Månedens oversættelse: Fifty Shades of Grey

Af Marie Kopp

I foråret 2012 blev jeg spurgt af Rosinante&Co., om jeg var interesseret i at oversætte en erotisk roman. Jeg havde ikke noget at lave på det tidspunkt, så jeg sagde ja med det samme og uden de store overvejelser. Først troede jeg, at vi skulle være flere om romanen, det var en hasteopgave, og jeg havde misforstået redaktøren, men så gik det op for mig, at det var en trilogi, og at jeg bare skulle oversætte første bind. De andre oversættere var også ved at blive sat i gang, og redaktøren samlede hurtigt ’oversætterkorpset’ via mails, så vi kunne debattere begreber og så videre. Det var en ret fin proces. Det var luksus at dele den ’samme’ bog med andre. Pludselig var man ikke så alene i verden, som man jo ellers ofte er, når man sidder og oversætter.

Kort fortalt handler romanen om den uskyldige, men selvstændige 21-årige Anastasia, der møder den store, lidt ældre, finansmand Christian i forbindelse med, at hun skal interviewe ham til universitetets avis. Det varer ikke længe, før de to har indledt et forhold, men det går hurtigt op for Anastasia, at Christian både har hang til S/M, og at han har en dyster fortid i form af nogle alvorlige svigt i sin barndom. Det er denne forelskelsesdynamik – Christians afgrundssorte, men spændende og omsorgsfulde måde at være på, og Anastasias række af erotiske, overvældende førstegangsoplevelser, der bærer handlingen frem.

Redaktøren sagde med det samme, at jeg skulle ’luge ud’, når sproget blev irriterende. For eksempel blev nærmest alle replikker sagt med enten en mumlen eller en hvisken, og der var mange udråb a la holy cow og holy shit og oh my og oh my god. Heldigvis var selve de erotiske beskrivelser dog, efter min mening, ikke fyldt med klicheer og porno-agtige udtryk. De var en udfordring at oversætte, fordi de gerne skulle være pirrende og sanselige at læse, men jeg var fri for de lumre, platte vendinger, man ser nogle steder. Jeg synes faktisk ikke, at bogen er pornografisk overhovedet. Erotisk, ja, men ikke pornografisk. Jeg har dog tænkt på, hvordan man undgår, at en filmatisering bliver pornografisk … Det var i øvrigt en udfordring at holde styr på arme og ben og fingre og nakke og mave og underliv og lår. Da jeg fik mine eksemplarer ind ad døren derhjemme umiddelbart før udgivelsen, slog jeg tilfældigt op på en side midt i romanen og spottede straks en fejl: I en meget pikant scene stod der tommelfingre, men der skulle have stået tommelfinger! Det irriterede mig.

Samtidig skulle jeg sætte mig ind i den særlige S/M-verden, hvilket betød en masse surfen rundt på nettet. Jeg kom blandt andet ind på hjemmesider, hvor folk i miljøet deler deres oplevelser og fantasier med andre. Det var nødvendigt for mig at sætte mig ind i alt det her, både på grund af alle begreberne (diverse former for klemmer og piske og håndjern) og fordi jeg gerne ville forstå, hvorfor folk dyrker S/M. Denne research styrkede min indlevelse i og forståelse af det univers, jeg sad med. Anastasia har fx rollen som submissiv i deres forhold, og jeg var så heldig at finde en hjemmeside, hvor en vis miss Louise fortalte om det særlige fænomen subspace, den tilstand, den submissive kommer ind i via smerte og dominans, og som er en form for nirvana eller svimlende lystverden. Denne indsigt gjorde det hele meget mere klart for mig. Jeg ved ikke, om det har gjort oversættelsen bedre, men jeg var i hvert fald ’indforstået’ med det, der foregik, imens jeg oversatte.

I oversættergruppen havde vi særligt én udfordring med det engelske sprog, og det var begrebet Fifty Shades. Forlaget var ikke i tvivl om, at den danske version også skulle hedde Fifty Shades, og derfor ville redaktøren gerne have, at jeg bevarede dette begreb inde i teksten. Det indgår første gang i en beskrivelse, Christian giver af sig selv. På engelsk lyder det:

            ”Why don’t you like to be touched?” I whisper, staring up into his soft gray eyes.

            “Because I’m fifty shades of fucked up, Anastasia.”

            Oh … His honesty is completely disarming. I blink up at him.

Siden da bruger Anastasia begrebet fifty shades som et kælenavn for Christian: min kære mr. Fifty shades osv. Og da han hedder Grey til efternavn, forstår man også den engelske titel og ordspillet. På dansk var vi således nødt til at få hele betydningen af både fifty shades of grey og fifty shades of fucked up fanget ind. Det endte, efter mange hovedbrud og mails (hvor redaktøren også var ind over) med følgende ord:

            ”Hvorfor kan du ikke lide at blive rørt ved?” hvisker jeg og ser op i hans blide, grå øjne. De øjne, der bliver ved med at rumme nye, dystre nuancer – fifty shades of Grey. Hans øjne passer til hans navn.

            ”Fordi jeg er seriøst fucked up, Anastasia.”

            Åh … hans ærlighed er fuldkommen afvæbnende. Jeg ser overrumplet op på ham.

I begyndelsen vidste jeg slet ikke, at bogen var så stort et fænomen. Min britiske veninde Carol var ganske vist straks fyr og flamme, da hun hørte titlen. Hun kendte til bogen, og hun advarede mig om, at den nok var lidt trivi og måske endda lidt pervers. Jeg blev faktisk helt bekymret for, om der ville komme scener, der var ubehagelige. Men jeg beroligede hele tiden mig selv med, at når det nu var et veletableret, ærværdigt dansk forlag, der antog bogen, var indholdet jo nok okay for almindelige mennesker. Jeg læste den ikke igennem, før jeg oversatte, tog bare et kapitel ad gangen. Og det viste sig til min lettelse, at det var til at holde ud. Det var også okay at være inde i hovedpersonen, for hun var selvstændig og sagde selv til og fra, og Christian passede godt på hende. Og det var et æstetisk, resursestærkt univers. Så jeg var tryg!

Det var vigtigt for mig at være loyal over for teksten, at respektere den og få det bedste ud af den, at leve mig ind i den og se det gode i den, selv om jeg nok aldrig selv ville have læst romanen. Jeg tænkte desuden, at målgruppen nok var kvinder på omkring de 20 år, men på det punkt har jeg siden hen fundet ud af, at jeg tog fejl.

Carol sagde til mig, at jeg måske ville blive berømt. Det troede jeg nu ikke. Alligevel tænkte jeg, da jeg til sidst sad med 1. korrekturen i hænderne, at jeg hellere måtte være ekstra grundig, for hvis den blev meget eksponeret, ville det være ekstra godt, hvis jeg havde gjort mit arbejde ordentligt, og ekstra skidt, hvis jeg havde lavet fejl. 

Kort før udgivelsen blev jeg ringet op af Go’ aften Danmark. Jeg troede ikke mine egne ører, da de gerne ville have mig i studiet samme aften og fortælle om oversættelsen af bogen. Jeg sagde bestemt nej tak til researcheren, men blev kort efter ringet op af Cecilie Frøkjær, studieværten, der havde nogle utroligt gode overtalelsesevner, og i dag er jeg glad for, at jeg stillede op til interviewet, fordi det var en sjov og anderledes oplevelse, når man er vant til at arbejde så anonymt. Men jeg kan også se, hvor godt jeg trives med at være så meget bag kulisserne i dagligdagen, som man er som oversætter. Det er det arbejde, man har udført, der tæller, og nærmest intet andet. Hårdt, men enkelt.