Oversætteren flytter!

Farvel til oversætterbloggen i dens gamle form og goddag til den nye skønne skabning

 

BABELFISKEN

 

På gensyn til gamle gæster og velkommen til nye på

 

http://babelfisken.wordpress.com

 

Sara og Mette

 

Ikke et ord om oversætterne (Fortsat)

Af Mette Olesen

For at gøre historien om muligt endnu mere grotesk kommer her fortsættelsen af Iben Hasselbalchs hårrejsende beretning (se hendes indlæg fra den 20. oktober, Ikke et ord om oversætterne), som hun har afsløret for blogredaktionen:

Til at illustrere Ibens debatindlæg havde Politiken bedt hende sende et billede af sig selv, hvilket hun glad gjorde... hvorefter avisen endte med at bringe et fotografi der viser Isabel Allende, kronprinsen, komitéens formand, konferencieren... og selvfølgelig ingen Iben.

Billedteksten lyder: "USYNLIGE. Der manglede ikke noget da den chilenske forfatter Isabel Allende modtog H.C.Andersens Litteraturpris i Odense. Det skulle da lige være oversætterne." Aha, hvor subtilt - billedet med den fraværende oversætter skal altså illustrere oversætternes usynlighed? Rend og hop: Kronprinsen sælger flere aviser, simpelthen.

Ved at trykke Iben Hasselbalchs indlæg lader Politiken hende komme til orde, javel - men så heller ikke mere. Med sit valg af illustration bidrager avisen kun til at normalisere den pinlige praksis Iben netop, i selvsamme indlæg, protesterer imod, nemlig at oversætteren overses, hvad enten det er verbalt eller visuelt: Ikke et ord om oversætteren – og ikke det mindste glimt af hende!

Nobel-undren

Af Niels Brunse

Årets nobelpristager i litteratur udløste igen forundret måben i de danske medier. Denne overraskelse. Denne totalt ukendte kineser, Mo Yan. Det svenske akademi må sandelig have støvsugeren ude i alle afkroge af verdenslitteraturen, når det den ene gang efter den anden forbløffer verdensopinionen med prismodtagere, der er helt ukendte i Danmark.

Der findes nu ellers en anden forklaring. Så godt som alle de ’ukendte’ prismodtagere, også Mo Yan, har inden tildelingen været oversat. Vel at mærke til svensk. I dette tilfælde tre bøger på svensk, ingen på dansk. Samme sandhed gælder Nelly Sachs, Jaroslav Seifert, Naguib Mahfouz og Gao Xingjian og måske flere endnu. En nobelpristager er altså tit en, der er oversat i Sverige og overset i Danmark. Hvordan kan det være?

Oversætterne bringer gerne bud fra fjerne lande og smalle forfatterskaber, hvis der er forlagsvilje og støttemuligheder nok. Men gad vide om der findes en forfatter i nobelklassen, prismodtager eller ej, som er oversat til dansk, men ikke til svensk?

Jeg har tjekket et par stykker, men nej – svenskerne har været der hver gang. Det er tankevækkende. Måske ville lidt mere elitær oversættelsesstøtte føre til lidt færre danske måbereaktioner, når det svenske akademis hemmelighedsfulde dør går op hvert år i oktober.

(Denne tekst har været bragt i Information d. 19.10.2012)

Ikke et ord om oversætterne

Af Iben Hasselbalch

Den chilenske forfatterinde Isabel Allende fik 30. september overrakt H.C. Andersens ret nyindstiftede litteraturpris på 500.000 kr. i Odense. Komité, sponsorer og bystyre havde gjort sig umage. Erhvervslivets effektive PR-maskine var blevet sat i sving og sørgede for, at begivenheden blev grundigt pressedækket.
Overalt i byen hang der kæmpeplakater om programmet, der på selve dagen indbefattede interview og signeringer på biblioteket, frokost på rådhuset, besøg i H.C. Andersens Hus og til sidst overrækkelsen af prisen ved kronprins Frederik under en højtidelighed i Odense Koncerthus med diverse optrædener og musikfremførelser i koncerthuset med Stig Rossen som konferencier. Og efterfølgende reception. Om
mandagen besøgte forfatterinden Syddansk Universitet, hvor rektor, professorer, lektorer og Isabel selv bragte indlæg.

Men som oversætter af 14 af Isabel Allendes 18 værker og på resten af oversætterstandens vegne må jeg sige, at der manglede et led i kæden: På intet tidspunkt i talerne til og fra komité, borgmester, sponsorer, professorer og forfatterinden selv – der dog alle flere gange understregede, hvor populære hendes bøger er i Danmark – blev det antydet, at værkerne på et tidspunkt var blevet skrevet på dansk af nogen. Ikke engang i Diamanten i København, hvor der blev læst op af min oversættelse af den seneste roman, ’Mayas
dagbog’, blev oversætteren nævnt – ganske vist på grund af en fejltagelse, men slutresultatet var det samme: Det var en stor hemmelighed, hvem der havde sørget for, at Isabel Allende kunne læses på dansk.
Så lad mig slå fast: Sanne Bertram har oversat ’Åndernes hus’ – som er den bog, de fleste husker Isabel Allende for. Lise Rifbjerg har oversat ’Eva Luna’ og ’Eva Luna fortæller’. Annette Rosenlund har oversat ’Lykkens datter’. Og undertegnede har oversat de resterende 14, deriblandt den seneste, ’Mayas dagbog’.
Uden vores omhyggelige arbejde med at vende og dreje hvert ord og udtryk i det oprindelige værk, uden at vi har spurgt os selv, præcis hvad forfatteren mener, og hvorfor hun siger det lige på denne måde, ville hendes bøger ikke kunne læses på dansk. Uden vores indsats for at gengive hver linje på den rette måde og formidle den rette ånd, humoren, alvoren, engagementet og selvironien ville alle festlighederne i Odense slet ikke have fundet sted. Det samme havde været tilfældet med Paolo Coelho og J.K. Rowling, der tidligere har fået tildelt prisen.

Isabel Allende beskriver i en af sine ungdomsbøger, hvordan de indfødte i Amazonas maler sig i ansigtet for at glide i et med deres omgivelser. Hun kalder dem i sit magisk-realistiske sprog usynlige. Og det er jo præcis det, som vi oversættere gør: Vi maler os i forfatterens farver, gør os til fortolkere af forfatteren, forfatterens alter ego, og prøver at bilde læseren ind, at dette faktisk er skrevet på dansk. Og når det lykkes, og teksten ikke forstyrres af mislyde, der pludselig gør oversættelsen synlig, er tryllekunsten gået godt, og vi kan alle være glade. Fordi vi har gjort os usynlige.

Da jeg nævnte ignoreringen af oversætteren for komiteens formand, Jens Olesen, så han forundret på mig og sagde, at det da var rigtigt, det havde han slet ikke tænkt på. Så jeg tror ikke, det er ond vilje. Bare
tankeløshed, glemsomhed. Men det burde ligge under fagfolks værdighed at glemme så vigtig en funktion, der oven i købet er beskyttet af ophavslovens regler. Det sker gang på gang. I radio, tv, og aviser, i features, anmeldelser (anmelderne er nu blevet bedre til at anføre oversætterens navn) og baggrundsartikler. Selv når de danske titler stilles op på rad og række i en rubrik ved siden af artiklen, ignoreres det ofte olympisk,
hvem der har iklædt værket den danske sprogdragt. Glemmer man at nævne, hvem der
dirigerer et orkester? Hvem der som solist spiller et stykke musik? Hvem der fortolker en arie? Hvem der spiller hovedrollen i et teaterstykke eller en film? Nej, vel? Jeg vil derfor opfordre anmeldere, journalister, professorer, forfattere og ikke mindst H.C. Andersen-komiteen og alle andre priskomiteer til at huske oversætternes ikke helt uvæsentlige rolle i formidlingen af udenlandsk litteratur og sørge for, at det kommer offentligheden for øre, at værket ikke fuldautomatisk foreligger på dansk. Oversætteren har moralsk krav på at blive nævnt.

H.C. Andersen er kendt i hele verden takket være oversættere. Komiteen sætter med sin litterære pris fokus på internationale historiefortællere. Hvad med at bidrage til synliggørelsen af oversætterfunktionen med en pris til danske oversættere, der formidler udenlandske historiefortællere på dansk?

(Denne tekst har været bragt i Politiken den 20.10 12)

De svære valg: Jennifer Haigh

Af Ellen Strandgaard

Om oversættelsen af Jennifer Haigh, Faith, 2011, på dansk Mistro, Verve, 2011.

Denne stilfærdige, men følelsesmættede, smukke og oversete roman foregår i et katolsk miljø i en mindre by i det østlige USA; den handler om en katolsk præst, hvis liv bliver ødelagt, fordi han (fejlagtigt) mistænkes for at have forgrebet sig på en lille dreng. Historien fortælles i jeg-form af præstens søster.

            Som forberedelse til oversættelsen gjorde jeg mig disse overvejelser angående præstens navn: Han hedder Arthur Breen og kaldes Father Arthur, Father Art eller blot Father – eller Art. Jeg ville (naturligvis) have teksten til at fungere på dansk og mener ikke, at en direkte oversættelse til ‘fader Arthur’ er korrekt sådan at forstå, at ordet ‘fader’ stort set ikke anvendes i moderne dansk undtagen som synonym for Gud. Både tituleringen ‘fader’ og ‘pater’ af katolske præster er forældet i Danmark. (Andre terminologiske opdateringer var også nye for mig, f.eks. taler man i dag ikke længere om ‘den sidste olie’, men ‘de syges salvelse’). Den katolske menighed i Danmark har en meget informativ hjemmeside, hvor det fremgår, at en katolsk præst i dag formelt tituleres pastor, fulgt af pastorens efternavn. Jeg forsøgte at skrive ‘pastor Breen’, men det fungerede slet ikke – det lagde en alt for stor distance til Art eller Father Art. Jeg kom så i kontakt med en praktiserende katolik fra menigheden i København og spurgte, hvordan hun tiltaler præsten. “Jamen, jeg siger da bare hans fornavn, Jens eller Niels, eller hvad han nu hedder,” lød det. Præster, der er kommet hertil fra udlandet, det kan f.eks. være fra Indien, vil man somme tider i Danmark titulere Father før deres fornavn, forklarede min kilde videre.
            Efter denne lille research-runde besluttede jeg at lade være med at oversætte ‘Father’, men lade det stå som det stod i det amerikanske  forlæg – analogt med at man ikke længere oversætter mr. og mrs. i tekster, der oversættes fra engelsk og amerikansk. Jeg vendte tilbage til udgangspunktet og lod pastoren være Father Arthur, Father Art eller blot Father eller Art – også i den danske oversættelse.

Bookerprisoversætter

I går vandt Hilary Mantel Man Booker-prisen for "Bring up the Bodies". Bogen udkommer på dansk ved Svend Ranild omkring første marts næste år på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

Hendes tidligere bøger er udkommet på dansk ved Kirsten Vesterager og Svend Ranild på hhv. Lindhardt & Ringhof og Peoples Press.

Stort tillykke.

"Den mand er totalt ukendt i Vesten"

Af Sara Koch

Da Peter Englund i dag klokken 13 kom ud ad døren i Det svenske akademi for at annoncere årets modtager af Nobels litteraturpris, sad mange mennesker klar foran skærmen. Læserne, forlagene, journalisterne. Denne oversætter sad også klar for her på Oversætteren at annoncere hvem årets danske Nobelprisoversætter er.

(Og researchen var på plads: Nadas er oversat af Eszterhás, Trevor af Ursula Baum Hansen, Kundera af Lillian Munk Rösing, Munro af Gudrun og Ida Jessen, Murakami af Mette Holm).

Men årets vinder, den kinesiske forfatter Mo Yan, er ikke oversat til dansk.

Hvilket da også fik de danske kulturjournalister til at sige ”Mo hvem?” og fortælle om den ukendte kineser der havde vundet prisen. På Politiken tv kunne man høre Jes Stein Petersen sige at ”den mand er totalt ukendt i Vesten”.

Men i 2009 bragte den norske avis Dagbladet et interview med Mo Yan, og en god kollega, Ulla Gjedde Palmgren,  har i dag fortalt mig at han er oversat til norsk (3 titler), svensk (3), fransk (18), tysk (4) og engelsk (6) – så helt ukendt i Vesten kan man nok ikke kalde ham.

Politiken fangede kort efter Gyldendals Merete Borre der kunne fortælle at ”Nobelprisen i litteratur giver ikke et mersalg i Danmark.”

Så må man spørge sig selv, hvorfor er Mo Yan ikke oversat til dansk? Og hvorfor gør de danske kulturjournalister en dyd ud af deres uvidenhed og ynder at fremmedgøre ham? Og hvorfor står de danske læsere ikke i kø for at læse Nobelprismodtagere?

Er andedammen for lille? Mangler Danmark et litterært udsyn? Har Danmark ikke en ordentlig litteraturpolitik der tilgodeser (gode oversættelser af) de smalle, udenlandske udgivelser? 

Årets Nobelprisoversætter er

Årets Nobelpris i litteratur går til Mo Yan.

Redaktionen bekendt er han ikke er oversat til dansk.

Flere af hans bøger er dog oversat til norsk af Bodil Engen og Brit Sætre, og de findes også på engelsk. Men mon der ikke snart er en oversættelse på vej, for

 uden oversættere, ingen verdenslitteratur.

Niels Brunses tale ved overrækkelsen af Modersmål-Prisen 2012

I Shakespeares Richard II, som jeg arbejder med netop nu, sker der noget sørgeligt for hertugen af Norfolk. Kongen landsforviser ham på livstid. I sit svar på denne hårde dom siger han:
 
Det sprog, som jeg har lært i fyrre år,

mit vante engelsk, må jeg slippe nu;

min tunge er til liså ringe nytte

som strengeløse harper og fioler,

som instrumenter lagt i foderalet –

eller, hvis det blir åbnet, lagt i hånden

på en der ikke kender greb og toner.

Nu har I fængslet tungen i min mund

med tænderne og læberne til gitre,

og sløv, ufølsom, gold uvidenhed

er blevet indsat som min fangevogter.

Jeg er for gammel til en barnepige,

for voksen til at blive skoledreng.

Har dommen ikke mig til døden knægtet,

når modersmålets ånde er mig nægtet?

Det er en interessant replik. Det største tab, som hertugen ser i møde ved sin forvisningsdom, er hverken at miste sine godser eller sin position ved hoffet eller synet af sit hjemlands herligheder, men at miste sit sprog, sit modersmål, der ikke kan bruges dér hvor han må rejse hen. Det er et tab, der gør ham stum, for ingen vil forstå ham, og uvidende, for han vil intet kunne forstå; det er faktisk ensbetydende med døden, for modersmålet er som at trække vejret, og uden ånde, intet liv.

            Selvfølgelig er det en digter der har skrevet det, og dermed én der er dybt forbundet med sit sprog – og selvfølgelig ville hertugen nok ikke i vore dage få de store problemer ved at rejse ud i resten af verden og tale engelsk – men det helt basale i replikken er forståelsen af, at et menneske uden sprog er et amputeret væsen, dømt til stumhed, døvhed og uvidenhed.

            Det er derfor det er så vigtigt at dyrke og styrke sproget, træne det og dræne det for den tynde gylle, visse af dets brugere hælder ud af ørerne. Et sprog, der ikke kan hamle op med sin omverden i præcision og kompleksitet, er et døende sprog. Det gælder heldigvis ikke for dansk, trods de bekymringer der ofte luftes i debatten om vores modersmåls udsathed for pres fra stormægtige fremmedsprog, ikke mindst engelsk. Dansk lever og har det godt, og debatten er slet ikke ny. For et kvart årtusind siden harcelerede Holberg over hvad vi dog skulle med det nymodens tyske ord ”digter”, når vi havde det gode gamle ord ”poet”. Der tog han fejl – men han fik ret i at vi stadig siger ”bibliotek” i stedet for ”bogsal”, og ”astronomi” i stedet for ”stjernekunst”.

            Med andre ord: sproget udvikler sig i et spændingsfelt mellem nyt og gammelt, og nye ord og vendinger må bevise deres brugbarhed, før de slår an. Det sker dog ikke helt af sig selv. Det segment af befolkningen, der kaldes ”trænede sprogbrugere”, har måske et lidt større ansvar for udviklingen end andre, fordi de er både medieeksponerede og velinformerede, for nu at bruge et par moderne gloser. Den første ville Holberg måske have rystet på pudderparykken af, den anden har han sjovt nok selv brugt.

            Jeg har arbejdet professionelt med sprog i mere end fyrre år, så jeg tør vist godt kalde mig en ”trænet sprogbruger”. Og mange gange i alle de år har jeg tænkt over hvad det er man gør for, ved og, i uheldige tilfælde, mod sproget, når ens brug af det resulterer i tekster, der opfattes og vurderes af en større kreds af mennesker end ens familie og venner og dem der sidder ved siden af, når man taler i mobiltelefon. Alle de overvejelser meldte sig igen, da jeg blev ringet op af Jørgen Christian Wind Nielsen og fik at vide, at jeg var udset til at blive dette års modtager af Modersmål-Prisen. Og de tog en særlig drejning netop i denne sammenhæng.

             Jeg har været vidt omkring og prøvet mange ting, når det gælder modersmålets anvendelse. Men målt i boghyldemeter, eller for den sags skyld i teaterspilletid, har jeg uden tvivl gjort mest af det, man kalder ”litterær oversættelse”. Og hvordan er det egentlig med oversættelser? Har de overhovedet noget at sige, når det drejer sig om styrkelse og udvikling af det danske sprog? Er de ikke bare en slags implantater fra fremmede sprog, eller en slags litterære kørestole for folk, der ikke ved egen kraft kan bevæge sig  gennem romaner på finsk, japansk eller latin?

            Nej, mener jeg selvfølgelig. Men så let vil jeg ikke la mig slippe. Der findes argumenter for, at litterære oversættelser har betydning for modersmålets udvikling og udtrykskraft. Jeg har nævnt, hvordan ord og udtryk vinder indpas i dansk igennem en vis modstands- og udvælgelsesproces, og en vis del af dem er da også kommet ind via oversættelser. Tænk på et udtryk som ”brave new world” fra Shakespeares Stormen, som blev titlen på en roman af Aldous Huxley, der blev oversat til dansk af Harriet Oppenhejm og Henning Kehler, som greb tilbage til Edvard Lembckes Shakespeare-oversættelse, hvor det hed ”fagre nye verden” – ofte brugt som lakonisk kommentar til tidernes ugunst eller teknologiens forviklinger, og altså en del af dansk daglig tale i det enogtyvende århundrede.

            Men faktisk bidrager litteraturen, både den originale og den oversatte, ikke ret meget til sprogfornyelsen (eller sprogfornyningen, som en af mine skolekammerater sagde, med et ord der selv er hvad det beskriver) – på det leksikalske plan, altså når det gælder enkelte gloser og vendinger. Det er noget meget større, dybere og mere diffust, der er det rigtig interessante.

            Shakespeare giver os et fingerpeg, når han lader hertugen af Norfolk sige at hans tunge er til ligeså ringe nytte som strengeløse harper og fioler. Det konkrete sprog er som strengene på et instrument, men lyden og betydningen afhænger af resonansen i resten af instrumentet. De litterære værker er ikke bare samlinger af ord, men fortællinger om menneskelige oplevelser i al deres sammensathed. Fortællingerne bidrager til den forståelsesmæssige klangbund, ethvert udviklet sprog har, de er med til at give ordene den egenskab at de, med et smukt og megetsigende udtryk, vækker genklang i os. Man kan ikke tale om kærlighed uden at Shakespeare svinger med et sted i ordets dybder, tænk på Romeo og Julie; man kan ikke tale om skyld uden Dostojevskij, tænk på Raskolnikov; man kan ikke tale om fattigdom uden Dickens, tænk på Oliver Twist; man kan ikke tale om dannelse uden Goethe, tænk på Wilhelm Meister. Man behøver slet ikke at have læst disse værker, for andre har læst dem og bragt resonanserne fra dem ind i ordenes valør, ligesom vores tale i den vestlige verden er fuld af bibelresonanser, hvad enten vi er kristne eller ej.

            Det er jo sådan, at en oversættelse af et værk ikke er en kopi af værket. De to tekster, de to organiserede sprogmængder, er ikke enslydende. Men ved at værket i sin danske form er bragt ind i vores sprog, knyttet til vores danske ordforråd, bliver det nærværende i vores sprog og vores samfund på en helt anden måde, end hvis vi kun havde adgang til det gennem et andet sprogsystem. Et kultursprog er ikke kun kendetegnet ved sin righoldighed af gloser for det ene og det andet, men også af disse dybe og vidtstrakte resonanser, der gør sproget til mere end et redskab til information.

Jeg er ikke i tvivl om, at litterære oversættelser, her altså fordanskninger af fortællinger og erfaringer fra andre kulturer, tæt på eller langt borte, bidrager til at styrke det danske sprog på denne måde. Det forekommer mig også indlysende, at nyoversættelser af klassikere forstærker deres vitale genklang i dansk langt ud over den blotte repetition. Fordi jeg har brugt så meget af mine mange år som oversætter på netop det, føler jeg det som en ganske særlig påskønnelse, at jeg har fået lov til at modtage Modersmål-Prisen i år. Mange, mange tak.

 

 

Månedens oversætter: Rikke Mai Pohl

(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Det er svært at sige, for jeg begyndte først at tænke på oversætterens præstation, da jeg selv blev oversætter. Men skal jeg nævne én, jeg har læst inden for de sidste par år, så må det være Mette Holms oversættelse af Haruka Murakamis ”Kafka på Stranden”. Jeg kan ikke et ord japansk, men historien og karaktererne fungerer så godt, at man ikke behøver kunne japansk for at regne ud, at det har krævet dygtighed og kostet knofedt, så det ville noget, at oversætte den bog.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Fortællinger om mennesker og deres liv. De behøver ikke være rosenrøde, men de må gerne indeholde både godt og ondt og smukt og grimt. Og så elsker jeg skæve karakterer.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Det primære? Det ved jeg snart ikke. Jeg er ofte ret indlevende og bliver meget opslugt af de historier, jeg arbejder med, mere opslugt end hvis jeg bare læste den samme bog.

Hvor oversætter De?

Hjemme. Ved mit skrivebord i det rum, der også er min stue og soveværelse.

Deres største fejl?

Som menneske: Jeg er frygtelig ustruktureret og lige lovlig magelig. Som oversætter: Jeg tvivler for meget (hvilket selvfølgelig både kan være en svaghed og en styrke). Og så går jeg for meget i detaljer med en ringe timeløn til følge (men hvem gør ikke det?). Sjovt nok er jeg ellers ikke spor omhyggelig, det er kun, når jeg oversætter…

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Tror ikke jeg ligefrem afskyr nogen form for litteratur. Men jeg kan godt blive utålmodig, hvis sætninger fylder halve sider og teksten bliver for tung og snørklet. Jeg har også et lidt anstrengt forhold til store filosofiske værker, som jeg måske synes, jeg BURDE læse, men bare ikke GIDER gå i krig med.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Ronja Røverdatter

Deres helte i det virkelige liv?

Det ved jeg ikke rigtig. Entusiastiske og positive mennesker inspirerer mig meget. Og så er det svært ikke at være benovet over mennesker, der tør protestere med store, personlige konsekvenser til følge. Jeg synes også der findes mange af de hersens hverdagshelte. Nogle af lærerne på mine børns skole f.eks.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

The Catcher in the rye af J.D. Sallinger kunne være et bud. Eller noget Romain Gary eller Marie Cardinal, hvis deres bøger ikke allerede var oversat. Jeg oversatte min første franske roman sidste år og vil rigtig gerne oversætte mange flere franske. Det kunne også være sjovt at prøve at oversætte noget fra tysk. Jeg er vokset op nær grænsen og forstår sproget ret godt, men er bange for, at jeg ved alt for lidt om Tyskland, når det kommer til stykket.

Deres sindsstemning netop nu?

Jeg er … neutral, tror jeg. Fordi jeg egentlig er lidt søvnig og dvask. Men jeg tror, jeg er på vej mod godt humør frem for dårligt.

Deres devise?

Åh, deviser har jeg mange af. Men skal jeg vælge én, må det nok blive, at man altid må være omstillingsparat, fordi livet med sikkerhed indimellem vil byde på forandringer, man ikke selv har valgt eller har indflydelse på.

Månedens oversættelse: Fifty Shades of Grey

Af Marie Kopp

I foråret 2012 blev jeg spurgt af Rosinante&Co., om jeg var interesseret i at oversætte en erotisk roman. Jeg havde ikke noget at lave på det tidspunkt, så jeg sagde ja med det samme og uden de store overvejelser. Først troede jeg, at vi skulle være flere om romanen, det var en hasteopgave, og jeg havde misforstået redaktøren, men så gik det op for mig, at det var en trilogi, og at jeg bare skulle oversætte første bind. De andre oversættere var også ved at blive sat i gang, og redaktøren samlede hurtigt ’oversætterkorpset’ via mails, så vi kunne debattere begreber og så videre. Det var en ret fin proces. Det var luksus at dele den ’samme’ bog med andre. Pludselig var man ikke så alene i verden, som man jo ellers ofte er, når man sidder og oversætter.

Kort fortalt handler romanen om den uskyldige, men selvstændige 21-årige Anastasia, der møder den store, lidt ældre, finansmand Christian i forbindelse med, at hun skal interviewe ham til universitetets avis. Det varer ikke længe, før de to har indledt et forhold, men det går hurtigt op for Anastasia, at Christian både har hang til S/M, og at han har en dyster fortid i form af nogle alvorlige svigt i sin barndom. Det er denne forelskelsesdynamik – Christians afgrundssorte, men spændende og omsorgsfulde måde at være på, og Anastasias række af erotiske, overvældende førstegangsoplevelser, der bærer handlingen frem.

Redaktøren sagde med det samme, at jeg skulle ’luge ud’, når sproget blev irriterende. For eksempel blev nærmest alle replikker sagt med enten en mumlen eller en hvisken, og der var mange udråb a la holy cow og holy shit og oh my og oh my god. Heldigvis var selve de erotiske beskrivelser dog, efter min mening, ikke fyldt med klicheer og porno-agtige udtryk. De var en udfordring at oversætte, fordi de gerne skulle være pirrende og sanselige at læse, men jeg var fri for de lumre, platte vendinger, man ser nogle steder. Jeg synes faktisk ikke, at bogen er pornografisk overhovedet. Erotisk, ja, men ikke pornografisk. Jeg har dog tænkt på, hvordan man undgår, at en filmatisering bliver pornografisk … Det var i øvrigt en udfordring at holde styr på arme og ben og fingre og nakke og mave og underliv og lår. Da jeg fik mine eksemplarer ind ad døren derhjemme umiddelbart før udgivelsen, slog jeg tilfældigt op på en side midt i romanen og spottede straks en fejl: I en meget pikant scene stod der tommelfingre, men der skulle have stået tommelfinger! Det irriterede mig.

Samtidig skulle jeg sætte mig ind i den særlige S/M-verden, hvilket betød en masse surfen rundt på nettet. Jeg kom blandt andet ind på hjemmesider, hvor folk i miljøet deler deres oplevelser og fantasier med andre. Det var nødvendigt for mig at sætte mig ind i alt det her, både på grund af alle begreberne (diverse former for klemmer og piske og håndjern) og fordi jeg gerne ville forstå, hvorfor folk dyrker S/M. Denne research styrkede min indlevelse i og forståelse af det univers, jeg sad med. Anastasia har fx rollen som submissiv i deres forhold, og jeg var så heldig at finde en hjemmeside, hvor en vis miss Louise fortalte om det særlige fænomen subspace, den tilstand, den submissive kommer ind i via smerte og dominans, og som er en form for nirvana eller svimlende lystverden. Denne indsigt gjorde det hele meget mere klart for mig. Jeg ved ikke, om det har gjort oversættelsen bedre, men jeg var i hvert fald ’indforstået’ med det, der foregik, imens jeg oversatte.

I oversættergruppen havde vi særligt én udfordring med det engelske sprog, og det var begrebet Fifty Shades. Forlaget var ikke i tvivl om, at den danske version også skulle hedde Fifty Shades, og derfor ville redaktøren gerne have, at jeg bevarede dette begreb inde i teksten. Det indgår første gang i en beskrivelse, Christian giver af sig selv. På engelsk lyder det:

            ”Why don’t you like to be touched?” I whisper, staring up into his soft gray eyes.

            “Because I’m fifty shades of fucked up, Anastasia.”

            Oh … His honesty is completely disarming. I blink up at him.

Siden da bruger Anastasia begrebet fifty shades som et kælenavn for Christian: min kære mr. Fifty shades osv. Og da han hedder Grey til efternavn, forstår man også den engelske titel og ordspillet. På dansk var vi således nødt til at få hele betydningen af både fifty shades of grey og fifty shades of fucked up fanget ind. Det endte, efter mange hovedbrud og mails (hvor redaktøren også var ind over) med følgende ord:

            ”Hvorfor kan du ikke lide at blive rørt ved?” hvisker jeg og ser op i hans blide, grå øjne. De øjne, der bliver ved med at rumme nye, dystre nuancer – fifty shades of Grey. Hans øjne passer til hans navn.

            ”Fordi jeg er seriøst fucked up, Anastasia.”

            Åh … hans ærlighed er fuldkommen afvæbnende. Jeg ser overrumplet op på ham.

I begyndelsen vidste jeg slet ikke, at bogen var så stort et fænomen. Min britiske veninde Carol var ganske vist straks fyr og flamme, da hun hørte titlen. Hun kendte til bogen, og hun advarede mig om, at den nok var lidt trivi og måske endda lidt pervers. Jeg blev faktisk helt bekymret for, om der ville komme scener, der var ubehagelige. Men jeg beroligede hele tiden mig selv med, at når det nu var et veletableret, ærværdigt dansk forlag, der antog bogen, var indholdet jo nok okay for almindelige mennesker. Jeg læste den ikke igennem, før jeg oversatte, tog bare et kapitel ad gangen. Og det viste sig til min lettelse, at det var til at holde ud. Det var også okay at være inde i hovedpersonen, for hun var selvstændig og sagde selv til og fra, og Christian passede godt på hende. Og det var et æstetisk, resursestærkt univers. Så jeg var tryg!

Det var vigtigt for mig at være loyal over for teksten, at respektere den og få det bedste ud af den, at leve mig ind i den og se det gode i den, selv om jeg nok aldrig selv ville have læst romanen. Jeg tænkte desuden, at målgruppen nok var kvinder på omkring de 20 år, men på det punkt har jeg siden hen fundet ud af, at jeg tog fejl.

Carol sagde til mig, at jeg måske ville blive berømt. Det troede jeg nu ikke. Alligevel tænkte jeg, da jeg til sidst sad med 1. korrekturen i hænderne, at jeg hellere måtte være ekstra grundig, for hvis den blev meget eksponeret, ville det være ekstra godt, hvis jeg havde gjort mit arbejde ordentligt, og ekstra skidt, hvis jeg havde lavet fejl. 

Kort før udgivelsen blev jeg ringet op af Go’ aften Danmark. Jeg troede ikke mine egne ører, da de gerne ville have mig i studiet samme aften og fortælle om oversættelsen af bogen. Jeg sagde bestemt nej tak til researcheren, men blev kort efter ringet op af Cecilie Frøkjær, studieværten, der havde nogle utroligt gode overtalelsesevner, og i dag er jeg glad for, at jeg stillede op til interviewet, fordi det var en sjov og anderledes oplevelse, når man er vant til at arbejde så anonymt. Men jeg kan også se, hvor godt jeg trives med at være så meget bag kulisserne i dagligdagen, som man er som oversætter. Det er det arbejde, man har udført, der tæller, og nærmest intet andet. Hårdt, men enkelt.

De svære valg: Joyce Carol Oates

Om oversættelsen af Joyce Carol Oates: A Widow’s Story – på dansk En enkes historie, Verve, 2012

 

Af Ellen Strandgaard

 

A Widow’s Story udkom i USA i 2011. Forfatteren beretter hudløst om det første år efter at hendes livsledsager pludselig og uventet døde af en lungebetændelse i 2008. I Sverige udkommer JCO i meget store oplag, og bogen forelå i svensk oversættelse samme år som i USA med titlen Änkans Bok. Jeg havde derfor en sjælden anledning til at sparre med den svenske oversættelse ved Ulla Danielsson.

Et af de (mange) steder, hvor jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle vælge, er denne sætning: “Ray is of an age to recall ‘victory gardens’ in the early 1940s in Milwaukee, Wisconsin – (…) such gardens which everyone kept as in a communal civilian war-effort.”

Jeg er ikke tidligere stødt på fænomenet ‘victory garden’. Ingen af mine ordbøger hjalp, ej heller Google, der jo ellers giver svar på næsten alt, og heller ikke mine amerikanske venner. Jeg kiggede så min svenske kollega over skulderen for at se, hvad hun havde fundet frem til. På svensk lyder det: “Ray är så gammal att han kan komme ihåg de ‘viktorianske trädgårdar’ man i början på 1940-talet hade i Milwaukee i Wisconsin”(…) då alla hade köksträdgårdar som ett led i de gemensamma civila krigsansträngningarna.” Jeg følte mig ikke overbevist om, at man kunne slutte fra ‘victory’ til ‘victorian’ og endte med følgende løsning: ”Ray er i en alder, hvor han husker ‘sejrshaverne’ i begyndelsen af 1940rne i Milwaukee i Wisconsin (…), den slags nyttehaver, som alle dyrkede ligesom i en fælles civil krigsindsats.” Det blev altså en mere tekstnær oversættelse med ‘sejrshaver’ i anførselstegn.

Fra samme bog kan det måske være interessant at se, hvor forskelligt oversættelsen af et rimet digt falder ud på henholdsvis svensk og dansk, når det har været igennem oversætterens individuelle filter og de muligheder, hun finder i sproget. Jeg lod være med at kigge i den svenske oversættelse af digtet, før jeg havde lavet min egen, fordi jeg ville være sikker på ikke at lade mig forføre. Læg mærke til, at der i den svenske oversættelse modsat i originalen ikke er tegnsætning i digtet bortset fra to udråbstegn. Det drejer sig om et digt af John Crowe Ransom (1888-1974), ‘Bells for John Whiteside’s Daughter’.

 

Engelsk, 1. vers: There was such speed in her little body, And such lightness in her footfall, It is no wonder her brown study Astonishes us all.	Svensk, 1. vers: Hon rörde så raskt sin lilla kropp Och hennes fotsteg var så lätta Därför hennes dystra sinne utan hopp Förvånar oss nu med rätta	Dansk, 1. vers: Hendes lille krop var i susende fart Altid på vej, så let som en fjer. Nu er ansigtet tænksomt og klart Og forundrer enhver.
Engelsk, 2. vers: Her wars were bruited in our high window. We looked among orchard trees and beyond Where she took arms against her shadow, Or harried unto the pond	Svensk, 2. vers: Vi talade om hendes kamp på vår lediga tid Vi tittade långt bortom frukttädgårdens träd När hun mot sina skuggor tog en strid Eller mot dammen snabbt gjorde en räd	Dansk, 2. vers: Fra vinduet nød vi at se hendes kamp Med sin skygge for at få ram På den i frugtplantagen og længere væk Ved den lille dam,
Engelsk, 3. vers: The lazy geese, like a snow cloud Dripping their snow on the green grass, Tricking and stopping, sleepy and proud, Who cried in goose, Alas,	Svensk, 3. vers: De lättjefulla gässen som ett moln af snö Släpper sin snö och sig i gräset vänder De stojar och de stanna sömnigt men vill ej dö Vi skrek i kör, vad händer!	Dansk, 3. vers: Hvor dovne gæs som en snehvid sky Smed fine dun i græs så grønt, På gåsesprog skræpped de søvnigt og kry, Slet ikke kønt.
Engelsk, 4. vers: For the tireless heart within the little Lady with rod that made them rise From their noon apple-dreams and scuttle Goose-fashion under the skies!	Svensk, 4. vers: Åt den oförträttliga damen som med sin käpp Fick dem at lyfta från sin middagsvila Från sina ljuva drömmar och med ett snäpp På gässens sätt mot himlen ila!	Dansk, 4. vers: Utrætteligt angreb hun dem med sin kæp, Mens i deres æbledrømme de lå, Og de fløj til vejrs under højlydt skræp, Op mod det blå.
Engelsk, 5. vers: But now go the bells, and we are ready, In one house we are sternly stopped To say we are vexed at her brown study Lying so primly propped.	Svensk, 5. vers: Men nu klingar klockorna, vi är redo och berörda Vid ett av husen har vi stannat för vi säga vill Att hennes dystra sinne gjort oss störda Där hon så prydligt ligger still.	Dansk, 5. vers: Men nu sætter klokkerne i, og vi står Beklemt og harmfuldt og ser den fine lille Pige med nykæmmet hår Ligge helt alvorlig og stille.

30. september: International Oversætterdag i Århus!

 

Af Kirsten A. Nielsen

Lidt om fejringen af Den Internationale Oversætterdag i Aarhus d. 30.9.2012

Den Internationale Oversætterdag blev på initiativ af International Federation of Translators indstiftet af UNESCO i 1991 for at synliggøre oversætterfaget og gøre opmærksom på oversætternes betydning i en globaliseret verden. Dagen bliver også kaldt Hieronymus-dagen; på den dag døde den oldkirkelige teolog Hieronymus (ca. 347-ca. 420). Han oversatte Bibelen fra originalsprogene til latin og regnes for at være den første oversætter – og betragtes som oversætternes skytshelgen.

I de seneste to år har DOF fejret Den Internationale Oversætterdag med velbesøgte og vellykkede arrangementer i København, hvor man bl.a. har kunnet høre erfarne oversættere fortælle om deres arbejde.

Ved DOF-stambordet i Aarhus har vi flere gange snakket om, at vi også gerne ville fejre dagen i Aarhus for at få mulighed for at fortælle om oversætternes ofte oversete og for de fleste læseres vedkommende ganske ukendte arbejde. Helle Dalgaard og jeg besluttede derfor, at vi ville forsøge at realisere et sådant projekt.

Da vi netop her i Aarhus har fået et nyt kulturcenter, Godsbanen, hvor der oven i købet også er oprettet et Litteraturcenter, fandt vi det naturligt at henvende os til centrets leder, Jette Sunesen, for at høre, om det var noget for dem at gå med ind i arbejdet med at lave et arrangement på denne dag. Det var man straks med på, og vi fik etableret en lille arbejdsgruppe bestående af Jette Sunesen, Helle Dalgaard og undertegnede.

Vi startede med at kontakte forskellige oversættere for at bede dem om at komme og fortælle om deres arbejde, og det lykkedes os at få sammensat et program bestående af oversættere, der oversætter fra så forskellige sprog som japansk, russisk, bulgarsk, engelsk/amerikansk og spansk.

Derefter lavede vi et budget og gik i gang med at søge økonomisk støtte til arrangementet, og det lykkedes os at få DOF, FO og Aarhus Kommunes Initiativpulje til at bidrage med økonomisk støtte.

Nu er vi så i gang med at få gjort opmærksom på arrangementet med henblik på at få rigtig mange interesserede til at møde op. Litteraturcentret annoncerer i deres kulturkalender, fremstiller brochurer og plakater mm., og dette lille blogindlæg er naturligvis også et forsøg på at udbrede kendskabet til arrangementet.

Man kan møde følgende oversættere:

Mette Holm, som i mange år har oversat skønlitteratur fra japansk. Mest kendt er hun for at oversætte store dele af Haruki Murakamis forfatterskab, som er udkommet på Aarhus-forlaget Klim. Desuden har hun tekstet tv og biograffilm og har også oversat en række mangaer og film.

Kjeld Bjørnager, som oversætter fra russisk (bl.a. Nikolaj Gogol og Anton Tjekhov)

Helle Dalgaard, som oversætter fra russisk og bulgarsk (bl.a. Sergej Kaledin, Viktor Paskov og Georgi Gospodinov)

Bente Kastberg, som oversætter fra engelsk/amerikansk (bl.a. Joan Didion, Annie Proulx og Anchee Min)

Kirsten A. Nielsen, som oversætter fra spansk og engelsk/amerikansk (bl.a. Antonio Hill, Julia Navarro og John Grisham)

Arrangementet finder sted søndag d. 30. september kl. 15.00-17.30 i foyeren på Godsbanen, Skovgaardsgade 3-5, 8000 Aarhus C, og der er gratis adgang.

Der vil blive tre korte og to lidt længere oplæg med pause indimellem og med mulighed for at stille spørgsmål.

Vi håber, at rigtig mange møder op for at lytte og stille spørgsmål og diskutere det at oversætte.

På denne dag vil vi gerne gøre opmærksom på, at der står en oversætter bag den verdenslitteratur, som danske læsere har mulighed for og fornøjelsen af at læse.

 

For en del år siden fik DOF fremstillet en sweatshirt, som jeg har fundet frem til denne lejlighed, og skønt selve trøjen måske ikke lige er det mest hotte, er teksterne på den stadig aktuelle:

 

Månedens oversætter: Sara Koch

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

I sommer læste jeg Moby Dick – i en vidunderlig dansk oversættelse ved Flemming Chr. Nielsen – og det er en helt pragtfuld roman. Klodset og uensartet, men sprudlende fra ”Kald mig Ismael” til ”havets store liglagen rullede videre, som det rullede for fem tusind år siden.” Den er et hav af vidunderlige ord jeg ikke kendte i forvejen, (og da jeg læste den i vores hytte i Norge, som hverken har strøm eller danske ordbøger, kunne jeg desværre ikke slå op og dermed føje dem til min egen indre ordbog. Måske skulle man genlæse?)

Når det gælder mine egne oversættelser, er der tre jeg især er glad for, Ind, af den norske forfatter Thure Erik Lund, en mærkværdig roman om en mand der går baglæns, og Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin, en grum roman om moderskab når det ikke fungerer, og ikke mindst James Meek Vi begynder nu nedstigningen. Ikke nødvendigvis fordi de er mine bedste, men fordi de gav mig udfordringer fra første side og er nogle fantastiske romaner.

Men jeg er også glad for Øyehaug, Sittenfeld, Skjelbred m.fl. Jeg tror man bærer sine oversættelser med sig som en erfaring.

 

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Tykke bøger fulde af lange og gerne indskudte sætninger. Og når jeg oversætter, må de gerne være fulde af ordspil. Romaner – og tekst i det hele taget – skal have rytme, bøger uden rytme går jeg i stå i.

 

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg arbejder meget med indlevelse når jeg oversætter. Teksten har en rytme, en tone og en stemning. Disse tre ting skal være på plads når jeg arbejder hvis teksten skal være god. Jeg forsøger at arbejde så hurtigt som muligt for at forblive i den stemning, men det kræver meget efterarbejde, så jeg læser altid mine ting igennem mange gange bagefter. Om et par uger skal jeg på et kursus med titlen At være i teksten, hvor skuespillerne Sarah Boberg og Merethe Nørregaard skal undervise blandt andet i Meisner-teknik. Selvom jeg elsker roen og ensomheden når jeg arbejder, savner jeg tit overordnet sparring med kolleger, ikke den daglige ”hvad hedder det og det på dansk?”, for det har vi et glimrende forum til, og desuden er Strynø, hvor jeg bor, fuld af eksperter i fugle, biologi, jagt, hindbærudkernere, skibsfart mm., men når det gælder de mere metodiske overvejelser som ligger bag de overordnede valg.

Hvor oversætter De?

Jeg oversætter ved mit lille sortbejdsede skrivebord i mejeribestyrerboligen på Strynø i Det Sydfynske Øhav. Her har jeg udsigt til et stort kirsebærtræ, høstanemoner og et par af havens mange æbletræer og Strynø skole, hvor min yngste datter går – hvilket kan være lidt distraherende når de har frikvarter. Om sommeren læser jeg gerne korrektur i vores havesofa eller nede på havnen. Om vinteren i en stor blå lænestol foran pejsen.

 

Deres største fejl?

Både privat og fagligt kan min utålmodighed af og til være uhensigtsmæssig.

 

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Normalt afskyr jeg ikke litteratur, men efter at have arbejdet indgående med Hitlers Min kamp i forbindelse med arbejdet med Knausgårds Min kamp, må jeg tilstå at det var så kvalmende og ubehageligt at jeg afskyer den. Men ellers afskyer jeg ikke litteratur. Jeg ser det som en gave når folk der ikke normalt læser, begynder at læse. Jeg er stor fan af Harry Potter-serien, fordi den har fået begge mine døtre til at læse tykke bøger. Og jeg abonnerede en overgang på den norske serieroman Losbarna, fordi jeg har arbejdet sammen med forfatteren engang og var nysgerrig. (Og de var slet ikke værst inden for genren). Og jeg har de sidste par år byttet bøger med Henrik Enemark og er blevet begejstret for kriminalforfatteren Karin Slaughter, (men lider ellers, ligesom alle andre, af krimikvalme). Men jeg fortrækker nu litteratur der har fokus på sproget, og er mere fan af snørklet og fabulerende sprog end af minimalistisk. Og selvom jeg af og til godt kan læse noget lidt let i stedet for at se tv, fortrækker jeg bid i de tekster jeg oversætter.

 

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Jeg har ledt længe efter et åndfuldt svar og fik samtidig støvet lidt af i bogreolen, men fandt intet.

Deres helte i det virkelige liv?

Heller ikke mit virkelige liv er overbefolket af helte. Holder nok mest af antihelte.

 

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Jeg elsker Thomas Hardys Jude the Obscure og drømmer en dag at sætte mig ned med den på fuldtid. Jeg er faktisk begyndt i det små. Jeg mangler bare et forlag og tid. Men det gør ikke noget hvis det går langsomt, så der er tid til at vokse med opgaven.

Deres sindsstemning netop nu?

Lige nu er jeg lykkelig over at arbejdet med Knausgård, som har fyldt mit liv i tre år, endelig er færdigt. Det har været en fantastisk rejse ind i hans liv og univers, og det at blive inde i et univers i så lang tid har lært mig meget om at oversætte, men det har også været en lang og hård opgave der af og til også har sat præg på familielivet. Mit syn er blevet forværret, op til deadline har jeg gået rundt med konstante tics i venstre øje. Men jeg er nu i gang med min næste opgave, en engelsk Man Bookerpris-vinder der foregår i et jødisk miljø. Fuld af humor, satire, ordspil og snørklede sætninger. Vidunderligt!

Deres devise?

Har vist hverken deviser eller helte i mit liv.

 
(Frit efter Proustspørgsmålene)

At være til stede i teksten

At være til stede i teksten. Workshop for oversættere
Kursus 101046

Undervisere: Merete Nørgaard og Sarah Boberg.

28. oktober 2012 fra 10-17
Forfatterforeningen, Strandgade 6, stuen, 1401 Kbh. K.

Primært for DOF

Om kurset

Hvordan er det muligt at slippe ordenes kraft løs i kroppen, første gang du står med dem? Hvordan kan en skuespiller/oversætter arbejde hen imod den størst mulige identitet med rollen/historien? En workshop med fokus på skuespillerens vigtigste redskaber til at oversætte en rolle fra manuskript til gulv, tænkt som parallel og inspiration til oversætterens proces.
I 1997 spillede skuespillerne Merete Nørgaard og Sarah Boberg i Christian Lemmerz´ dramatisering af slutkapitlet i James Joyces roman "Finnegans Wake". Peter Laugesen havde oversat, og det var blændende ord-delirium: Rablende, uhyggeligt og meget vittigt - en kvindes slutmonolog umiddelbart før hun dør. I dette samarbejde opfandt de en fælles metode til at få ord til at leve, og lade det lydlige i ordene få en fysisk dimension i en poetisk tekst. Dels ud fra stemmetræning, som Nørgaard har videreudviklet som sit speciale www.livingvoice.dk og dels ud fra Meisnerteknik, som er en skuespillerteknik, Sarah Boberg underviser i på alle landets scener/filmskoler.
Workshoppen vil bestå af:
Oplæsning af brudstykker fra monologen ALP-Traum og tale ud fra de forskellige teknikker.  Stemmetræning og åndedrætsøvelser. Introduktion til Meisnerteknikken, som fokuserer på redskaber til at være i og fastholde øjeblikket og nærværet. Skuespillerøvelser (repetitionsøvelser).
Du får redskaber til at opnå forskellige muligheder med stemmen, så du kan mærke stemmens betydning, når den direkte integreres over i ordene. Både Meisnerteknik og stemmetræning åbner op for konkrete redskaber til, hvordan du kan arbejde med impulser og træne din evne til at være til stede i teksten, dine ords lyd og ikke mindst din evne til at oversætte ned igennem kroppen. 

Tilmelding

Skriftlig tilmelding senest 29. august 2012 til kursussekretæren: kursus@danskforfatterforening.dk

 

Kursusgebyr medlemmer: 0 kr.
Kursusgebyr ikke-medlemmer: 770,-

Sidste betalingsfrist 29. august 2012. Ved afbud efter 29. august refunderes kursusgebyr ikke. Ved aflysning af kurset refunderes kursusgebyr.