Litterær oversættelse: Uddannelse og kritik

Af Ida Klitgård

Som akademisk forsker i litterær oversættelse har jeg lyst til at kommentere to tidligere indlæg bragt her i bloggen. Det drejer sig om Kirsten M. Øveraas: ’Kan man læse sig til at blive en god oversætter?’ (januar 2012) og Anne Marie Bjerg: ’Oversættelseskritik – oversættelseshistorie – oversættelsesleksikon?’ (december 2011).

Øveraas spørger, om man kan læse eller uddanne sig til at blive en bedre oversætter, men det mener hun ikke helt, man kan. Snarere end at kunne oversættelsesteorien til fingerspidserne, kræver oversættelse træning, talent, sprogøre og ’knivskarpe researchevner’. Jeg er aldeles enig med hende. Øveraas gennemgår listen over mikrostrategier fra Anne Schjoldager, Henrik Gottlieb og Ida Klitgård (2008), Understanding Translation (Academica) og forklarer dens brugbarhed i overvejelserne over, hvad man helt præcist kan vælge at gøre på ord-, frase- og sætningsniveau i en tekst. Men hun glemmer makrostrategierne.

Det er efter min bedste overbevisning afgørende for en oversætter at vide, hvilken overordnet strategi, man vælger: at oversætte tæt eller frit, og med hvilket formål for hvilken læserskare. Det er også her, oversætteren – og forlaget – kan træffe etisk-kunstnerisk-kulturelle valg, der peger ud over selve teksten. Her vil jeg henvise til den amerikanske oversættelsesforsker Lawrence Venutis begreber om ’domestication’ og ’foreignisation’ i bøgerne The Translator’s Invisibility (1995) og The Scandals of Translation (1998). ’Domestication’ hentyder til en overordnet strategi, der går ud på at gøre teksten letlæselig og forståelig for læseren. Her vil alle kulturelle forskelle og dilemmaer blive udvisket, så teksten kan indtages uden besvær. ’Foreignisation’ hentyder til en strategi, der stik modsat går ud på at bevare og flashe tekstens fremmedartethed ved fx at lade fremmede ord, begreber og vendinger fremstå som netop fremmede i oversættelsen, så læseren selv må arbejde på at kunne forstå teksten. Eller man kan kreere kompenseret fremmedartethed i tråd med forfatterens poetik, således at oversættelsen tiltrækker sig opmærksomhed som oversættelse og ikke som en vag kopi af originalen. Disse overvejelser er ikke kun af kunstnerisk karakter, men også af etisk og kulturel værdi, idet man tager stilling til, hvorvidt originalens fremmede kultur skal bevares og respekteres, eller hvorvidt den skal ’integreres’ i den danske læserkultur – hvad det så end måtte være. Det kalder Venuti en etnocentrisk optik.

Disse overordnede overvejelser er fx på dagsordenen på kandidatprofilen i oversættelse og formidling for sprogstuderende på Københavns Universitet (http://oversaettelsesstudier.engerom.ku.dk/). Det er ikke en decideret uddannelse for selvlærte oversættere, men et bidrag til at gøre i hvert fald sprogkandidater bedre klædt på til at udføre kvalificerede refleksioner over oversættelsens væsen og beskaffenhed samt sammenhængen mellem sprog, litteratur og kultur. Det ruster også kandidaten til kritisk stillingtagen i mødet med forlagene og redaktørernes krav og normer.

Det bringer mig så til Anne Marie Bjergs indlæg om manglen på seriøs og kompetent oversættelseskritik i den danske presse. Det kunne jeg heller ikke være mere enig i. Dog vil jeg sige, at vi er nogle stykker på de danske universiteter, der rent faktisk bedriver oversættelseskritik, men nok på et lidt mere teoretisk og abstrakt plan i visse tilfælde. Min egen bog Fictions of Hybridity: Translating Style in James Joyce’s Ulysses (2007), som også er en disputats, er et forsøg på at gå Mogens Boisens oversættelser i sømmene ud fra en analyse af Joyces poetik om sproglig-kulturel hybriditet på flere niveauer i teksten. Og bl.a. også ud fra Venutis begreber skitseret ovenfor. Min konklusion er, at Boisen bliver mere og mere kunstnerisk kreativ fra 1949 til 1986, men han mangler helt forståelsen for de sproglig-kulturelle blandingsformer, der præger romanen. Sådanne blandingsformer har han ikke fået med på dansk.

Der er flere andre studier i oversættelseskritik i Danmark, fx skal her nævnes DAO-serien (Danske Afhandlinger om Oversættelse) udgivet på Københavns Universitet og et væld af enkeltstående videnskabelige artikler i ind- og udland. Litteraturmagasinet Standart har også været flinke til at sætte kritisk fokus på en lang række nyoversættelser.

Med hensyn til den fremragende idé om et Dansk Oversætterleksikon kan jeg henvise til afsnittet om nationale oversættertraditioner i Mona Bakers store The Routledge Encyclopedia of Translation Studies (1998), hvor Danmark-delen skrives af Viggo Hjørnager Pedersen og indbefatter et kronologisk oversættelseshistorisk rids samt en lille biografisk liste over Charlotte Dorothea Biehl, Mogens Boisen, N. F. S. Grundtvig, Christian Ludvig Edward Lembcke og Christian Frederik Wilster.

Med oprettelsen af et Dansk Oversætterleksikon er jeg sikker på, at man faktisk kan læse sig til at blive en bedre oversætter – ved netop af kende og forstå dansk oversættertradition og foretrukne strategier gennem tiderne.