Månedens oversættelse: Fifty Shades of Grey

Af Marie Kopp

I foråret 2012 blev jeg spurgt af Rosinante&Co., om jeg var interesseret i at oversætte en erotisk roman. Jeg havde ikke noget at lave på det tidspunkt, så jeg sagde ja med det samme og uden de store overvejelser. Først troede jeg, at vi skulle være flere om romanen, det var en hasteopgave, og jeg havde misforstået redaktøren, men så gik det op for mig, at det var en trilogi, og at jeg bare skulle oversætte første bind. De andre oversættere var også ved at blive sat i gang, og redaktøren samlede hurtigt ’oversætterkorpset’ via mails, så vi kunne debattere begreber og så videre. Det var en ret fin proces. Det var luksus at dele den ’samme’ bog med andre. Pludselig var man ikke så alene i verden, som man jo ellers ofte er, når man sidder og oversætter.

Kort fortalt handler romanen om den uskyldige, men selvstændige 21-årige Anastasia, der møder den store, lidt ældre, finansmand Christian i forbindelse med, at hun skal interviewe ham til universitetets avis. Det varer ikke længe, før de to har indledt et forhold, men det går hurtigt op for Anastasia, at Christian både har hang til S/M, og at han har en dyster fortid i form af nogle alvorlige svigt i sin barndom. Det er denne forelskelsesdynamik – Christians afgrundssorte, men spændende og omsorgsfulde måde at være på, og Anastasias række af erotiske, overvældende førstegangsoplevelser, der bærer handlingen frem.

Redaktøren sagde med det samme, at jeg skulle ’luge ud’, når sproget blev irriterende. For eksempel blev nærmest alle replikker sagt med enten en mumlen eller en hvisken, og der var mange udråb a la holy cow og holy shit og oh my og oh my god. Heldigvis var selve de erotiske beskrivelser dog, efter min mening, ikke fyldt med klicheer og porno-agtige udtryk. De var en udfordring at oversætte, fordi de gerne skulle være pirrende og sanselige at læse, men jeg var fri for de lumre, platte vendinger, man ser nogle steder. Jeg synes faktisk ikke, at bogen er pornografisk overhovedet. Erotisk, ja, men ikke pornografisk. Jeg har dog tænkt på, hvordan man undgår, at en filmatisering bliver pornografisk … Det var i øvrigt en udfordring at holde styr på arme og ben og fingre og nakke og mave og underliv og lår. Da jeg fik mine eksemplarer ind ad døren derhjemme umiddelbart før udgivelsen, slog jeg tilfældigt op på en side midt i romanen og spottede straks en fejl: I en meget pikant scene stod der tommelfingre, men der skulle have stået tommelfinger! Det irriterede mig.

Samtidig skulle jeg sætte mig ind i den særlige S/M-verden, hvilket betød en masse surfen rundt på nettet. Jeg kom blandt andet ind på hjemmesider, hvor folk i miljøet deler deres oplevelser og fantasier med andre. Det var nødvendigt for mig at sætte mig ind i alt det her, både på grund af alle begreberne (diverse former for klemmer og piske og håndjern) og fordi jeg gerne ville forstå, hvorfor folk dyrker S/M. Denne research styrkede min indlevelse i og forståelse af det univers, jeg sad med. Anastasia har fx rollen som submissiv i deres forhold, og jeg var så heldig at finde en hjemmeside, hvor en vis miss Louise fortalte om det særlige fænomen subspace, den tilstand, den submissive kommer ind i via smerte og dominans, og som er en form for nirvana eller svimlende lystverden. Denne indsigt gjorde det hele meget mere klart for mig. Jeg ved ikke, om det har gjort oversættelsen bedre, men jeg var i hvert fald ’indforstået’ med det, der foregik, imens jeg oversatte.

I oversættergruppen havde vi særligt én udfordring med det engelske sprog, og det var begrebet Fifty Shades. Forlaget var ikke i tvivl om, at den danske version også skulle hedde Fifty Shades, og derfor ville redaktøren gerne have, at jeg bevarede dette begreb inde i teksten. Det indgår første gang i en beskrivelse, Christian giver af sig selv. På engelsk lyder det:

            ”Why don’t you like to be touched?” I whisper, staring up into his soft gray eyes.

            “Because I’m fifty shades of fucked up, Anastasia.”

            Oh … His honesty is completely disarming. I blink up at him.

Siden da bruger Anastasia begrebet fifty shades som et kælenavn for Christian: min kære mr. Fifty shades osv. Og da han hedder Grey til efternavn, forstår man også den engelske titel og ordspillet. På dansk var vi således nødt til at få hele betydningen af både fifty shades of grey og fifty shades of fucked up fanget ind. Det endte, efter mange hovedbrud og mails (hvor redaktøren også var ind over) med følgende ord:

            ”Hvorfor kan du ikke lide at blive rørt ved?” hvisker jeg og ser op i hans blide, grå øjne. De øjne, der bliver ved med at rumme nye, dystre nuancer – fifty shades of Grey. Hans øjne passer til hans navn.

            ”Fordi jeg er seriøst fucked up, Anastasia.”

            Åh … hans ærlighed er fuldkommen afvæbnende. Jeg ser overrumplet op på ham.

I begyndelsen vidste jeg slet ikke, at bogen var så stort et fænomen. Min britiske veninde Carol var ganske vist straks fyr og flamme, da hun hørte titlen. Hun kendte til bogen, og hun advarede mig om, at den nok var lidt trivi og måske endda lidt pervers. Jeg blev faktisk helt bekymret for, om der ville komme scener, der var ubehagelige. Men jeg beroligede hele tiden mig selv med, at når det nu var et veletableret, ærværdigt dansk forlag, der antog bogen, var indholdet jo nok okay for almindelige mennesker. Jeg læste den ikke igennem, før jeg oversatte, tog bare et kapitel ad gangen. Og det viste sig til min lettelse, at det var til at holde ud. Det var også okay at være inde i hovedpersonen, for hun var selvstændig og sagde selv til og fra, og Christian passede godt på hende. Og det var et æstetisk, resursestærkt univers. Så jeg var tryg!

Det var vigtigt for mig at være loyal over for teksten, at respektere den og få det bedste ud af den, at leve mig ind i den og se det gode i den, selv om jeg nok aldrig selv ville have læst romanen. Jeg tænkte desuden, at målgruppen nok var kvinder på omkring de 20 år, men på det punkt har jeg siden hen fundet ud af, at jeg tog fejl.

Carol sagde til mig, at jeg måske ville blive berømt. Det troede jeg nu ikke. Alligevel tænkte jeg, da jeg til sidst sad med 1. korrekturen i hænderne, at jeg hellere måtte være ekstra grundig, for hvis den blev meget eksponeret, ville det være ekstra godt, hvis jeg havde gjort mit arbejde ordentligt, og ekstra skidt, hvis jeg havde lavet fejl. 

Kort før udgivelsen blev jeg ringet op af Go’ aften Danmark. Jeg troede ikke mine egne ører, da de gerne ville have mig i studiet samme aften og fortælle om oversættelsen af bogen. Jeg sagde bestemt nej tak til researcheren, men blev kort efter ringet op af Cecilie Frøkjær, studieværten, der havde nogle utroligt gode overtalelsesevner, og i dag er jeg glad for, at jeg stillede op til interviewet, fordi det var en sjov og anderledes oplevelse, når man er vant til at arbejde så anonymt. Men jeg kan også se, hvor godt jeg trives med at være så meget bag kulisserne i dagligdagen, som man er som oversætter. Det er det arbejde, man har udført, der tæller, og nærmest intet andet. Hårdt, men enkelt.

De svære valg: Joyce Carol Oates

Om oversættelsen af Joyce Carol Oates: A Widow’s Story – på dansk En enkes historie, Verve, 2012

 

Af Ellen Strandgaard

 

A Widow’s Story udkom i USA i 2011. Forfatteren beretter hudløst om det første år efter at hendes livsledsager pludselig og uventet døde af en lungebetændelse i 2008. I Sverige udkommer JCO i meget store oplag, og bogen forelå i svensk oversættelse samme år som i USA med titlen Änkans Bok. Jeg havde derfor en sjælden anledning til at sparre med den svenske oversættelse ved Ulla Danielsson.

Et af de (mange) steder, hvor jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle vælge, er denne sætning: “Ray is of an age to recall ‘victory gardens’ in the early 1940s in Milwaukee, Wisconsin – (…) such gardens which everyone kept as in a communal civilian war-effort.”

Jeg er ikke tidligere stødt på fænomenet ‘victory garden’. Ingen af mine ordbøger hjalp, ej heller Google, der jo ellers giver svar på næsten alt, og heller ikke mine amerikanske venner. Jeg kiggede så min svenske kollega over skulderen for at se, hvad hun havde fundet frem til. På svensk lyder det: “Ray är så gammal att han kan komme ihåg de ‘viktorianske trädgårdar’ man i början på 1940-talet hade i Milwaukee i Wisconsin”(…) då alla hade köksträdgårdar som ett led i de gemensamma civila krigsansträngningarna.” Jeg følte mig ikke overbevist om, at man kunne slutte fra ‘victory’ til ‘victorian’ og endte med følgende løsning: ”Ray er i en alder, hvor han husker ‘sejrshaverne’ i begyndelsen af 1940rne i Milwaukee i Wisconsin (…), den slags nyttehaver, som alle dyrkede ligesom i en fælles civil krigsindsats.” Det blev altså en mere tekstnær oversættelse med ‘sejrshaver’ i anførselstegn.

Fra samme bog kan det måske være interessant at se, hvor forskelligt oversættelsen af et rimet digt falder ud på henholdsvis svensk og dansk, når det har været igennem oversætterens individuelle filter og de muligheder, hun finder i sproget. Jeg lod være med at kigge i den svenske oversættelse af digtet, før jeg havde lavet min egen, fordi jeg ville være sikker på ikke at lade mig forføre. Læg mærke til, at der i den svenske oversættelse modsat i originalen ikke er tegnsætning i digtet bortset fra to udråbstegn. Det drejer sig om et digt af John Crowe Ransom (1888-1974), ‘Bells for John Whiteside’s Daughter’.

 

Engelsk, 1. vers: There was such speed in her little body, And such lightness in her footfall, It is no wonder her brown study Astonishes us all.	Svensk, 1. vers: Hon rörde så raskt sin lilla kropp Och hennes fotsteg var så lätta Därför hennes dystra sinne utan hopp Förvånar oss nu med rätta	Dansk, 1. vers: Hendes lille krop var i susende fart Altid på vej, så let som en fjer. Nu er ansigtet tænksomt og klart Og forundrer enhver.
Engelsk, 2. vers: Her wars were bruited in our high window. We looked among orchard trees and beyond Where she took arms against her shadow, Or harried unto the pond	Svensk, 2. vers: Vi talade om hendes kamp på vår lediga tid Vi tittade långt bortom frukttädgårdens träd När hun mot sina skuggor tog en strid Eller mot dammen snabbt gjorde en räd	Dansk, 2. vers: Fra vinduet nød vi at se hendes kamp Med sin skygge for at få ram På den i frugtplantagen og længere væk Ved den lille dam,
Engelsk, 3. vers: The lazy geese, like a snow cloud Dripping their snow on the green grass, Tricking and stopping, sleepy and proud, Who cried in goose, Alas,	Svensk, 3. vers: De lättjefulla gässen som ett moln af snö Släpper sin snö och sig i gräset vänder De stojar och de stanna sömnigt men vill ej dö Vi skrek i kör, vad händer!	Dansk, 3. vers: Hvor dovne gæs som en snehvid sky Smed fine dun i græs så grønt, På gåsesprog skræpped de søvnigt og kry, Slet ikke kønt.
Engelsk, 4. vers: For the tireless heart within the little Lady with rod that made them rise From their noon apple-dreams and scuttle Goose-fashion under the skies!	Svensk, 4. vers: Åt den oförträttliga damen som med sin käpp Fick dem at lyfta från sin middagsvila Från sina ljuva drömmar och med ett snäpp På gässens sätt mot himlen ila!	Dansk, 4. vers: Utrætteligt angreb hun dem med sin kæp, Mens i deres æbledrømme de lå, Og de fløj til vejrs under højlydt skræp, Op mod det blå.
Engelsk, 5. vers: But now go the bells, and we are ready, In one house we are sternly stopped To say we are vexed at her brown study Lying so primly propped.	Svensk, 5. vers: Men nu klingar klockorna, vi är redo och berörda Vid ett av husen har vi stannat för vi säga vill Att hennes dystra sinne gjort oss störda Där hon så prydligt ligger still.	Dansk, 5. vers: Men nu sætter klokkerne i, og vi står Beklemt og harmfuldt og ser den fine lille Pige med nykæmmet hår Ligge helt alvorlig og stille.

30. september: International Oversætterdag i Århus!

 

Af Kirsten A. Nielsen

Lidt om fejringen af Den Internationale Oversætterdag i Aarhus d. 30.9.2012

Den Internationale Oversætterdag blev på initiativ af International Federation of Translators indstiftet af UNESCO i 1991 for at synliggøre oversætterfaget og gøre opmærksom på oversætternes betydning i en globaliseret verden. Dagen bliver også kaldt Hieronymus-dagen; på den dag døde den oldkirkelige teolog Hieronymus (ca. 347-ca. 420). Han oversatte Bibelen fra originalsprogene til latin og regnes for at være den første oversætter – og betragtes som oversætternes skytshelgen.

I de seneste to år har DOF fejret Den Internationale Oversætterdag med velbesøgte og vellykkede arrangementer i København, hvor man bl.a. har kunnet høre erfarne oversættere fortælle om deres arbejde.

Ved DOF-stambordet i Aarhus har vi flere gange snakket om, at vi også gerne ville fejre dagen i Aarhus for at få mulighed for at fortælle om oversætternes ofte oversete og for de fleste læseres vedkommende ganske ukendte arbejde. Helle Dalgaard og jeg besluttede derfor, at vi ville forsøge at realisere et sådant projekt.

Da vi netop her i Aarhus har fået et nyt kulturcenter, Godsbanen, hvor der oven i købet også er oprettet et Litteraturcenter, fandt vi det naturligt at henvende os til centrets leder, Jette Sunesen, for at høre, om det var noget for dem at gå med ind i arbejdet med at lave et arrangement på denne dag. Det var man straks med på, og vi fik etableret en lille arbejdsgruppe bestående af Jette Sunesen, Helle Dalgaard og undertegnede.

Vi startede med at kontakte forskellige oversættere for at bede dem om at komme og fortælle om deres arbejde, og det lykkedes os at få sammensat et program bestående af oversættere, der oversætter fra så forskellige sprog som japansk, russisk, bulgarsk, engelsk/amerikansk og spansk.

Derefter lavede vi et budget og gik i gang med at søge økonomisk støtte til arrangementet, og det lykkedes os at få DOF, FO og Aarhus Kommunes Initiativpulje til at bidrage med økonomisk støtte.

Nu er vi så i gang med at få gjort opmærksom på arrangementet med henblik på at få rigtig mange interesserede til at møde op. Litteraturcentret annoncerer i deres kulturkalender, fremstiller brochurer og plakater mm., og dette lille blogindlæg er naturligvis også et forsøg på at udbrede kendskabet til arrangementet.

Man kan møde følgende oversættere:

Mette Holm, som i mange år har oversat skønlitteratur fra japansk. Mest kendt er hun for at oversætte store dele af Haruki Murakamis forfatterskab, som er udkommet på Aarhus-forlaget Klim. Desuden har hun tekstet tv og biograffilm og har også oversat en række mangaer og film.

Kjeld Bjørnager, som oversætter fra russisk (bl.a. Nikolaj Gogol og Anton Tjekhov)

Helle Dalgaard, som oversætter fra russisk og bulgarsk (bl.a. Sergej Kaledin, Viktor Paskov og Georgi Gospodinov)

Bente Kastberg, som oversætter fra engelsk/amerikansk (bl.a. Joan Didion, Annie Proulx og Anchee Min)

Kirsten A. Nielsen, som oversætter fra spansk og engelsk/amerikansk (bl.a. Antonio Hill, Julia Navarro og John Grisham)

Arrangementet finder sted søndag d. 30. september kl. 15.00-17.30 i foyeren på Godsbanen, Skovgaardsgade 3-5, 8000 Aarhus C, og der er gratis adgang.

Der vil blive tre korte og to lidt længere oplæg med pause indimellem og med mulighed for at stille spørgsmål.

Vi håber, at rigtig mange møder op for at lytte og stille spørgsmål og diskutere det at oversætte.

På denne dag vil vi gerne gøre opmærksom på, at der står en oversætter bag den verdenslitteratur, som danske læsere har mulighed for og fornøjelsen af at læse.

 

For en del år siden fik DOF fremstillet en sweatshirt, som jeg har fundet frem til denne lejlighed, og skønt selve trøjen måske ikke lige er det mest hotte, er teksterne på den stadig aktuelle:

 

Månedens oversætter: Sara Koch

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

I sommer læste jeg Moby Dick – i en vidunderlig dansk oversættelse ved Flemming Chr. Nielsen – og det er en helt pragtfuld roman. Klodset og uensartet, men sprudlende fra ”Kald mig Ismael” til ”havets store liglagen rullede videre, som det rullede for fem tusind år siden.” Den er et hav af vidunderlige ord jeg ikke kendte i forvejen, (og da jeg læste den i vores hytte i Norge, som hverken har strøm eller danske ordbøger, kunne jeg desværre ikke slå op og dermed føje dem til min egen indre ordbog. Måske skulle man genlæse?)

Når det gælder mine egne oversættelser, er der tre jeg især er glad for, Ind, af den norske forfatter Thure Erik Lund, en mærkværdig roman om en mand der går baglæns, og Lionel Shriver: Vi er nødt til at tale om Kevin, en grum roman om moderskab når det ikke fungerer, og ikke mindst James Meek Vi begynder nu nedstigningen. Ikke nødvendigvis fordi de er mine bedste, men fordi de gav mig udfordringer fra første side og er nogle fantastiske romaner.

Men jeg er også glad for Øyehaug, Sittenfeld, Skjelbred m.fl. Jeg tror man bærer sine oversættelser med sig som en erfaring.

 

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Tykke bøger fulde af lange og gerne indskudte sætninger. Og når jeg oversætter, må de gerne være fulde af ordspil. Romaner – og tekst i det hele taget – skal have rytme, bøger uden rytme går jeg i stå i.

 

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg arbejder meget med indlevelse når jeg oversætter. Teksten har en rytme, en tone og en stemning. Disse tre ting skal være på plads når jeg arbejder hvis teksten skal være god. Jeg forsøger at arbejde så hurtigt som muligt for at forblive i den stemning, men det kræver meget efterarbejde, så jeg læser altid mine ting igennem mange gange bagefter. Om et par uger skal jeg på et kursus med titlen At være i teksten, hvor skuespillerne Sarah Boberg og Merethe Nørregaard skal undervise blandt andet i Meisner-teknik. Selvom jeg elsker roen og ensomheden når jeg arbejder, savner jeg tit overordnet sparring med kolleger, ikke den daglige ”hvad hedder det og det på dansk?”, for det har vi et glimrende forum til, og desuden er Strynø, hvor jeg bor, fuld af eksperter i fugle, biologi, jagt, hindbærudkernere, skibsfart mm., men når det gælder de mere metodiske overvejelser som ligger bag de overordnede valg.

Hvor oversætter De?

Jeg oversætter ved mit lille sortbejdsede skrivebord i mejeribestyrerboligen på Strynø i Det Sydfynske Øhav. Her har jeg udsigt til et stort kirsebærtræ, høstanemoner og et par af havens mange æbletræer og Strynø skole, hvor min yngste datter går – hvilket kan være lidt distraherende når de har frikvarter. Om sommeren læser jeg gerne korrektur i vores havesofa eller nede på havnen. Om vinteren i en stor blå lænestol foran pejsen.

 

Deres største fejl?

Både privat og fagligt kan min utålmodighed af og til være uhensigtsmæssig.

 

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Normalt afskyr jeg ikke litteratur, men efter at have arbejdet indgående med Hitlers Min kamp i forbindelse med arbejdet med Knausgårds Min kamp, må jeg tilstå at det var så kvalmende og ubehageligt at jeg afskyer den. Men ellers afskyer jeg ikke litteratur. Jeg ser det som en gave når folk der ikke normalt læser, begynder at læse. Jeg er stor fan af Harry Potter-serien, fordi den har fået begge mine døtre til at læse tykke bøger. Og jeg abonnerede en overgang på den norske serieroman Losbarna, fordi jeg har arbejdet sammen med forfatteren engang og var nysgerrig. (Og de var slet ikke værst inden for genren). Og jeg har de sidste par år byttet bøger med Henrik Enemark og er blevet begejstret for kriminalforfatteren Karin Slaughter, (men lider ellers, ligesom alle andre, af krimikvalme). Men jeg fortrækker nu litteratur der har fokus på sproget, og er mere fan af snørklet og fabulerende sprog end af minimalistisk. Og selvom jeg af og til godt kan læse noget lidt let i stedet for at se tv, fortrækker jeg bid i de tekster jeg oversætter.

 

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Jeg har ledt længe efter et åndfuldt svar og fik samtidig støvet lidt af i bogreolen, men fandt intet.

Deres helte i det virkelige liv?

Heller ikke mit virkelige liv er overbefolket af helte. Holder nok mest af antihelte.

 

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Jeg elsker Thomas Hardys Jude the Obscure og drømmer en dag at sætte mig ned med den på fuldtid. Jeg er faktisk begyndt i det små. Jeg mangler bare et forlag og tid. Men det gør ikke noget hvis det går langsomt, så der er tid til at vokse med opgaven.

Deres sindsstemning netop nu?

Lige nu er jeg lykkelig over at arbejdet med Knausgård, som har fyldt mit liv i tre år, endelig er færdigt. Det har været en fantastisk rejse ind i hans liv og univers, og det at blive inde i et univers i så lang tid har lært mig meget om at oversætte, men det har også været en lang og hård opgave der af og til også har sat præg på familielivet. Mit syn er blevet forværret, op til deadline har jeg gået rundt med konstante tics i venstre øje. Men jeg er nu i gang med min næste opgave, en engelsk Man Bookerpris-vinder der foregår i et jødisk miljø. Fuld af humor, satire, ordspil og snørklede sætninger. Vidunderligt!

Deres devise?

Har vist hverken deviser eller helte i mit liv.

 
(Frit efter Proustspørgsmålene)