Den snørklede Goethe

Af Niels Brunse

Jeg ved måske lidt mere end den gennemsnitlige nutidsdansker om Goethes liv og værk i al almindelighed, men jeg er på ingen måde Goethe-specialist. Goethe-læser har jeg været siden jeg gik i gymnasiet, om end en sporadisk og usystematisk Goethe-læser ‑ men nu har jeg oversat en bog af Goethe, nemlig Valg­slægtskaberne, og selv om én oversættelse bestemt ikke er nok til at man tør kalde sig Goethe-oversætter, så er jeg blevet den erfaring rigere, at jeg nu har været i nærkontakt med Goethes sprog i en rimelig lang periode og over 260 sider.

              Min oversættelse af Die Wahlverwandtschaften er - hel­digvis da - blevet overvejende godt modtaget. Noget af modta­gelsen har været præget af hatten-i-hånden-respekt for de store kanoniske klassikere, og den siger i grunden ikke så forfærdelig meget. Noget har været præget af ægte glæde ved romanen, og det siger straks mere; og noget har været præget af en regulær skepsis over for min måde at gribe sproget an på, og det siger virkelig meget, om end på et mere begrænset felt end det alment-åndshistorisk-panoramiske, vi plejer at møde Goethe på.

              De skeptiske indvendinger gik på, at jeg havde gjort sproget unødvendig snørklet, unødvendig gammeldags. Jeg ved ikke hvilken grad af gammeldags snørklethed anmelderne ville have anerkendt som nødvendig ‑ jeg tror slet og ret at det er en smule anstrengende og krævende at læse Goethe, og at de skep­ti­ske anmel­dere havde for­ventet af mig, at jeg skulle have sparet dem for den anstrengelse. Ikke tale om, den tjeneste nægter jeg at gøre folk.

              En ikke uvæsentlig del af glæden ved at læse klassikere ‑ og for den sags skyld også "svære" nutidige forfattere ‑ er glæden ved selve tilegnelsen, glæden ved at overvinde den modstand, teksten byder én. Den skal man ikke kimse af. Forud­sætningen er selvfølgelig, at teksten har noget at give én bag modstanden, at den ikke viser sig at bestå af modstand og intet andet. Den slags bøger findes jo. De holder bare ikke ret længe.

              Dette "noget", som gerne skulle være der, er i reglen noget almenmenneskeligt ‑ eller, hvis man synes dét er for stort et ord, så noget der er mere substantielt end den rene dagsaktualitet. Når jeg ser klassiske bøger lovprist som "mere aktuel end nogen sinde" eller "forbløffende moder­ne", bliver jeg altid skeptisk. Det klinger nemlig hult. Den skjulte forudsætning er, at samtiden altid har ret ‑ altså lovpriserens samtid ‑ og at samtiden defineres som det i sig selv sande og givne og ikke netop i kon­trast til andre tiders opfattelser og prioriteringer. De virkeligt aktuelle klassi­kere (hvis man overhovedet kan sige sådan uden at være selv­modsi­gen­de) er måske netop dem, som enhver given samtid be­tragter som enten reaktionære, revolu­tionære, for­krampede eller frivole, kort sagt usamtidige.

              Goethes Wahlverwandtschaften er måske netop sådan en bog. Mange i samti­den ‑ altså Goethes ‑ fandt den anstødelig, fordi den skildrer forskellige varianter af ægteskabsbrud. Mange i vores samtid finder den kedelig, fordi den er så længe om at skildre disse fordums anstødeligheder, og fordi den gør det så ærbart. Om ikke andet kan dén diskrepans måske lede læ­seren på sporet af, at det slet ikke er ægteskabshistorierne i sig selv, der er det væsentlige ved bogen.

              Hvad det så er, der er det væsentlige, det kan man tale længe om. Men i hvert fald vil jeg pege på, at noget meget vigtigt i den er personernes bestræbelse for at ordne og organisere, man kunne næsten sige iscenesætte deres verden. Det er noget andet end vore dages narcissistiske bestræbelse for at iscenesætte sig selv ‑ men det er ikke spor bedre.

              De tre modne personer i det tiltrækningsbestemte fir­kantfor­hold, bogen er bygget op om, nemlig Eduard, hans hustru Char­lotte og hans ven kaptajnen, prøver alle at tilrettelægge deres om­verden, inklusive de andre, sådan at de kan føle tilfredshed ved den. Betragtningen af det i hvert fald momen­tant vellykke­de værk er en lige så vigtig behovstilfredsstil­lelse for personerne som tilfredsstillelsen af deres mere umiddelbare drifter. Den fjerde person i firkanten, den unge pige Ottilie, internaliserer de andres modstridende bestræbel­ser og bringer nærmest sig selv som offer for at tilvejebringe den ønskede harmoni.

              Alt det fortæller og beskriver Goethe i et sprog, der er præget af lange perioder, mange bisætninger, adjekti­viske be­stemmelser, præpositionsled og oblikke kasusformer, alt det, hvormed man på tysk kan få mange forskellige ting til at foregå og flere årsagssammenhænge til at træde frem inden for ét punktum. På dansk kan det for eksempel lyde sådan her, i skildringen af et selskab på den herregård, der er hele for­tællingens sted:

              "Greven, der ret ville udforske kaptajnen, måtte over for en så rolig, alt andet end forfængelig og i det hele taget lakonisk mand benytte sig af forskellige drejninger af samta­len for at få det ønskede at vide. De gik sammen frem og tilbage i den ene side af salen, mens Eduard, oprømt af vin og håb, spøgte med Ottilie ved et vindue, men Charlotte og baro­nessen derimod i hinandens følge gik tavse op og ned ad gulvet i salens anden side." (I del, 10. kap., s. 81)

              Der er to punktummer i den passage. Hvis den skulle brydes op i enkle, syntaktisk ukomplicerede stykker ‑ altså gøres mindre snørklet ‑ skulle der en hel del flere til, og hele passagens struktur ville blive mere leddeløs og utydelig. For­tæl­lerens su­veræ­ne over­blik, der så at sige om­fatter hele salen og alle seks perso­ner, grup­peret i tre par med hver deres stemning og aktivitet, ville gå tabt i en nærsynet betragtning af hver person eller hvert par for sig.

              At denne konstruktion på detailplanet modsvarer noget typisk for romanen på det overordnede plan, det synes jeg man kan se bekræftet i et brev, som forfatteren og musikkritikeren Johann Friedrich Rochlitz skrev til Goethe ganske kort efter romanens udgivelse i 1809. Rochlitz siger: "Jeg finder det beundringsværdigt og yderst kunst-rigt, at personerne kun stilles over for hinanden i grupper; at delene af hver gruppe dernæst, som rimeligt er, i ikke ringe grad er beslæg­tet med hinanden, og dog er så vidt, så sikkert, så konsekvent ad­skilt, ja, tilmed i denne forskellighed atter optræder så åndrigt grupperet indbyrdes."

              En anden musikkender, komponisten Karl Friedrich Zelter, skrev i et tit citeret brev på samme tid om Goethes Schreibart (skrivemåde, stil) i romanen, at den var "beskaffen som det klare element, hvis rappe beboere svømmer mellem hinanden, stiger blinkende eller mørknende op og ned, uden at fare vild eller fortabe sig."

              Zelter finder med andre ord Goethes stil gennemsigtig ‑ men det er ikke gennemsigtigheden i sig selv, han roser, det er gennemsigtigheden som forudsætning for at det myldrende liv i vandet, "det klare element", kan bevæge sig uden at der går skuddermudder eller bare mudder i det.

              Det er måske ikke tilfældigt, at det netop er to læsere med musikforstand, der har ytret sig sådan om Goethes roman. De har kunnet læse bogen som et partitur, som en polyfoni af mange bevægelser på én gang, en læseevne der måske ikke er så udbredt eller værdsat i vore dage. Jeg håber også, at brev­citaterne giver en fornemmelse af, at evnen til at koncipere og kapere indviklede sætninger ikke var noget specielt for Goethe, men fandtes hos de læsere han skrev for. Det er i øvrigt heller ikke noget specielt tysk at skrive lange, slyn­gede sætninger; tænk bare på Kierkegaard.

              Jeg mener kort sagt, at hele romanens tilgang til stof­fet afspejles i dens sætningsstruktur ‑ mere præcist sagt i hyppigheden af den slags polyfone sætninger, som jeg har givet et eksempel på. Det ville derfor være et forræderi at gengive Goethes stil med dens samlende og dog skelnende overblik i en oversættelsesstil, der gjorde den fragmenteret og forskelsløs.

              Til sidst vil jeg gerne have lov at fortælle om mit første møde med Die Wahlverwandtschaften og måske, hvis jeg er heldig, antyde hvorfor bogen blev så besættende smuk for mig dengang.

              Jeg læste den i 1977, og jeg læste den på tysk af en ganske enkel grund. Jeg boede dengang i Moskva, hvor jeg var på et længere studieophold. Jeg havde stadig besvær med at læse russiske bøger uden ordbog, og danske eller engelske bøger var det meget svært at opdrive, når fornøjelses-læsely­sten kom over én. De kom jo fra det kapitalistiske udland og måtte ikke sælges eller udlånes i den sovjetiske hovedstad.

              Inde på Gorkij-gaden lå der imidlertid en boghandel, der forhandlede bøger fra de venligtsindede socialistiske lande ‑ og altså også fra DDR. De nutidige DDR-forfattere gik jeg forbi uden at kigge ret meget på dem, de var nok som regel heller ikke bedre værd, men butikken havde herlige udgaver af tyske klassikere til næsten ingen penge. Og sådan fandt jeg en udgave af Die Wahlverwandtschaften, inklusive Thomas Manns kendte efterord fra 1925 (det hvor han kalder romanen "der größte nicht, aber der höchste der Deutschen"), og jeg købte den for 1 rubel og 23 kopek og læste den med al den glæde og lethed man føler ved at læse noget svært, når alt, hvad man ellers er omgivet af, er endnu sværere.

              Men det gjorde også et uudsletteligt indtryk på mig, at bogens personer bevægede sig i så velordnet et sprog og i næsten koreografiske mønstre gennem handlingen, og at tingenes og omgivelsernes skønhed lagde sig som en selvfølgelig ramme om de sjælelige sammenbrud og bristede forhåbninger.

              Jeg kom fra det danske halvfjerdsersamfund, der vrængede ad al borgerlig skønhed og systemtvang; men jeg gik jo også til daglig rundt i sov­jet­sam­fundet anno 1977, midt i et gigan­tisk forsøg på at ordne og tilrette­lægge til­værelsen for alle efter en fore­skreven anti-borgerlig plan for lykke, hen­sigts­mæs­sig­hed og skønhed ‑ og jeg kunne allere­de dengang i den konk­rete hverdag se, at det gigantiske forsøg var blevet en gigan­tisk fiasko. Alting var slidt, skævt og snavset, ingen­ting fungere­de op­timalt, løgnen osede i gaderne, og Goethes aristo­kratiske klar­hed trådte frem på den baggrund, ikke som her­re­gårds­roman­tik, men som ægte dan­nel­se ‑ et misliebigt be­greb, som man nok skal have oplevet en vold­som mangel på for at værdsæt­te.

              Jeg kunne læse klassikeren Die Wahlverwandtschaften med to forskellige sæt samtidsøjne ‑ et vestligt og et sovjetisk ‑ og jeg kunne konstatere, at den var væsensforskellig fra begge mine samtider. Derfor blev hele min oplevelse af tidens gang, fortid, nutid og fremtid, sat i et vældigt perspektiv af den bog; det var som om jeg opdagede forskellen mellem at se rummets dybde med ét øje og så med to.

              Den forskel ville jeg ikke snyde læserne af en dansk nyoversættelse for; og jeg er glad for at kunne sige, at Gyldendal, som bestilte min oversættelse, ikke på noget tids­punkt har givet mig andet end frie hænder ‑ snørkler eller ej.

(Oplæg til en paneldiskussion, arrangeret af Gyldendal, 29. september 1999 – ikke tidligere trykt)

Forelæsning ved modtagelsen af Mårbackaprisen

Af Anne Marie Bjerg


1. Hvem var/er Selma L. for mig?

Første gang jeg hørte en historie af Selma Lagerlöf fortalt, vidste jeg slet ikke at den var af hende. Det var i et af mine første skoleår på Østerbro i København, i 1945 eller 1946. Jeg gik i en almindelig kommuneskole, vi var 36 piger i klassen, og i fagene håndarbejde og religion havde vi den samme lærerinde, fru Knutzen. Hun var stor og rund, havde hvidt hår. Hende holdt vi meget af, for hun fortalte historier. I håndarbejdstimerne gik vi først på række op til hende ved katederet, hvor hun hjalp os med strikketøjet der aldrig ville som vores svedige fingre ville. Når vi så igen sad på vores pladser, gav hun sig til at fortælle. Hun læste ikke op, hun fortalte, og vi sad stille og lyttede. Det var Dickens’ Bleak House som handlede meget om kærlighed, om de rigtige nu også fik hinanden; til jul fik vi den uhyggelige historie om den gerrige mr. Scrooge der til sidst forbedrede sig og var god mod de fattige. Og så fortalte hun en historie der handlede om Dunungen. Den handlede om en forelskelse som ikke måtte være der, som næsten ikke vidste af sig selv, men som ikke lod sig holde nede. Åh, at høre sådan en historie om noget man ikke talte om, men som også rørte sig i en otte-ni-årig skolepige! Og så hed pigen i historien det samme som mig: Anne-Marie! Jeg følte mig udvalgt. Og samtidig flov: Hvordan kunne nogen tro at jeg kendte til den slags følelser! Men vi var to i klassen der hed Anne Marie, så …

            Hvem der havde skrevet historien, opfattede jeg ikke. Heller ikke at det var den samme som havde skrevet historien om hvordan Rødhalsen fik sin røde plet på struben og sit navn. Den fortalte fru Knutzen i religionstimen. Jeg troede derfor at historien hørte til bibelshistorien.

            Og da jeg et par år senere fik en bog forærende om Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige af Selma Lagerlöf, forbandt jeg slet ikke den historie med de to om Rødhalsen og om Anne-Marie. Denne udgave af Niels Holgersen var stærkt pædagogisk forkortet, og jeg syntes den var kedelig, med kedelige billeder, Den var der ikke rigtig nogen eventyr i, slet ikke som der havde været i de to andre historier, og som der var det i H.C. Andersens historier som mine søstre og jeg fik læst højt af vores forældre og senere læste selv.

            Jeg lærte altså Selma Lagerlöf at kende tidligt, men uden at vide at det var hende.

I gymnasieundervisningen og senere under danskstudiet på Københavns Universitet stiftede jeg blot et summarisk bekendtskab med Selma L. og hendes forfatterskab. Men først et halvt liv efter min betagelse af Dunungen blev jeg for alvor konfronteret med Selma L.s forfatterskab. Det var da jeg i 1983 blev tilbudt at nyoversætte Löwensköld-trilogien.

2. Mit møde som oversætter med Sverige og svensk sprog.

På det tidspunkt, i 1983, havde jeg allerede ernæret mig som litterær oversætter, mest fra engelsk og amerikansk, i godt ti år. Desuden havde jeg fra 1973 til 1981 været delvis bosat i Stockholm. Jeg var blevet lokket dertil af en oversættelse, nemlig af Per Wästbergs Luftburen (1969)/Lufthavet (1971). Jeg havde under arbejdet med denne bog siddet med den ene finger i bogen og på skrivemaskinetasterne, og med den anden finger i Stockholmskortet. Dér måtte jeg hen, dét måtte jeg se! Jeg kom til Stockholm - og blev der i otte år. Min ”sambo”, Sven Lindner, redaktør på Bonniers og forfatter, introducerede mig til den svenske litteratur, både den samtidige og den gamle, og jeg lærte nogle af de forfattere at kende som jeg senere kom til at oversætte, blandt andre Kerstin Ekman, Theodor Kallifatides og Göran Tunström. Desuden, og ikke mindst var det sproget, det svenske sprog, Sven førte mig ind i. Nok kendte jeg en del til svensk fra den mere teoretiske vinkel fra universitetet, men det var sandelig noget andet at leve med det fremmede sprog i dagligdagen. Den svenske hverdag, det svenske samfund var, gik det efterhånden op for mig, så grundlæggende anderledes end det danske. Og den overfladiske lighed mellem de to sprog, svensk og dansk, er meget bedragerisk.

            I de år bestræbte jeg mig på at holde de to sprog, mit modersmål dansk, og det fremmede sprog, svensk ude fra hinanden, samtidig med at jeg oversatte fra et tredje sprog: engelsk. Der kørte ligesom to bånd i mit hoved, et svensk og et dansk, og jeg sammenlignede ofte når jeg hørte eller så et svensk udtryk eller fænomen: hvad ville vi kalde det på dansk?

Alt dette var – og er - anskuelsesundervisning for en oversætter.

3. At oversætte mellem to nære sprog

Af og til bliver jeg spurgt om ikke det er let at oversætte mellem to så nære sprog som svensk og dansk? Underforstået: alt for let, dvs. unødvendigt; for ordene betyder da stort set det samme, ikke sandt? Efter mine mange års beskæftigelse med oversættelse fra svensk kan jeg fastslå at de to sprog er mere forskellige end de er ens, uanset deres fælles oprindelse. Etymologisk er de to sprog ens, men semantisk er de højst forskellige. Årsagen er indlysende: størrelsesmæssigt, historisk, politisk, geografisk, økonomisk, socialt, kulturelt er de to verdener, de to virkeligheder som de to sprog både afspejler og skaber, meget forskellige. De samme ord på de to sprog betyder meget ofte ikke det samme. Der kan være nuanceforskelle, eller ordene kan betyde noget helt andet.

              To små eksempler:

              att vara med om: betyder ikke: at være med til, men: at opleve, erfare o.l.

              kalhygge: korrekt oversættelse: renafdrift (som ikke har noget med rener, rensdyr, at gøre); mere forståeligt på dansk: skovrydning, men det giver skæve associationer i retning af noget rart, hyggeligt!

Hele det fremmede univers, den anden virkelighed kan ikke overføres til et andet sprog. Uanset hvor nært eller fjernt sprogene står hinanden. For man kan ikke oversætte en virkelighed til en anden! Det er måske indlysende, men hvad er så virkelighed og hvad er sprog?

En kunstnerisk god litterær tekst – som Selma L.’s - udmærker sig blandt andet ved at være rig på betydninger, rig på referencer til alt muligt i dens kulturelle og litterære tradition og situation, rig på sproglig associationskraft, på sanselig, sproglig udtryksfuldhed.

              Uanset nærhed eller fjernhed mellem tekstens originalsprog og modtagesproget, er oversætterens opgave den samme: at skabe en tekst på modersmålet der er ækvivalent med originalteksten.

              Det er opgaven. Der er brug for viden om den fremmede virkelighed, viden om det fremmede sprog. Der er brug for fantasi og indlevelse. Og for at kende sit eget sprogs udtryksmuligheder. 

4. At nyoversætte Selma Lagerlöf

 I disse otte år i Stockholm lærte jeg meget om svensk litteratur, samfund, ja, om Sverige. Og der var ét sted uden for Stockholm som jeg kom til at lære mere grundigt at kende og som derfor blev mit Sverige. Uden denne erfaring ville jeg nok aldrig have kunnet sætte mig rigtigt ind i hverken Kerstin Ekmans eller Göran Tunströms eller Selma Lagerlöfs forfatterskaber.

Dette sted, mit sted, i Sverige hed – og hedder – Ängelsberg og Väster Våla, Västmanland, altså i Bergslagen. I nogle sommeruger i årene 1975-80 boede Sven og jeg i et lille hus, et gammelt ”torp” på en bjergside i skoven med udsigt ned over dalen og den store sø Åmänningen og ud mod de skovklædte højdedrag langt, langt bort mod nordvest. Det er ikke så langt fra Fagersta og Norberg og gruberne dér med Polhems hjul. Endnu længere borte ligger Falun og Stora Kopparbergs grube. Vi cyklede af sted til Ängelsberg ved søen og kiggede på det nedlagte Ängelsbergs bruk ved mølledammen og det store vandhjul af træ. Dengang, i 1970’erne, så det forladt og lidt uhyggeligt ud. Nu er det restaureret og kommet på kortet over verdens kulturarv.

Her lærte jeg det ordforråd at kende som knytter sig til sådan et brug der jo ikke er - eller var – blot en virksomhed, men et helt lille samfund med en ”brukspatron” og hans familie i spidsen. ”Brukshandeln” blev stadig kaldt sådan, selv om ”bruket” var nedlagt. Jeg så ”masugnen”, her en ”mulltimmerhytta” hvor jernet blev smeltet ud af malmen, efter først at have været en tur gennem ”malmkross” og ”rostugn”. Jeg fik forevist ”kolbottnar” og hørte om hvor intrikat og farligt det var at styre ilden i en kulmile. Jeg lærte ordene ”tackjärn” og ”stångjärn” at kende, og ”slaggsten”. Disse blågrønne slagger som blev brugt som byggesten eller knust til skærver og brugt i skovvejene. Alt dette satte både min oversætter- og min forfatterfantasi i sving; hvad var det for mennesker som havde boet og arbejdet her? Hvordan havde hele dette arbejdsomme og hårde liv været i den store skov?

Jeg vidste ikke dengang at jeg gik rundt i den verden som var Selma Lagerlöfs, om ikke geografisk, så kulturelt. En kultur der var nedlagt, ligesom jernværket, men som bestod i erindringen og i litteraturen. Dengang befolkede jeg ikke stedet med majorinden og kavalererne på Ekeby og Gösta Berling; eller med brugspatron Schagerström og Charlotte Löwensköld i Charlotte Löwensköld. Jeg havde egne figurer at sætte ind i det landskab.

Men kendskabet til alt dette kom mig til gode som virkelighedsbaggrund da jeg i 1983 begyndte at oversætte Selma L.’s værker.

Anledningen til at dette værk skulle nyoversættes, var at der skulle laves en tv-serie på grundlag af det. Og forlaget Gyldendal, som havde udgivet alle Selma Lagerlöfs værker i dansk oversættelse helt fra Gösta Berlings saga og frem, satsede på en nyoversættelse, og den opgave blev min dengang i 1983.

 Siden er Selma L.’s forfatterskab blevet til et langt oversætterskab for mig. Det er langt fra alt som er blevet nyoversat, men det er alle de store værker jeg som oversætter har indoptaget – eller er det værkerne som har indoptaget mig?

5. De gamle oversættelser

Hele Selma L.’s værk blev fortløbende oversat samtidig med at det udkom på svensk af Elisabeth Grundtvig og Ida Falbe-Hansen, altså helt fra 1892.

Elisabeth Grundtvig, født i 1856, var barnebarn af N.F.S.Grundtvig, blev læreruddannet fra N.Zahles skole, og blev senere rigsdagsstenograf. Hun levede sammen med Ida Falbe-Hansen, født i 1849, også læreruddannet, senere den første kvindelige magister i nordisk filologi ved Københavns Universitet, sprog- og litteraturforsker. Disse to hørte hjemme i Dansk Kvindesamfund og Kvindelig Læseforening, altså i forreste række i datidens danske kvindebevægelse, deltog bla. i sædelighedsfejden i 1887 mod Georg Brandes. De levede sammen fra 1887 til 1922 hvor IFH døde. Elisabet G. fortsatte oversættelserne alene indtil Selma L. døde i 1940; selv døde hun i 1945.

            Disse to veluddannede og begavede kvinder promoverede både Selma L. og Gösta Berlings saga i de københavnske litterære kredse – med det resultat at Georg Brandes anmeldte bogen i Politken; og alt hvad det medførte for Selma L.’s forfatterbane. Det er morsomt at se Selma L.’s førsteindtryk af disse to kvinder. Hun skriver i et brev 17. nov. 1891: ”Frøken Falbe var stille, noget stiv, meget lærd, fyr og flamme for undervisningsvæsen.” ”Frøken Grundtvig er rask, stærk og meget hjertelig. Helt bestemt interesseret i alt hvad der er i verden og i øjeblikket især i Gösta Berling.” (Brev I, s. 93)

Der opstod altså et livslangt venskab mellem de tre kvinder, altså mellem forfatter og oversættere, og der blev ført en livlig korrespondance.

Det fremgår at oversætterne af og til ligefrem rådgav forfatteren, især i forbindelse med debutromanen Gösta Berlings saga. Men også af det omvendte: at forfatteren vejledte eller korrigerede oversætterne!

I et brev af 16. december 1897 (Brev I, s. 193), efter den danske oversættelse af romanen Antikrists mirakler, skrev Selma L.: ”Jeg beundrede jeres oversættelse … mange gange fandt jeg at I havde rettet småting, som jeg senere ændrede i det svenske. Somme tider rettede jeg fejl som jeg godt vidste at I selv ville ændre, det var bare for en større sikkerheds skyld. Jeg synes at vi alle tre kan lykønske os med den dygtighed og udholdenhed som vi har udvist. Det har sandelig været et arbejde som ikke alt for mange havde kunnet udføre med såpas stor succes.” … ”I skal også være så venlige at fortælle mig om forlæggeren har betalt oversættelsen sådan at I kan være tilfredse, eller sådan at jeres arbejde på en rimelig måde er blevet belønnet. Ellers skriver jeg og skælder ham ud.”

Den 10. juni 1904 (Brev 2, s. 19-20) skriver Selma L. til Elisabeth Grundtvig efter at oversættelsen af Kristuslegender er udkommet: ” Jeg har fået den danske oversættelse og siger Dem og Frøken Falbe Hansen megen tak for den. Den smyger sig så tæt om originalens mening, som det er muligt. Jeg synes at det danske klinger blødt og inderligt i dem i god gammel legendetone, og jeg har glæde af at læse dem. Tilfældigvis kom jeg til at se at De har skrevet Klippefulde Bredder om Salomons damme i De vise mænds brønd. Men dette er nok ikke helt korrekt, for dammene er simpelt hen hugget ud i selve klippegrunden. Bredderne er jævne og lave som i en almindelig dam. Men de gamle gravede jo i sten som vi graver i jord.”

Jeg har kigget efter i min egen oversættelse fra 2001. Jeg har skrevet: ”dammenes klippebredder”. Min formulering er så nok mere i overensstemmelses med den virkelighed som Selma L. selv havde set, men som hverken de to gamle oversættere eller jeg havde/har set. Jo, lokalkendskab er en god ting for en oversætter!  

6. Nyoversættelsers nødvendighed

Man kan spørge sig hvorfor disse udmærkede, loyale og kyndige, gamle oversættelser skal erstattes af nyoversættelser; det er jo gennem dem at generationer af danske læsere har lært Selma L.’s værk at kende.

Noget udtømmende svar på det spørgsmål findes ikke. På mig virker de gamle oversættelser en smule gammelagtige, det er som om man skal læse gennem et slør for at komme ind til teksten.

Generelt kan man sige at alle klassikere bør genoversættes med 50 års mellemrum. Fordi modtagesproget – altså her dansk – forandrer sig med tiden. Og skal værkerne læses af senere tiders generationer, må nyoversættelserne skrives ind i senere tiders sprog og litterære situation.

        
7. Mine egne nyoversættelser

I mine nyoversættelser har jeg ikke søgt at modernisere bøgernes sprog. Jeg har søgt at skrive i noget jeg for mig selv kalder ”altidsdansk”. Altså på den ene side ord som ikke føles som alt for gammeldags, som pastiche; på den anden side heller ikke for moderne. Jeg søger at holde mig til elementært danske ord, ordforrådets arveord, og undlade låneord i samme udstrækning som Selma L. gjorde det. Således er f.eks. Nils Holgersson støvsuget for fremmedord! På svensk og i min oversættelse. Hendes sprog er hele forfatterskabet igennem et ikke-akademisk svensk, både i syntaks og ordvalg. Det var lige fra starten hendes bevidste hensigt at skrive ”for folket”.

Der er en enorm spændvidde i de miljøer som skildres gennem hele forfatterskabet. Det er ikke herregårdsmiljø eller heltedåd eller romantisk kærlighed alt sammen. ”Der er så megen ondskab i den bog,” sagde min gamle redaktør på Gyldendal, Tove Hansen, undrende, da hun sad med min oversættelse af Gösta Berlings saga. Selv om det i sidste ende alt sammen drejer sig om kærlighed, eller måske om kærlighedens forvandlende kraft der jo kan være livsfarlig og blive destruktiv. Som for eksempel i romanen Kejseren af Portugalien. Skildringen deri af bondemiljøet ligger langt fra herregårdsmiljøet i Gösta Berlings saga eller i præstegårdsmiljøet i Löwensköldtrilogien eller det ideale bondesamfund i Jerusalem. I Kejseren af Portugalien bruger Selma L. den värmlandske dialekt til at karakterisere nogle af personerne med. Dette stiltræk har jeg desværre ikke kunnet få med i oversættelsen, for hvilken danske dialekt skulle den oversættes til? I Danmark opfattes dialekt som noget lettere komisk. Og sådan er det slet ikke ment fra Selma L.’s side. Jeg konsulterede de gamle oversættelser: dér er der heller ikke brugt dialekt.

Hos Selma L. er der ingen overflødige ord eller vendinger, alt hvad der meddeles i sætningerne, er nødvendigt for tekstens større sammenhæng. Der er en vældig sproglig økonomi i teksten/-erne, og det er en stor behagelighed for oversætteren; når først et fænomen: en lokalitet, en person, hvad som helst, er introduceret i teksten, har det sin bestemte betegnelse, og den beholder det. Som oversætter kan man hele tiden orientere sig både i tekstens sproglige og fortællemæssige univers og kommer aldrig i tvivl om hvad forfatteren mener med sine ord. Det har – ikke at forglemme – gennem alle årene været en stor glæde at oversætte Selma L.’s værker, at være i selskab med dem og med hende.

En væsentlig del af en oversætters arbejde er at bruge sin fantasi! Det er en mangeleddet proces, når man først gør sig den klart: De forestillinger om en virkelighed som forfatterens ord har fremkaldt i mig, hele denne fantasiforestilling, skal ned i en underlig hængesæk i sjælen og kroppen hvor der ikke er ord! Ikke på noget sprog! Og op fra denne hængesæk skal de forestillinger som den fremmede ordlyd har foranlediget, stige, formuleret på mit eget sprog. Og alt hvad mit liv og erfaring og lærdom har givet mig, spiller med. Krop og sjæl. At oversætte er, blandt så meget andet, en meget kropslig proces!

              I Selma L’s tekster er alting meget konkret og præcist, et godt afsæt for fantasien. Ud fra den svenske tekst, men også ud fra den lille tegning over det gamle Mårbacka som findes i erindringsværket Mårbacka, levede jeg mig ind i hvordan der må have været i det oprindelige hus med de trange rum, det mørke loft, med lyde og lugte: frem for alt stilheden, kun afbrudt af lyden af strikkepinde og uret der tikker, gyngestolens knirken og lydene udenfor af tunge træskotrin. Og den beklumrede luft i løjtnant Lagerlöfs kontor ved vintertide af gammelt træ og brændeild og våd uld. Jeg har været til stede – i min fantasi! Og i dag er jeg her i virkeligheden.

Og endnu har jeg til gode at nyoversætte netop Dunungen, den historie som mit bekendtskab med Selma L. begyndte med. Nu efter at jeg har gjort hele rejsen og arbejdet med gennem Selma Lagerlöfs verden og værk.

Det er en meget stor ære for mig som den første oversætter at modtage Mårbacka-prisen. Jeg opfatter det heller ikke kun som en anerkendelse af mit arbejde med nyoversættelserne af Selma Lagerlöf’s værk, men også som en anerkendelse af litterær oversættelse i det hele taget.

Tak for prisen!

(Tale holdt på Mårbacka 9. juni 2012)

Månedens oversætter: Jan Hansen

(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Det var en Niels Brunse-oversættelse, hjemlånt fra biblioteket i Rønne i løb for at nå den sidste bus hjem til den yderste klipperække inden malketid, af en roman af en blødfeministisk amerikansk forfatter, der først fik mine øjne op for fordelene ved at bruge en sprogbevidst og tænkende oversætter i stedet for en robot m/k eller discountløsninger som Google-søgning og Wikipedia-opslag (ingen af delene opfundet dengang). Og ny lyver jeg måske. For gad vide om det ikke først var en af hendes senere, Niels oversatte? Det her var længe før, jeg overhovedet havde overvejet også selv at blive hjemmesyerske for nålepenge – et Ole Husted-citat fra hans tid som oversætterformand, citeret efter hukommelsen og selvom jeg ved med sikkerhed, at Ole sagde både ”hjemmesyerske” og ”nålepenge”, måske ikke helt ordret. Senere var det ikke mindst Anne Marie Bjergs oversættelser, jeg kastede min kærlighed på. Det skyldtes delvis, at jeg frisk ankommet til København for at studere engelsk blev kaldt ”reservesvensker” så tit – undtagen de gange jeg blev kaldt ”bådflygtning”. Eller meget værre ting, fordi jeg havde sort hår dengang og har let ved at blive solbrændt – at jeg satte mig for at undersøge, om jeg måske virkelig var mere svensk end dansk, og, når jeg ikke læste på helt udenlandsk, stort set kun læste svenske romaner. Slutningen af 1970’erne var så bestemt ikke det dårligste tidspunkt at være fikseret på svenske forfattere, og der gik ikke lang tid, før jeg opdagede, at de var mindst lige så gode, efter at Anne Marie, som jeg ikke kendte dengang, havde haft dem under nænsom og kyndig behandling. Hvad jeg i øvrigt læser eller har læst på dansk i stedet for originalsproget, er temmelig spredt fægtning, men de seneste årtier har dansk litteratur været velsignet med en mindre horde af dygtige oversættere. Også Claus Bech og Jørgen Nielsen er meget højt oppe blandt mine private ikoner. Og Bente Kastberg og Ivan Malinovski især, hvis vi taler oversættelse fra russisk og går lidt tilbage i tiden, og – nå ja, og så videre ... En særlig stor inspiration, som jeg hørte ved en gæsteforelæsning for mere end 30 år siden, er stadig Rita Wright-Kovaljova, der oversatte Hemingway og senere Faulker til russisk og gjorde det så godt, at hendes og d’herrers bøger blev en af de største inspirationskilderfor senere generationer af russiske kvalitetsforfattere. Selvfølgelig ikke for gammelnationalister som Solsjenitsyn eller propagandister af anden politisk observans, men for rigtig gode forfattere som Trifonov. Nu får det her mig til at lyde mere metafysisk, end jeg vist egentlig er, men tilfældet ville, at jeg, da jeg hørte hende, næsten lige havde opdaget William Faulkner (takket være Hovedbiblioteket på Kultorvet og deres enlige lille reol med engelsksproget litteratur), og Wright-Kovaljova havde en teori om ”en forfatters melodi” som uafhængig af konkret sætningsrytme i vedkommendes forskellige værker og af skiftende sætningslængde. Det gjorde et uudsletteligt indtryk, da hun satte sig til at banke Faulkners ”stemme”, som hun sagde – i dag ville jeg nok kalde det en forfatters ”grundmelodi” – med én finger i et bord. I al ubeskedenhed tror jeg, at jeg har haft held til at genbruge hendes model, eller i hvert fald prøve, i forhold til et par i de fleste andre henseender vidt forskellige forfattere, jeg er blevet bedt om at prøve at oversætte i årtiernes løb. En advarsel: Ved applicering på venstrehåndsarbejde kan Wright-Kovaljovas oversættelsesmodel give alvorlig tinnitus, tror jeg, og muligvis varige erhvervsskader.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Som fritids- og lystlæsning ikke mindst lyrik. I så meget større mængder i dag end tidligere i mit liv, at det vist egentlig mest er en erhvervsskade på grund af de mange tykke romaner, der kommer forbi mit skrivebord ... Jeg har været heldig at få lov til at lave både tungt og let og både smalt og bredt eller i hvert fald temmelig meget bredere bøger. Men det er ikke nogen hemmelighed, at typecasting er vidt udbredt i den danske forlagsbranche, og fordi jeg engang lod mig overtale til at oversætte en – nå ja, okay, så to – af Dostojevskijs mammutromaner, får redaktører eller deres chefer åbenbart somme tider associationer til mit navn, når de, oftest ubeset og næsten altid ulæst eller i hvert fald ikke færdiglæst, har købt et eller andet på 500 eller 800 eller jeg ved ikke hvor mange hundrede sider for meget, som de godt vil have til at ”lyde ligesom” den eller den. Selvom jeg vil insistere på, at der bør indføres forbud mod romaner på mere end max 200 sider, må jeg for en ordens skyld have med, at jeg også selv undertiden har læst bøger, hvor man efter at være nået til slutningen på side 900 bliver ked af, at den er slut. Men så hedder forfatteren som regel Zadie Smith. Eller Charles Dickens eller Fjodor Dostojevskij. Især bliver der fortæret digte, som kommer lige nu her i Storbritannien, hvad enten det er i trykt eller anden form, som Poetry Slams. Men da jeg tidligere i år satte mig for at forårsrengøre i bogreolen – husets eneste reol med bøger i, efter at vi for nogle år siden indførte ”1 bog ind, 1 bog ud” som husregel; bortset fra mine ordbøger, som er Udsmidningsfri Zone (og måske – men nu si’r jeg ikke mer’ – et par små, hemmelige nød-bogdepoter) – ved at løfte en halv hyldefuld bøger ned kollektivt i stedet for én ad gangen, faldt der til min udelte fornøjelse et lille, tyndt bind ud, som viste sig at være Janina Katz’ Szymborska-oversættelser. Den havde jeg ikke havde læst, siden den udkom for snart 20 år siden, og det var et lykkeligt gensyn. Desuden er jeg – som læser – storforbruger af kvalitetskrimier, oftest af Ian Rankin eller Barbara Vine. Og af det, der i mangel af en bedre betegnelse i Danmark vist lidt misvisende stadig bliver kaldt britisk postkolonial litteratur, men snarere burde hedde multietnisk eller bare aktuel britisk. Det får I overraskende lidt af i Danmark, synes jeg, men f.eks. Lewickas Traktorens historie på ukrainsk og Malkanis Londonstani findes heldigvis på dansk; har med skam at melde selv kun læst de to på udenlandsk ... Da der også skal være plads til nogle indimellem lange arbejdsdage, får jeg ikke læst nær så meget på dansk, som jeg prøver at tvinge mig selv til. Men det sker dog, og så kan så væsensforskellige bøger som en ny Helle Helle eller en Dennis Gade Kofod få det til at sige Pling! Wauw! selv hos en halv- eller trekvartgammel og nu kun delvis dansk læser som mig.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Grundighed, tror jeg. Desværre ikke altid en entydig fordel i dette fag, men en vis grad af vedholdenhed er nok obligatorisk, hvis man skal nå til enden med en bogoversættelse. For det andet, at jeg kan holde mine deadlines. Det vil sige, det har jeg efter sigende haft ry for i et par årtier, men på det seneste er det et par gange slet ikke gået efter tidsplanen. Sikkert fordi jeg de gange har forsøgt at skræve over mere, end jeg er sikker på, at bukserne kan holde til. Eller også har andre; udenlandsk litteratur indkøbt til oversættelse til dansk er ligesom vin eller jordbærhøsten noget, hvor nogle årgange er bedre end andre.

Hvor oversætter De?

Mit arbejdsværelse har fra starten også fungeret som gæsteværelse. Med det resultat at der har boet nogen de sidste fire-fem år. Senest flyttede datter og svigersøn for ½ år ind for at slippe for alt for ekstremistiske boligudgifter. Jeg har sagt til dem, at de godt må finde sig et andet sted at bo, inden de skal på pension, men på den anden side og selvom Katja er 27, er det dejligt at have børn i huset igen. Den faststående computer er derfor flyttet ind i et hjørne af soveværelset, og det fungerer overraskende gnidningsfrit. Desuden har det den store fordel, at der hér er en meget bredere udvendig vindueskarm, sådan at jeg, samtidig med at jeg arbejder eller i de korte pauser, kan underholde mine altankassebeboere lidt. Prins Charles er ikke alene om at tale med sine planter, jeg gør det også; det må skyldes noget i drikkevandet herovre. Eller jeg kan, hvis jeg mod sædvane skulle komme til at kede mig for meget, læne mig tilbage i stolen og kigge ud på fugle-foderautomaten eller andet wildlife på terrassen, hvor der altid sker noget. Fugle og andre vilde dyr er jo ikke dummere, end de flytter længere og længere ind i storbyerne, efterhånden som de får nok af pesticider og industrilandbrug eller overklassens rævejagter, og når der en gang imellem kommer en stor flagspætte eller et par af vores grønne London-papegøjer – Alexanderparakit for danske burfugleentusiaster og ifølge myten sluppet løs af Jimi Hendrix og en af hans daværende kærester, som boede i Carnaby Street – eller bare en skovskade forbi, er min dag reddet ... At arbejde i vores soveværelse burde føre til konflikter, men gør det overraskende sjældent. Jeg skal altid have musik på, mens jeg oversætter, som regel en radiostation uden alt for meget snak: At have noget andet at lytte til lukker af for trafiklarm, godstog (selvom vi bor et par hundrede meter fra jernbanen, kan de overdøve selv lyden af seks dobbeltdækkerbusser, der holder med motoren i tomgang og venter på at prøve at snegle sig forbi hinanden i en smal London-gade) eller naboer i skænderi. De dage jeg må i gang så tidligt eller fortsætte så sent, at der ligger nogen i sengen imens, er jeg så heldig – i tilbageblik – at jeg blev bidt af en bogorm tidligt og allerede som 7-8 årig lærte at lukke ørerne for menneskestemmer, dengang især yngre søskende, som skulle have skiftet ble eller ville afprøve deres farveblyanter i mine skolebøger. Den evne har jeg mere end 40 år senere stadig stor nytte af. Jeg lærte også at indskyde ”Ja, skat” og ”Du har bare sådan ret”, i vore dage på udenlandsk, mens jeg arbejder videre ... Kvinder har det som regel ikke godt med partnere, der kan lukke ørerne helt på den måde, og det ved de fleste. Jeg kan betro jer, at mænd, der sover sammen med andre mænd, reagerer praktisk taget ligesådan, når eller hvis jeg skulle være uheldig at komme til at sige ”Yeah, sweatheart, you are right” på et forkert tidspunkt i monologen. Men det er ikke værre end, at jeg de gange kan gemme dokument og arbejde videre på den bærbare et lidt mindre bitchy sted. Jeg er tilstrækkeligt social til normalt ikke at skrue op for musikken, mens nogen sover – eller taler til mig.

Deres største fejl?

1) Min stædige grundighed. Eller grundige stædighed. Den indebærer blandt andet, at jeg ikke altid er hurtig nok til at foreslå det forlag, jeg sidder med en oversættelse for, at forkorte en sætning eller ti væk. Nok også fordi der de gange, hvor der er behov for at slette en sætning hist og her, i virkeligheden tit med fordel kunne have været redigeret et par sider (eller et par hundrede) ud.

2) Min etniske baggrund. Specielt den indbyggede bornholmske granit, som jeg selv betragter som et privilegium og som en slags ekstra crap detector, som er god at have i reserve, men som arbejdsgivere indenfor den danske bogbranche ikke altid værdsætter. I sejlskibenes tid hed det sig, at der ikke måtte være flere bornholmske søfolk i en besætning, end der var master, man kunne binde dem til. Granit kommer dog, i hvert fald hos mig, ikke i udbrud hvert årti, og sjovt nok er det aldrig sket på arbejdsfronten her i England eller privat. Derimod har der med tiltagende hyppighed de sidste par år været Grímsvötn-lignende seismiske udbrud i forbindelse med kontraktforhandlinger eller f.eks. e-bogs-udspil fra danske kunder. Foreløbig har jeg overlevet professionelt ved, at jeg, hver gang ét københavnsk forlag ikke gider have mere at gøre med mig, er blevet kontaktet fra et forlag, hvor jeg lige på det tidspunkt ikke har gjort mig uvenner med nogen, om en anden og interessant nok ofte sjovere opgave.

3) Denne liste kunne temmelig sikkert fortsættes, men jeg vil være forfængelig og slutte her.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Sådan noget er der en del af, og det er ikke nogen hemmelighed for nogen, at bøger kan have en næsten lige så fordummende og kulturafstumpende effekt som avislæsning. Men på arbejdssiden har jeg det især ikke godt med forfattere, som ikke kan huske, hvad deres egne hovedpersoner hedder. Det fænomen støder man uhyggelig tit på, ikke mindst ved oversættelse efter endnu upubliceret tekst – eller, som det undertiden kan vise sig i processens løb, endnu ikke skrevet tekst. Jeg kan også blive lidt sur, når der den ene gang efter den anden i en tekstvariant, som forlag og agent siger er den færdige, der skal oversættes efter, står TK (Text to come). Det betyder nemlig ofte, at de mangler et meget langt stykke ny tekst, sandsynligvis som delvis erstatning af noget, jeg allerede intetanenede har spildt tid på at oversætte. Har dog de sidste par år lært, inden jeg gør i gang, at søge på, om der skulle være TK’er og/ eller skarpe parenteser i tilsendt tekst.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Anton Tjekhov. Ikke kun fordi han – posthumt – betalte for min datters første trehjulede cykel. Og heller ikke kun fordi han har den reneste tone af alle forfattere, jeg har oversat: Med ham gælder det kun om at finde den helt præcise tilsvarende glose hver gang – med hensyntagen til, at faste vendinger selvfølgelig ikke altid kan oversættes ord for ord fra ét sprog til et andet, og med en lille smule hensyntagen til grammatiske forskelle – så står hans tekster lysende klart på siden, også på dansk, uden at noget behøver at forkortes eller digtes om eller ”forbedres” på eller ”fordanskes” eller gøres ”mere mundret”. Også på grund af hans sociale engagement. Hvad angår helte og heltinder i betydningen hovedpersoner, er der sært nok ikke mange romaner, jeg især husker på grund af dem ... Og dog, der er selvfølgelig et par gode skurke eller syv hos Dickens eller Dostojevskij. Fra min egen produktion står to hovedpersoner tilbage på den indre harddisk som særlig mindeværdige: Pingvinen Misha i Andrej Kurkovs Døden og en pingvin, selvfølgelig, og Oskar i lille Jonathan Safran Foers store Ekstremt højt & meget tæt på. Jeg havde i øvrigt hverken hørt om Kurkov eller Foer, da jeg første gang blev bedt om at oversætte dem, henholdsvis i 2004 og 2003, så i den henseende er det, trods de dårlige akkorder og de ikke altid lige godt fungerende danske samlebånd, måske ikke så ringe endda at sidde her bag skærmen som verbal hjemmesyerske.

Deres helte i det virkelige liv?

Herude i virkeligheden opererer jeg sjældent med heltebegrebet. Men som Arsenal-fan: Thierry Henry, selvfølgelig. Og et par andre sportshelte, enkelte måske mere døgnflueagtige. Gandhi, Martin Luther King, Nelson Mandela – men det kan alle jo sige. En undtagelsesjournalist som Anna Politkovskaja eller Marie Colvin. Men især de mange mere usynlige hverdagshelte og hverdagsheltinder, der alt afhængig af økonomiske og øvrige muligheder gør, hvad de kan, og ofte lidt til for at holde sammen på eller prøve at forbedre samfundet eller et lokalsamfund, hvor tilfældet eller et jobvalg eller en kæreste gør, at de bor. Dem er der gudskelov mange af, også her i vores kvarter, og den kategori tilhørte min mor, Inge, der kom ud at tjene på landet på Bornholm som 13-årig og senere blev landmandskone, og min ligeledes afdøde svigermor Idetha, der kom til England som sygeplejerske fra St. Kitts i Vestindien.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Vladimir Makanin. Det burde jeg måske ikke sige højt, da jeg ikke har kontrakt på nogen af hans bøger. Men jeg har holdt meget af Makanin og det, han skriver, siden Vindrose engang i 80’erne bad mig oversætte det foreløbig eneste af ham, der er kommet på dansk ud over en del noveller i antologier. Somme tider kan jeg godt blive lidt misundelig på Gerard Cruys, der får bestilling på at oversætte den ene Makanin-titel efter den anden til hollandsk. Og nu da jeg har vovet mig ud på isen i mine armystøvler med stålforstærket tå: Når telefonen ringer, eller en e-mail tikker ind, bliver jeg især glad, hvis det er nogen, der skal have lavet en teateroversættelse. En bondedreng som mig, med de store støvler på, har måske ikke så meget at bestille på de skrå brædder, men glæden skyldes bestemt ikke kun, at teatrene i Danmark er mindre fedtede med honorarerne end de fleste forlag.

Deres sindsstemning netop nu?

Som en bus fuld af plejehjemsbeboere på udflugt, der er kørt fast i en pløjemark i regnvejr, fordi vores chauffør har fulgt sin GPS helt ukritisk. Det skyldes nok, at jeg tidligere i ugen afleverede en oversættelse af en murstensroman. Et par dage udendørs i forsommersolen eller ifølge vejrudsigten i regn og efterårsrusk – ikke utypisk for England på en hvilken som helst årstid, men jeg har gummistøvler – mens jeg nyder synet af vækst i mine altankasser og i potterne på terrassen, plejer at kurere det.

Deres devise?

Det har skiftet med alderen. I de senere år Maya Angelous ”When you get, give. When you learn, teach.” I et forum som dette kan jeg vel ikke være bekendt at lade det stå uoversat? Egen hønsestrik, beklager, men hvad med: ”Når du får, så giv. Når du lærer noget, lær det videre.”

Dårlig mælk

Af Jens Andersen

Jeg kunne ikke vente med at komme hjem til liggestolen med den sportsbog, der samme formiddag var landet på skrivebordet. På den sorthvide forside tonede mine to tennishelte fra slutningen af 1970erne frem: Björn Borg og John McEnroe stående i højt og langt hår, tykke pandebånd, træketjsere og sexede shorts ved nettet på Wimbledons Centre Court 1980.

Den nostalgiske nerve sitrede. Mine forventninger var, med bogens lokkende titel, »Spændt op«. Om ikke til lir, så i hvert fald til mindernes lirum larum. Var der noget, vi 20-årige mænd drømte at være midt i 70ernes brølende kvindekamp, så var det en lykkelig gensplejsning af maskuline modsætninger som Borg og McEnroe – halvt en tavst vuggende engel, halvt en rasende flamboyant bisse.

Tilbage til liggestolen i 2012. Jeg synker ned i vattæppe og sportsbog, men snart er længslen efter det forgangne afløst af gammelmands-irritation og ærgrelse over, at et ambitiøst forlag som People’sPress vil være bekendt at sende et internationalt anerkendt værk som Stephen Tignors »Strung up« på markedet i en så redaktionelt sjusket, ofte uforståelig og stedvis ufrivilligt komisk oversættelse. Som der for eksempel står i begyndelsen af et kapitel:

»I slutningen af august 1981, fjorten måneder efter at Björn Borg og John McEnroe havde besteget tennissportens tinding med den berømte tiebreaker i Wimbledon ... «.

Tinding!? Hvordan i alverden kan sådan en lapsus ende i den færdige bog? Og slippe gennem tjek fra oversætter, redaktør og korrekturlæser?

Ligesom de fleste udenlandske bøger kræver Tignors sportsjournalistiske epos en tålmodig og til tider meddigtende oversætter. Ikke bare en læser, der slår op i ordbogen og bevidstløst beslutter sig for det første det bedste ord. Som når der pludselig i den danske udgave tales om Borgs »stålblå pragmatiske blik«, og de magtfulde traditionalister i det kridhvide tennisspil før 1968 konsekvent kaldes for »de gamle geder«. Og kan man forestille sig, at Björn Borg, trods sit forbehold over for ægteskabsinstitutionen, ved synet af sin kommende hustru, Mariana, skal have sagt: »Jeg er ikke blæst væk«.

Borte med blæsten er til gengæld både redaktører og korrekturlæsere af sportsbøger i visse dele af forlagsbranchen i Danmark. Det er ikke mere end et par uger siden, at forlaget Turbulenz udsendte Ronald Rengs prisbelønnede fodboldbiografi »Ein allzu kurzes Leben«,  om den tyske landsholdsmålmand Robert Enke, der i årevis skjulte sin dybe depression og kastede sig ud foran et tog i 2009.

Også i denne fordanskning af en stor international sportsbog står pinlighederne i kø. Hvad betyder en sætning som: »Han gjorde som ingenting«? Har man nogen sinde i fodbold hørt om målfarlige angriberes »patetiske afslutninger«? Og surreelt bliver det, når FC Barcelonas keeper, Victor Valdés, trækkes ind i en diskussion om en målmands nødvendige kynisme og brutalitet, og der så står: »Victor var den eneste, som havde lidt mala leche, som de siger i Spanien – dårlig mælk – i venerne.«

Mala leche. Det siger de ganske rigtigt i Spanien, men det, de mener, er noget i retning af »ondt blod«, hvilket en dybt forvirret læser af side 163 i »Et alt for kort liv« kan finde ud af ved at rejse sig fra liggestolen og gå på nettet.

Købere af de to miserabelt oversatte sportsbøger, der ikke er i nærheden af Stephen Tignors og Ronald Rengs sproglige ambitionsniveau, burde kræve at få ombyttet de danske udgaver med udenlandske ditto. Rødt kort til People’sPress og Turbulenz!

Jens Andersen er bl.a. kulturredaktør ved Berlingske Tidende

(Denne tekst er tidligere bragt i Berlingske Tidendes klumme "Bogbjerget" 26. maj 2012)

Pas på! - den stikker!

Boganmeldere, journalister, kulturredaktører, boghandlere, forlag og mange flere – tag jer i agt! En frygtindgydende skabning er sluppet løs i cyberspace, nemlig DOFs nye Oversættertidsel!

DOFs medlemmer sender en tidsel til alle der gribes på fersk gerning i, på nettet eller på papir, i deres kataloger, anmeldelser, artikler osv., at præsentere eller omtale en oversat bog uden at nævne bogens oversætter ved navn.

Oversættertidslen er i virkeligheden ikke spor grim men oprindeligt et nydeligt postkort kreeret af Niels Brunse, som man kunne sætte et frimærke på og sende med posten til den formastelige undladelsessynder. Nu har DOF valgt at give tidslen elektronisk form, men den fine lille håndtegning er fulgt med over i vores travle it-tider. Den ser sådan her ud

Mette Olesen, ny medredaktør på Oversætteren

Oversætteren har den store glæde at byde velkommen til medredaktør Mette Olesen.

Mette Olesen bor i Frankrig og oversætter mest fra fransk og mest nutidige romanforfattere: Marie Darrieussecq, Virginie Despentes, Amélie Nothomb, Atiq Rahimi, Emmanuel Carrère.

Læs mere om og af Mette Olesen her: http://danskforfatterforening.dk/medlemmer/mette3250.aspx

http://oversaetteren.blogspot.dk/2012/02/manedens-overstter-mette-olesen.html

http://oversaetteren.blogspot.dk/2012/05/overstteren-som-hemmelig-beundrer.html

Gnældrende latter og vanmagt

Af Lars P. Poulsen-Hansen

Dostojevskij store romaner er i de seneste år blev nyoversat til dansk, ’Onde ånder’ og ’En grønskolling’ af Ole Husted Jensen i henholdsvis 1996 og 2004, ’Forbrydelse og straf’ og ’Idioten’ af Jan Hansen i henholdsvis 2003 og 2006. Det er vel sket ud fra en erkendelse af, at Einar Thomassens og Georg Sarauws oversættelser har haft deres tid. Nu manglede vi kun at få en nyoversættelse af Dostojevskijs største og sidste roman ’Brødrene Karamazov’, et af verdenslitteraturens ubestridte hovedværker. Og den burde naturligvis bygge på den seneste videnskabelige russiske udgave af Dostojevskijs værker, som Thomassen og Sarauw ikke havde til rådighed.

Dostojevskij er oppe i tiden. Det Kgl. Teater spillede i 2006/07 en dramatiseret udgave af ’Brødrene Karamazov’, og for nylig har en fremragende dansk dramatisering af ’Forbrydelse og straf’ gået for fulde huse sammesteds.

Men hvad sker der? Gyldendal genudgiver Sarauws oversættelse fra 1953, der bygger på originaludgaven af romanen fra 1880. At det er Sarauws oversættelse, fremgår dog ikke af Gyldendals hjemmeside, hvor der står: ”Den gamle oversættelse er til denne nye udgave af Mette Dalsgaard gennemgået på ny med den russiske original og rettet.” I selve nyudgaven står Sarauw anført som oversætter, mens Mette Dalsgaard ikke er nævnt. Mystisk! En stikprøvevis sammenligning mellem den gamle Sarauw-udgave og den nye viser imidlertid, at der stort set kun er læst korrektur på den gamle, og det behøver man jo ikke sætte en af vore dygtigste oversættere til. Så det er uforståeligt, hvorfor Gyldendal smykker sig med hendes navn.

Korrekturlæseren har dog ikke fanget alle fejl; der står stadig Osipiovna i stedet for Osipovna (s. I, 277), det ellevte år (i stedet for dit …) (I, 285), Rozhdestvenskaja for Rozjdestvenskaja (II, 120); ny fejl er Tjaskij for Tjatskij (s. I, 277). Vedkommende kan altså ikke russisk. Men det er godt, at ’pik og pak’ er rettet til ’pikpak’ (s. I, 132).

Sarauws oversættelse kan da stadig læses af den ældre generation; den virker hist og her lidt altmodisch, og så bruger han indimellem nogle ord, som absolut ikke er gængse i dag og da heller ikke står i Nudansk Ordbog: usselryg (s. I, 17), livsvandel (I, 43), ærtede (s. I, 66), fripostig (s. I, 129), gnældrende latter (s. I, 160 og 168), vanmagt (s. I, 383), marvråddent (s. I, 398), tryneso (II, 272).

Dertil kommer, at de franske og andre fremmedsproglige passager, som næppe mange forstår i dag, ikke alle er oversat i noterne, som Ole Husted Jensen og Jan Hansen har gjort det i deres oversættelser. De ville også have tilføjet langt flere realkommentarer, end der er i denne udgave. Og med rette.

Men værst er det dog, at en række deciderede oversættelsesfejl stadig er at finde i den nye udgave:

’et fedt tidsskrift’ for ’et tykt’ (I, 110), ’etatsråd’ for ’statsråd’ (I, 136), ’jeg vil bare gøre et lille kryds over dig’ for ’jeg vil bare gøre korsets tegn over dig’, og på s. I, 140 mangler en strofe.

Prisen bærer imidlertid oversættelsen af den gamle Karamazovs beskrivelse af politimesteren (I, 60) som en ’butterdejgsstatue med sænkede blikke, tyskerblond’ og ’en butterdejgs Wagner-helt’, når han ifølge Dostojevskij bare er ’høj, tyk, blond og bister’. Det var da også den oversættelse, professor Ad. Stender-Petersen undrede sig mest over i sin højst læseværdige analyse fra 1954 af Georg Sarauws og Einar Thomassens Dostojevskij-oversættelser (På tærsklen til en ny tid). De to oversættere havde bedt professoren være dommer i den daværende oversættelsesstrid, der var fremkaldt af, at Sarauws oversættelser var væsentlig kortere end Thomassens. Stender-Petersen fortæller her, at Sarauws oversættelse af Brødrene Karamazov er forkortet, men indrømmer, at han ikke ville have lagt mærke til det, hvis ikke polemikken havde gjort ham opmærksom på det. Se, det fortæller Gyldendal jo ikke de nye læsere. Professoren konkluderer dog, at Sarauw er ’kommet Dostojevskijs prosasprog så nært, som det er muligt’, mens Thomassen ’har en vis tendens til at gøre Dostojevskij mere mærkværdig end han i virkeligheden er, rent sprogligt betragtet’. Sarauw er altså bedst, men det var han for 56 år siden. Nu holder hans oversættelse ikke mere, og Thomassens endnu mindre. Nu trænger vi til en nyoversættelse af hele Brødrene Karamazov!

Lars P. Poulsen-Hansen er magister i slavisk filologi

(Denne tekst er tidligere bragt i Weekendavisen Bøger 18. marts 2011)

DER ER EN MARK

Af Julie Sten-Knudsen

 1.

Jeg bestemte mig først for at oversætte Jenny Tunedals Mitt krig, sviter på grund af titlen.

                      Jeg havde mødt digteren og kritikeren Jenny Tunedal, mens jeg var elev på forfatteruddannelsen Litterär gestaltning i Göteborg, hvor hun en eftermiddag var gæstelærer på et seminar med temaet vold: Sprogets vold, lovens vold, kærlighedens vold. Seminaret gjorde dybt indtryk på mig, og de sidste tekster til min digtsamling blev skrevet med Tunedals ord i baghovedet.

                      Da jeg hørte, at Tunedal skulle udgive en bog, der hed Mitt krig, følte jeg mig temmelig sikker på, at den havde en forbindelse til foredraget om vold. Desuden syntes jeg, at det var en radikal politisk gestus for en svensk digter at kalde en bog Min krig. I mine ører havde titlen en helt anden klang end Knausgårds Min kamp, for enhver kan vel siges at kæmpe, men Min krig – hvad var det for en krig? En virkelig krig, som digtet og digteren ville påstå at have en andel i, eller en personlig konflikt, som i digtet blev kaldt krig? Jeg blev så opsat på at få del i bogens tankeverden og sprog, at jeg skrev til Tunedal og fik lov at læse pdf'en nogle måneder inden udgivelsen. Da bogen udkom i august 2011, var jeg gået i gang med at oversætte den til dansk.

                      Titlen blev Min krig, suiter. Det svenske sviter kan også betyde ”følgesygdomme”, ”eftervirkninger”, men jeg kunne ikke finde noget ord, der på samme tid kunne rumme dén betydning og betydningen ”suiter”. Eftersom bogen består af en række lange digtsuiter, valgte jeg den mest oplagte, men også den mest neutrale, kedeligste løsning. Måske for at afbalancere det allerede tilpas voldsomme Min krig med en nøgtern konstatering.

                      De første ti sider var de sværeste, og det blev de ved med at være hver gang, jeg vendte tilbage til dem. Bogen starter benhårdt ud i et næsten helt abstrakt sprogligt rum:

Der er fred

Først mærker jeg det ikke

Siden fortsætter det

Der er en mark

Det uforglemmelige hjerte

Solen som skin

Det er dens pligt

Under stor smerte

Alene hos en alenemor

Det er en misforståelse

Hvor skulle det alvorligste være

I hendes hoved

Det er sket før

Levende døde eller døde levende eller

Nogen med egne hænder

Hvilken mark? Hvilket hjerte? Hvad henviser ”dens” til, hvad er det, der har en pligt til at gøre hvad? Hvem er alene? Hvad er det, der er sket før? Hvad er det, nogen gør ”med egne hænder”?

                      Jeg vil ikke påstå, at jeg rent intellektuelt-analytisk forstår bogens første digte. Her var jeg nødt til at satse på en intuitiv forståelse, stole på min egen famlende læsning. Min famlen var frustrerende, men nødvendig i fremskrivningen af det abstrakte, tvivlende sprog. Og hver gang jeg bevægede mig længere frem i bogen, føltes det som om, sætningerne begyndte at give mere fra sig. Der dukkede hurtigt mere afrundede linjer op, umuligt nøgne udsagn, jeg ikke kunne få ud af hovedet:

smerte eller ensomhed   hvorfor plager de hinanden   som børn

2.

Det første og største problem var det tilbagevendende ord fält, som almindeligvis betyder ”mark”, men også kan betyde ”slagmark”, ”felt”, ”terræn” og så videre. Her følte jeg mig nødsaget til at inddrage Jenny Tunedal i mine overvejelser. Et uddrag af vores korrespondance:

JSK: Felt på dansk rummer ikke betydningen mark (åker), men mark rummer til gengæld kun den konkrete betydning åker, ikke konnotationer til krigens slagmark, et mere abstrakt felt osv. Synes du at det er vigtigst, at der er tale om en konkret mark (som det kan regne på, hvor der vokser hvede etc.), eller at de abstrakte betydninger kommer med?

JT: oj vad svårt med fältet. vad heter slagfält på danska?

JSK: Slagfält hedder slagmark. Men dra i fält kan hedde ”drage i felten”. Jeg har indtil videre brugt ”mark”, det er helt subjektivt, fordi jeg holder af at se de konkrete billeder, jeg vil på en måde gerne have den mark til at være der. Men jeg kan godt se at mange andre betydninger ryger.

 JT: jag litar på dig. och jag har tänkt. tror mark blir bra.

Jeg valgte konsekvent at skrive ”mark”, da jeg ikke syntes det gav mening at skrive fx ”Det kommer til at regne sølv på feltet”, mens ”Det kommer til at regne sølv på slagmarken” ville være for pædagogisk. Da nogle medlæsere kommenterede digtenes ”rurale præg”, måtte jeg indrømme, at det er min oversættelse, der har understreget teksternes placering i et landskab.

                      I tilfældet fält er det let at se, at jeg har foretaget et valg, som har ført teksten i en bestemt retning. Ofte har det ikke været så let at få øje på mine egne idiosynkratiske tilbøjeligheder, før nogen har påpeget dem. Efter et vist antal gennemlæsninger opstår en vis blindhed over for andre mulige formuleringer, teksterne falder på plads i deres danske version, som om de hele tiden havde set sådan ud.

                      Min svenske kollega og tidligere lærer Marie Silkeberg bladrede forleden i Min krig, suiter og nikkede indforstået til mig: Man ser dig i disse tekster. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, jeg har gjort ved Min krig, suiter – hvordan jeg har farvet den. Men som jeg sagde til Marie, har bogen i hvert fald gjort noget ved mig og mit sprog. Jeg er endnu ikke sikker på, hvad det er.

Læs mere her:
http://basilisk.dk/bog/Min_krig_suiter.htm
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1651782/svensk-krigsdigter-udfolder-voldelige-traesnit/
http://juliestenknudsen.dk/