kender jeg også selv Argentina og har været der flere gange.”
Da jeg spørger ham, om han da slet ikke har
tænkt på, hvilke problemer de stakkels oversættere ville få, når de skulle
forsøge at gengive Héctors argentinske accent og brug af specielle argentinske
ord til fx tysk, engelsk eller dansk, svarer han: ”Da jeg skrev bogen, havde
jeg overhovedet ingen forestilling om, at den en dag skulle oversættes til
andre sprog.”
At Hector skulle være politimand og ikke for eksempel
privatdetektiv var et valg, Antonio Hill traf, fordi det forekom ham mest
troværdigt. ”Jeg synes ikke, det ville ikke være særlig realistisk med en
privatdetektiv, for den slags er der jo ikke mange af, og jeg kan slet ikke
forestille mig en privatdetektiv efterforske et mord.” I romanen er Héctor selv
og hans privatliv kraftigt involveret i handlingen, og da jeg spørger, om
Héctor da virkelig skal fortsætte med at have det så svært og gå så grusomt
meget igennem i de kommende historier (der er nemlig i romanens afslutning lagt
meget tydeligt op til, at der skal komme i hvert fald mindst én efterfølger),
svarer Antonio Hill: ”Héctor er en meget kompliceret person og har store
problemer med sig selv, og det vil han blive ved med at have fremover.” Og jeg
får da at vide, at nummer to i det, der altså sandsynligvis bliver til en hel serie,
allerede er på vej.
Selv om
Antonio Hill kun har oversat nogle få krimier, har han læst mange og har altid
holdt meget af genren, især den angelsaksiske, som han langt foretrækker frem
for den nordiske krimi.
Jeg fortæller Antonio Hill, at jeg har læst et
interview, hvori han har udtalt, at hans roman er en reaktion på den nordiske
krimi, som i de seneste år har haft en kæmpesucces blandt de spanske læsere.
”Det var naturligvis ment som en spøg, men de spanske læsere er blevet
fascineret af sneen og kulden og synes, at det er den perfekte kulisse for en
forbrydelse. Det er selvfølgelig Stig Larsson, der har banet vejen for andre
nordiske forfattere, og forlagene er nu helt vilde med at udgive krimier af
forfattere, hvis bare deres efternavn ender på ’-son’.”
Antonio Hill har valgt at lade sin roman foregå
i løbet af fem sommerdage i den kogende varme by – som en modsætning til det
iskolde Norden. ”Faktisk skrev jeg det første udkast til De døde dukkers sommer, da jeg i vinteren 2010 opholdt mig i
København. Det var isnende koldt og der var masser af sne, så jeg sad alene på
mit værelse og forsøgte genkalde mig en varm sommerdag i Barcelona.”
Jeg spørger til, om succesen med bogen har
forandret hans liv, og om han stadig arbejder som oversætter. ”Nej, den har
ikke forandret ret meget, men dog således, at jeg lige nu skriver på min næste roman
om formiddagen og kun oversætter indimellem – helst kortere bøger – mens jeg som
før arbejder på forlaget nogle timer om eftermiddagen. Og i den kommende tid er
jeg blevet inviteret til flere af de lande, hvor bogen udkommer, så det skal
der også være tid til.”
Som
oversætter er jeg interesseret i at høre lidt om, hvordan de arbejdsmæssige og
økonomiske forhold er for en oversætter i Spanien. ”I de senere år med
økonomisk krise er honorarerne ikke steget, så der har reelt været tale om en
tilbagegang, og det er svært for især de unge og nye oversættere at leve af at
oversætte. Kommer der nye udgaver af en oversættelse, får vi ikke et nyt
honorar, men det gør man til gengæld altid, når bogen udkommer i en bogklub. Vi
er mange, der kan oversætte fra engelsk, men jeg har opgaver nok, fordi jeg gennem
mange år har arbejdet for det forlag, hvor også min roman er udkommet.”
Et godt
stykke henne i samtalen siger Antonio Hill pludselig, at han jo slet ikke har
fået spurgt mig, om jeg kan lide romanen. Jeg svarer, at det kan jeg bestemt;
jeg synes den er spændende og velfortalt. Og jeg synes også, det har været
dejligt at læse (og oversætte) en roman, som foregår i Barcelona, min
yndlingsby, og jeg tror, de mange danskere, der nu om dage drager på en smuttur
til Barcelona, også vil få stor fornøjelse af den, hvortil Antonio Hill svarer:
”Jeg har skrevet bogen for folk her i landet og havde aldrig forestillet mig,
at bogen skulle læses af fx et dansk publikum, men nu håber jeg da også, at man
vil synes om bogen og nyde den, og at den ikke bare bruges som en slags turistguide.”
Samtalen
er ved at være slut, og Antonio Hill skal videre til den næste aftale. Det er
nemlig en travl uge for forfatteren, som den efterfølgende dag naturligvis også
skal deltage i Bogens Dag, der er en stor festdag i Barcelona, hvor man
samtidig fejrer byens skytshelgen, Sankt Jørgen. På denne dag fyldes gader og
pladser med bogboder, hvor forfatterne møder deres læsere og signerer bøger.
Jeg aftaler med Antonio Hill, at jeg kommer forbi og hilser på et af de steder,
hvor han skal signere bøger. Men da jeg dagen efter begiver mig hen til Plaza
de Cataluña ved middagstid, er det på grund af de store menneskemængder umuligt
for mig at komme i nærheden af den bod, hvor Antonio Hill sidder og signerer
bøger sammen med bl.a. forfatterinden Almudena Grandes, som netop har udgivet
endnu en succesfyldt roman. Denne festdag har gennem de seneste år vokset sig
større og større, og hvor der tidligere kun var opstillet bogboder på Rambla’en
og Plaza de Cataluña, er der nu også bogboder på en stor del af Paseo de Gracia
og Rambla de Cataluña, hvor ivrige læsere står i kø for at møde deres
yndlingsforfattere og få signeret bøger. Og som Antonio Hill fortalte mig, er
det en meget vigtig kommerciel begivenhed, hvor en stor del af årets bogsalg
finder sted, og til trods for økonomisk krise kan man se, at der også i år købes
bøger i store mængder. Så det er virkelig en festdag for bogen.
