Når der står 'Kællingevrøvl' i margenen

Af Allan Hilton Andersen

Siden min gymnasietid i 60’erne har jeg haft en stak bøger med hjem i rygsækken, hver gang jeg har været i Storbritannien. Og det har været et sløjt år, hvis ikke jeg har været af sted mindst én gang.

Som anglofil fra barnsben og senere i kraft af studier og arbejde har jeg altid haft et godt øje til antikvarboghandlere. Hvorfor betale 100 kr. for en bog (det blev senere til både 200, 300 og 400), hvis man kunne få den brugt for en halvtredser? Og hvorfor købe dyre engelske bøger i Danmark, når man kunne få dem for en slik i engelske antikvarforretninger? Og her taler jeg ikke nødvendigvis om den type boghandler, man møder i filmen ’84 Charing Cross Road’ – for selv det mindste loppemarked i den mindste britiske landsby kan fremvise en stak bøger – og i modsætning til Danmark er der ikke tale om bogklubudgaver og Victoria Holt. (Ikke et ondt ord om hendes læsere!)

Den største fryd ved alle disse hjembragte klenodier er de kommentarer, der er blevet efterladt af tidligere ejere, og min mani med at sætte sedler ind på steder, jeg har lyst til at vende tilbage til, stammer fra engang, hvor jeg fik et eksemplar i hånden af en amerikansk roman, ’Bisbee 17’ af Robert Houston. Den blev udgivet af Socialistisk Bogklub i 1979 i en oversættelse af Mogens Boisen. Og den udgave, jeg stod med, var den udgave, Boisen havde brugt til sit arbejde. Jeg så til min udelte morskab og forundring, at Boisen havde overstreget bestemte passager med blyant – og undertiden så arrigt, at der var gået hul i papiret – og i margenen skrevet ting som ’Sludder!’ og ’Kællingevrøvl!’ Jeg morede mig endnu mere, da jeg så kunne konstatere, at de udstregede passager ikke var med i hans danske udgave.

Sådan kunne man gøre engang – og sådan er mange klassikere blevet behandlet gennem årene. Det kunne jeg fortælle meget mere om, men her handler det om de små, håndskrevne passager, man kan finde, og navnene på de tidligere ejere. Jeg kommer ofte til at forestille mig en situation, som er ren fiktion og udelukkende baseret på billeder, der fremkaldes på må og få, og det er i visse situationer kommet så vidt, at jeg kan gribe mig selv i at lede efter ’Sylvias bog, hvis hun kan undvære den’, hvor Sylvia var den heldige person, der fik bogen i 1888 i Winchester.

Det første eksempel er taget fra en tysk bog, som jeg købte i 1972, en lille olivenfarvet sag af Heinrich Heine: ’Buch der Lieder’. Heine har skrevet de smukkeste kærlighedsdigte, men jeg købte den vist mest pga. følgende inskription: ”To Niels from Mathilde, X-mas 1909.” Altså tydeligvis en tysk bog fra en dansker til en dansker – og købt uden for Durham. Hvordan er bogen havnet der? Har de to danskere været i England? Hvorfor er inskriptionen på engelsk? Og har Mathilde mon været forelsket i Niels? I hvert fald har hun sat klamme om følgende passus på side 21: ”Morgens steh ich auf und frage:/ Kommt feins Liebchen heut?/Abends sink’ ich hin und klage:/Ausblieb sie auch heut.” Eller måske er det stakkels Niels, der har lært passagen udenad og understreget den, fordi affæren slet ikke blev til noget? Jeg kan mærke på bogen, at kun en tredjedel er blevet læst; herefter er siderne stive og ubladrede.

Næste eksempel er en verbatim et literatim genudgivelse af Wordsworth og Coleridges ”Lyrical Ballads” fra 1798 udgivet i 1911; stift shirtingbind, grønlig farve. Bogen har først tilhørt L. H. Hill, som må have fået bogen til studiebrug, for under navnet står der, oversat fra engelsk: ”Hvilke billeder af barndom, ungdom og moden alder giver W i sin ode …? Stemmer de overens med billederne af hans egen ’opvækst’ i ’Tintern Abbey’?” Og til digtet ’The Thorn’ er enderimenes mønster møjsommeligt skrevet ned, og et forslag til metrum er forsigtig anført med et spørgsmålstegn: ’Jambisk tetrameter?’ Jeg føler umiddelbart med L.H. Hill, som forhåbentlig kunne nyde den enkle og prunkløse poesi alligevel. Bogen er senere blevet erhvervet af en Anita Kohler, hvis spidse pen drysser kommentarer ud med pile til de relevante passager. Fx skriver hun til ’The Guide … and soul of all my moral being’: ’En stadig kilde til styrke!’ Man fornemmer her en elev på et højere niveau, måske endda en myndig og pernittengrynet skolefrøken.

Den næste i rækken er igen en lille olivengrøn bog, en udgave af Shakespeares ’Macbeth’ fra 1904, som jeg købte i 1974 i Bath. Den er sjov af tre årsager: Dels er titlen ’Macbeth – with an Introduction by George [sic!] Brandes,’ dels er der en kær hilsen: ”With good wishes to Miss Haar, & happy recollections of their ’Cambridge Summer Meeting’ held in Exeter, 1904. EAV,’ og dels er der indlagt et udklip fra en lokal avis med en anmeldelse af A.J. Wyatts anden forelæsning om Macbeth, som jeg forestiller mig, at Miss Haar og EAV har overværet. (På bagsiden er der små notitser; man ser fx, at James Horwill fra Ivy Cottage i Alphington, døde den 3. november i sit 99. år.) Hvem var Miss Haar, var hun dansk? Og sendte man i så fald unge damer uledsaget til England på sprogkursus i 1904? EAV har tydeligvis været meget glad for mødet, og jeg kan sagtens forestille mig, at de har nydt deres Shakespeare-rendez-vous. Jeg kan i øvrigt se, at jeg har givet 2sh/6d for bogen.

Et af de mere dristige indkøb, jeg har foretaget, er sket i 1969 i Skotland, hvor jeg i Inverness købte ’The Parker Chronicle 832-900’. Teksten er på oldengelsk med gloser, og oldengelsk var et fag, man i min tid skulle bestå på Københavns Universitet efter to semestres undervisning. Jeg kunne egentlig godt lide faget, og jeg må derfor have troet, at jeg engang ville læse hele Parker Chronicle. Det er omhyggeligt noteret, hvor jeg kom til den 3. februar 1970 (side 3), og havde jeg ikke haft de noter, som bogens tidligere ejermand/kvinde havde skrevet, var jeg aldrig kommet så langt. Den oldengelsk-kyndige hed B.R. Travis, og jeg har tit spekuleret på, om Travis solgte bogen, eller om arvingerne bare ikke gad eje den. Jeg kan ikke nænne at skille mig af med den, selv om jeg aldrig får den læst færdig.

Der er mange af den slags bøger endnu – og underligt nok giver de fleste af inskriptionerne mig associationer til mere eller mindre mislykkede kærlighedsforhold. Eller tilbedelse på afstand. Har jeg selv givet bøger, når jeg var forelsket? Og understregede jeg som en anden skolemester de vigtige passager for hende, jeg ikke kunne få? Sikkert. Men i så tilfælde har jeg heldigvis fortrængt det.

Og man kan måske nok se mig med en iPad en dag – men jeg køber ikke elektroniske bøger til den.

Tidligere publiceret på Litteratursiden (27/08/2011).