Månedens oversætter Ingeborg Christensen

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?
Pas – jeg læser næsten aldrig oversættelser

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?
Bøger med indholdsmæssigt bid

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?
Jeg synes, det er fantastisk sjovt at finde frem til dækkende ord på dansk og at finde ud af, hvad mærkelige ting er for noget. Den seneste bog, jeg har oversat, gav mig mange gode stunder med Google. Det viste sig, at en fem-seks ord i denne roman ikke fandtes andre steder end netop der. Det giver jo en stor mulighed for oversætteren til at bruge fantasien.
Og så overholder jeg deadline!

Hvor oversætter De?
Ved mit hæve-sænke-skrivebord og på en chaiselong. Først står jeg, så sidder jeg ved skrivebordet, og til sidst slænger jeg mig på chaiselongen.

Deres største fejl?
A hwa?

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?
Forudsigelig litteratur

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?
William Heinesens personer

Deres helte i det virkelige liv?
Nelson Mandela

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?
Mrs Gaskell: Cranford

Deres sindsstemning netop nu?
Forventning om en dejlig tur til London, der starter i eftermiddag

Deres devise?
Livet er ikke lutter lagkage. Det er også en dans på roser.


Læs mere om Ingeborg Christensen her: http://www.danskforfatterforening.dk/medlemmer/ingeborg3848.aspx

Gæt et skrivebord

Hvilken oversætter oversætter her? Gæt med i kommentarfeltet eller på facebookgruppen: https://www.facebook.com/#!/oversaetteren

Stemningsrapport fra uge 44 på Hald

Sommer var det unægteligt ikke længere, og i et hjørne af hegnet ved Hald Hovedgård fandt man kun et ryatykt tæppe af rødbrunt bøgeløv, som med hvert et vindpust blev forøget, som om samtlige boggener havde undladt at bibringe træet erindringen om den voldsomme energiudfoldelse, der i foråret fik de mange, mange blade til – netop – at folde sig ud.

Alt dette var imidlertid kun et dekorativt bagtæppe for en stålsat gruppe oversættere, der havde planlagt at fordrive hver eneste af den slags skribenter, der selv finder på, hvad de vil skrive en bog om.

 Projektet lykkedes, lod det til efter det første par dage. Allerede to dage efter oversættergruppens indtog valgte den første forfatter at fortrække, og hun blev dagen efter fulgt af nummer to. Så var der – bevares – en poetisk billedkunstner tilbage, men hun boede nede i Smedehuset, og skulle det være, kunne konspiratorerne vel bruge hende til at skabe en illustration, der kunne modsvare maleriet i opgangen af ’Jøden på Hald’.

Sådan gik det ikke, for Peter Q fandt selv de ellers så oversete oversættere tilpas dekorative, at han skabte et billede af dem. En stund endnu vil det kunne ses som appetitvækker på Hovedgårdens hjemmeside.

Og se, det var en rigtig historie, var det, for det er jo en seriøs blog, denne her.

Søren K. Barsøe

I løbet af uge 44 faldt de brogede blade af træerne omkring Hald Hovedgaard, mens der indendørs vist aldrig før er blevet oversat så mange sider på én gang, hvor seks oversættere havde travlt med at oversætte bøger fra engelsk, amerikansk, spansk og norsk – alt sammen spændingsbøger!

 Oversættere er et flittigt folkefærd, så dagene gik med intenst arbejde (så vidt vides!) kun afbrudt af ture ud i det tågede efterårslandskab – kun en enkelt dag fik vi lidt sol at se. Og jo, fårene står, hvor de plejer, og gumler uanfægtede. Herligt var det, at når man kom ned i køkkenet, kunne man altid få kvalificerede bud på de problemer, der kørte rundt i hovedet på én.

Om aftenen var der fælles tilberedning og indtagelse af aftensmaden for dem, der havde tid og lyst – suppe var et stort hit i den uge, og nogle holdt af at drysse godt med chili på maden. Andre nød – især sent på aftenen - oversætternes yndlingsret: en dåse baked beans, lidt pølse og pasta – hurtigt, billigt og mættende. Herefter holdtes der ofte ’sobremesa’, fælles hyggestunder efter maden, eller man gik på værelset og fortsatte arbejdet. En aften kunne man i spisestuen fx opleve, at nogen sad og fandt frem til de rette bandeord og slang i en amerikansk oversættelse, andre snakkede om spansk litteratur, mens to sad og strikkede. Rødvinen blev der naturligvis også smagt på, især i weekenden.

Om natten sov de fleste vel, men det blev opklaret, at det spøgeri, der angiveligt skulle foregå især ved værelse 12 – og som undertegnede da også oplevede flere gange omkring klokken to om natten, nemlig i form af knirkende gulve, uden at nogen personer var at se – slet ikke er spøgelser i lange hvide gevandter – nej, det er travle oversættere, der har en stram deadline, og som derfor midt om natten lister rundt i biblioteket på første sal for at foretage opslag i bøgerne. Dette skulle angivelig ikke bare gælde spøgeriet på Hald, men også på alle andre af landets herregårde, således at deres historie nødvendigvis må omskrives. Efter denne beroligende meddelelse blev der resten af ugen sovet roligt på værelse 12.

Kirsten A. Nielsen

Besøg selv Hald her:

http://www.haldhovedgaard.dk/

Knausgårdsafari

Af Sara Koch

 I sommer stod jeg på en klippe i Sørlandet i Norge og var så svimmel at jeg næsten faldt, ikke fordi jeg kiggede på den smukke sørlandsnatur med de runde, sorte klipper, blåbærrisene og holmene ude i skærgården med de kridhvide træhuse der lyste op i solskinnet. Nej, jeg var svimmel fordi jeg var forsvundet lidt for langt ind i en roman. Det var Karl Ove Knausgårds selvbiografiske 6-binds værk: ’Min kamp’, og jeg var i Sørlandet, hvor dele af den foregår, for at oversætte værket til dansk. Jeg rejste derop for at opleve de steder værket foregår, se dem med egne øjne, og forhåbentlig få en erfaring der styrkede mit arbejde. Men nu stod jeg lige inden afrejse og havde mistet perspektivet.

I Sørlandet bor jeg i en forfatterlejlighed på den lille ø Andøya uden for Kristiansand, ikke så langt fra der hvor Knausgård boede som ung. En lejlighed der optræder i bind 1, noget jeg først opdagede efter at have booket opholdet. Forfatterlejligheden ligger som en del af en lystgård med direkte udsigt til havet. Det er komponisten Ole Bulls gamle lystgård, hvor han efterlod sin franske kone og deres børn i den bidende vinterkulde, hvor hun efter sigende mistede forstanden. Men solen skinner og lavendlerne blomstrer, og til lystgården hører et bådehus nede på de rundslebne, sorte klipper ved havet. Jeg får nøgler til hele huset, og har altså en hel lystgård til disposition – undtagen loftsetagen, for der bor en trompetist.

Jeg oversætter på livet løs, samtidig med at jeg bruger pauserne til at undersøge det sørlandske landskab. For hvad skal man kalde ’svaberg’, de runde, sorte klipper, og ’heiene’, de lyngbevoksede skråninger som er alt for små til at være heder, men dog er det biologisk set, og ’myrene’, de sumpede områder hvor der vokser ’myruld’, på dansk ’kæruld’, men som er for store og tørre til at være kær og for små til at ordet mose klinger rigtigt.

Samtidig rejser jeg ind til Kristiansand by hvor jeg ser alle de ting der er omtalt i bøgerne: hotellet der brændte en uge efter Knausgårds far lå døddrukken derinde; bedemanden; kvarteret hvor farmoren boede, og hvor faren lå i sit eget skidt og døde; huset hvor Knausgård boede helt alene som 15-årig i den periode hvor faren begynder at drikke; Varoddbroen, det imponerende bygværk som optræder flere gange i bogen og så turen ud til huset i Tveit hvor Knausgård boede som teenager.

Min mand er med i bilen, og han ser med skepsis på det han kalder »Knausgårdsafari«. Der er hverken kort eller internet på lystgården, så vi kører lidt efter min litterære hukommelse, over Varoddbroen, forbi Hamresanden, hvor børnene bader og flere af Knausgårds venner bor, vi kører videre ad vejen med en bebyggelse, der bliver mere og mere spredt. Jeg ved ikke hvor langt der er, den slags informationer rummer min litterære hukommelse ikke, men vi kommer forbi Timenes-krydset. Det kender jeg, for det er målet for Knausgård og hans ven Jan Vidar da de er 14 og skal crashe en nytårsfest. De er blevet tilbudt lift af forældrene, men fordi de har fået en lidt ældre ven til at købe øl, tør de ikke andet end at gå med de klirrende plastikposer.

Bind 1 beskriver over halvtreds sider denne nytårsaften hvor de går og går i knædyb sne i femten frostgrader med to plastikposer fulde af øl for at komme ned til busstoppestedet ved Timenes-krydset. Men det er sommer nu, og vi kører og kører. Der er småkirker og menighedshuse ved hvert et gadehjørne, og bebyggelsen er efterhånden ganske spredt. Mere end noget andet ligner stedet med sine lidt lurvede, hvide træhuse en mindre amerikansk by i bibelbæltet. Den smukke sørlandsnatur med svaberg og kystnatur er væk. Jeg får en yderst klaustrofobisk fornemmelse og kan slet ikke få stedet til at passe med Knausgårds beskrivelser. Min mand og jeg kigger jævnligt på hinanden, og på et tidspunkt begynder vi at spekulere på, om vi er kørt for langt eller forkert. Men så dukker der endelig nogle stednavne op, der stemmer overens med min litterære hukommelse. Da vi når frem, er jeg forundret og overrasket over forskellen mellem min oplevelse og Knausgårds, men måske kan det forklares med de 25 år der ligger mellem oplevelserne. På vejen hjem kører vi forbi det nye universitet.

Da jeg kommer tilbage til lystgården, sidder jeg med en passage hvor Knausgård rejser fra Stockholm til Kristiansand, hvor han skal holde et foredrag på universitetet om sin debutroman, der møder han vennen Geir, som også bor i Stockholm, men som er vokset op på Hisøya, en ø lige ved siden af Tromøya, hvor Knausgård voksede op. De to går en tur i Kristiansand, ser på hotellet der brændte en uge efter faren lå døddrukken derinde, huset hvor farmoren boede og faren døde og kører dernæst over Varoddbroen, gennem Timenes-krydset, forbi Hamresandet og ud til Tveit. Og ganske som jeg, reagerer Geir med vantro:

»Geir standsede bilen neden for huset. Han lo.

− Boede du der? Midt inde i skoven? Det er jo helt isoleret! Der er ikke et menneske her! Så øde … Det er det rene Twin Peaks, hvis du spørger mig. (…)

Han lo videre mens jeg pegede på stederne. Og jeg måtte også le, for jeg så det med hans blik, alle de gamle forfaldne huse, bilvrag på gårdspladserne, lastbiler parkeret udenfor, hvor langt der var mellem husene, og hvor fattigt alting virkede. Jeg forsøgte at forklare hvor dejligt vores hus havde været, og hvor godt det havde været at bo her, at jeg ikke savnede noget, at alt var her, men …

− Helt ærligt! sagde han. − Det må have været en straf at bo her.

Jeg svarede ikke, var lidt irriteret, havde behov for at forsvare det. Men gad ikke. Det var det samme her, den indre oplevelse der fik alt til at gløde af mening, fandt ikke genklang i det ydre« (’Min kamp 2’, side 640).

Dagene og siderne går, der er ikke så meget tid til andet end at oversætte, men for ikke helt at få kuller går turen dagligt ned til vores private bådehus nede på klipperne, som jeg så fattigt stadig kalder »svabergene«, for selvom jeg dagligt sidder på dem og kigger ud på havet, finder jeg ikke noget godt ord for dem. Dagligt kører jeg også til byen, gerne på fisketorvet, og middagen står inspireret af bogen på krabber:

»Der lugtede af salt derinde. I diskene lå fisk og rejer på is. Farmor, som havde pelshue og en mørk, fodlang frakke på, stillede sig i køen foran en af diskene, mens jeg gik hen til en trækasse som var fuld af levende krabber. Oversiderne var mørkebrune som rådne blade, undersiderne gulhvide som knogler. De sorte, knappenålsagtige øjne, følehornene, kløerne som raslede når de kravlede oven på hinanden. Krabberne var som en slags beholdere, tænkte jeg, beholdere med kød. At de kom fra dybet, og var blevet trukket herop, som også alle de levende fisk var, var eventyrligt« (’Min kamp 1’, side 418).

Efter en tur til Tromøya går turen hjem gennem Sverige med en næsten færdig oversættelse af bind 2. Bogen handler blandet andet om livet i Stockholm som forfatter og familiefar, og er pakket ind i en rammefortælling: Knausgård er på ferie med sin kone og sine nu tre børn. Og det er ikke let, men derimod et værre kaos af skrigende unger og hylende forældre i en Eventyrpark i Sydsverige. De kan slet ikke finde ud af det der med at holde ferie; Knausgård vil meget hellere sidde derhjemme og skrive.

Og jeg sidder i bilen på vej hjem til min egen ø i Danmark, Strynø, gennem Sydsverige, med to børn i bilen, som har ferieret hos farmor og farfar og ikke har fået den ferie sammen med mor, som de havde håbet på, men skamløst er skubbet til side til fordel for en roman. Vi kører forbi selvsamme Eventyrpark, men jeg har gudskelov forstand nok til at køre forbi. Knausgårdsafarien er ved at være forbi for nu.

»Jeg havde aldrig troet at jeg skulle køre bil, det hørte ikke med til mit selvbillede, så desto stærkere var glæden da jeg kørte hundrede og halvtreds på motorvejen på vej hjem, i den jævne, næsten dovne rytme som dukkede op der, blinke ud, overhale, blinke ind, i et landskab der først var skov, siden en lang, lang bakke af vidstrakte kornmarker, lave gårde, intenst smukke klynger og småskove af løvtræer, med havet hele tiden som en uendelig blå kant i vest.

− Se, sagde jeg da vi kom op på toppen, og det skånske landskab lå under os. − Hvor er det dog smukt!

Gyldne marker, grønne bøgeskove, blåt hav. Alt sammen intensiveret og næsten skælvende i lyset fra den nedadgående sol.

Der var ingen der svarede.

At John sov, det vidste jeg. Men var dem bagi også faldet i søvn?

Jeg drejede hovedet og så mig over skulderen.

Jovist. Der lå tre piger med åbne munde og lukkede øjne.

Lykken eksploderede i mig.

Et sekund, to sekunder, måske tre sekunder varede det. Så fulgte skyggen der altid kom bagefter, lykkens mørke slæb« (’Min kamp 2’, side 600).

 Men inden jeg kørte hjem til min egen virkelighed, stod jeg stod jeg altså på klipperne på en ø i Sørlandet og var svimmel fordi mit liv og ’Min kamp’ var ved at smelte sammen. Jeg var rejst derop for at gå i den unge Knausgårds fodspor, for at komme tæt på romanens virkelighed. Men uanset hvad jeg gjorde, var det som om, jeg snublede ned i den.

Der er ingen tvivl om at mine oplevelser gav mig en erfaring, der fik min oversættelse til at glide lettere. Den rejse var guld værd for mig. Men jeg var ikke tro mod mig selv. Jeg var gået for langt. Jeg var ikke oversætteren, jeg troede, jeg var romanen, og blev således bare en skygge af mig selv.

For hvis jeg helt lader romanens univers blive mit, udsletter jeg mig selv og har ingen erfaring at trække på, og uden erfaring, vil den danske tekst klinge hult og blive en skygge af den norske original. Nu sidder jeg med bind 5, som foregår i Bergen, og snart rejser jeg derop. Men denne gang sætter jeg mig i førersædet. Jeg vil suge byens lyde og dufte til mig, mærke regnen på egen krop. Jeg vil finde mig selv i teksten og byen og således trække på min egen erfaring i en stræben efter at komme så tæt på oversætterens mål som muligt: at være tro mod både teksten og det danske sprog.(Dette essay blev bragt i Politiken 11.6. 2011)

 

Engagement

Heller ikke oversætteren kan se sig fri for at blive fanget ind af sit stof – heldigvis. 

Af Aino Roscher

Kan man være en engageret oversætter? Har en oversætter ikke bare at begynde på første side, oversætte kritikløst, samvittighedsfuldt og tro mod originalen og ikke sætte spørgsmålstegn ved noget – lige til sidste side? Som vi med løftet pegefinger minder hinanden om i min anden verden, tv-tekstningens: Den bedste oversættelse er den, der ikke bliver bemærket.

I princippet kunne man vel godt forestille sig, at jeg som oversætter lever en isoleret tilværelse uden mere end den højst nødvendige adgang til opslagsværker og andre hjælpemidler. Kunne jeg ikke få lov til at sidde dér i min afsondrethed og slippe for at fylde mit hoved med politik og samfundsuorden og nøjes med at være lykkelig med mine romaner omkring mig?

Erfaringen viser mig, at engagementet i alle dets afskygninger har det med at snige sig ind på en, om man så ønsker det eller ej. Man tror, at man sidder og arbejder nok så fredeligt på det uskyldige, ufarlige værk, man har foran sig, men man tager fejl. Indholdet vrider og vender sig, pirrer og bevæger, provokerer og beriger, måske kun i bittesmå doser, men nok til, at der sker ting og sager. Bagefter er man aldrig som før.

Pvc og happy endings

Der er for eksempel alle de ting, der lusker sig ind undervejs. Da jeg foretog research til en bog om aktiv dødshjælp, fandt jeg ud af, at den hollandske ambassade kimes ned, hver gang de hollandske eutanasiregler nævnes i de danske medier. Dødssyge danskere drømmer om at rejse til Holland og få en ordning med en hollandsk læge. Hvordan kan man fortrænge sådan en oplysning?

Og det behøver ikke kun at være debatbøger, der driver gæk med ens letbevægelige sind. Jeg tekstede på et tidspunkt en skotsk serie i ti afsnit om et ungt par, der forpagtede en gård og måtte så grueligt meget igennem, indtil det efter ni gange halvtreds minutter begyndte at lysne. I afsnit ti brændte gården. Jeg var nødt til at pakke sammen og holde fri resten af dagen. Jeg havde bogstaveligt talt følelsen af, at mit hjem var væk. Heldigvis købte tv ti afsnit mere, så vi langsomt fik genopbygget vores liv og levede lykkeligt til vores dages eller i hvert fald til denne tv-series ende.

Da jeg påtog mig at tekste en reklamefilm om pvc, blev pvc pludselig det mest fantastiske produkt, verden har kendt. Det forekom mig komplet uforståeligt, at det havde fået så megen dårlig omtale i tidens løb. Pvc var anvendeligt til et hav af formål, og der var overhovedet ikke nogen forureningsproblemer forbundet med det. Alt kunne indsamles og genanvendes. Jeg blev den mest brændende ambassadør for produktet.

Og mens jeg arbejdede på at oversætte en roman, der foregik i store dele af Afrika, sad jeg med kort over Alexandria, Mozambique og Cape Town spredt ud omkring mig og var dagligt i e-mail-kontakt med en sydafrikansk kollega. Når telefonen, den lille larmende satan på væggen ved siden af mig, pludselig ringede, kiggede jeg forvirret op fra det afrikanske landskab og måtte hele den lange vej tilbage til København. Ofte nåede jeg først frem undervejs i samtalen til stor undren og/eller moro for mine omgivelser.

Listesko eller hollandske træsko?

Så nej, personligt vil det nok ikke lykkes mig at slå engagementet fra. Det vågner helt af sig selv. Men hvad så med læseren? Kan jeg i det mindste skåne ham/hende for mit engagement? Heller ikke, for hvad med alle de sproglige overvejelser, jeg må foretage undervejs i den politiske korrektheds navn? Bare fordi man oversætter fra nogle trygge og temmelig ueksotiske, nordeuropæiske sprog, har bøger det jo med alligevel at forvilde sig fjerne steder hen, så man kan være tvunget til at gå på listesko af diverse hensyn. Hvis forfatteren vel at mærke også gør det. Og da kan det jo ikke nytte noget, at man stoler på sine opslagsværker, hvor nye og opdaterede de end måtte være. Da gælder det om at vide, hvilke sko der lister, både i bogens oprindelige og i dens kommende fædreland. I Amsterdam kan man stadig sige "neger" uden at komme galt af sted. Slår man ordet op i ordbogen, er der ingen filtre, der fortæller en, at man bør overveje udtrykket på dansk. Filtrene må man selv have med i bagagen.

Jeg tror altså ikke på den isolerede, uengagerede oversætter. I hvert fald ikke på ham eller hende af kød og blod. Jeg kan heller ikke skåne læseren for mit engagement, om end det naturligvis ikke bør skinne igennem i oversættelsen.

Godt, javel, ja, så er jeg altså en engageret oversætter. Da jeg nu har accepteret min lod, kunne det tænkes, at engagementet kunne bruges aktivt også? Kunne jeg for eksempel udtrykke det ved at sige nej til at oversætte bøger, jeg personligt ikke kan stå inde for?

I 2002 var jeg inviteret til en konference om tabuer inden for litteraturen. Deltagerne var forfattere, forlagsfolk og oversættere. I den forbindelse spurgte jeg en kollega, om der var noget, han ville sige nej til at oversætte. Mein Kampf? Historieforvanskning? Saddam Husseins værker? Al-Qaidas guide til at blive en god selvmordsbombemand? Aldrig i livet, svarede min kollega, bare kom med det. Det hele skal ud. Det er ikke op til os oversættere at udøve censur. Det er vigtigt, at den læsende befolkning får adgang til så mange oplysninger som muligt.

Jamen så okay da, bare kom med det. Det hele skal ud. Eneste problem kunne måske være, hvis det går med mig og Saddam, som det gik med mig og pvc. Til alt held plejer forbandelsen at slippe sit tag, når den næste af slagsen tager over.

(Denne tekst har tidligere været bragt i Forfatteren).