Oversætteren flytter!

Farvel til oversætterbloggen i dens gamle form og goddag til den nye skønne skabning

 

BABELFISKEN

 

På gensyn til gamle gæster og velkommen til nye på

 

http://babelfisken.wordpress.com

 

Sara og Mette

 

Ikke et ord om oversætterne (Fortsat)

Af Mette Olesen

For at gøre historien om muligt endnu mere grotesk kommer her fortsættelsen af Iben Hasselbalchs hårrejsende beretning (se hendes indlæg fra den 20. oktober, Ikke et ord om oversætterne), som hun har afsløret for blogredaktionen:

Til at illustrere Ibens debatindlæg havde Politiken bedt hende sende et billede af sig selv, hvilket hun glad gjorde... hvorefter avisen endte med at bringe et fotografi der viser Isabel Allende, kronprinsen, komitéens formand, konferencieren... og selvfølgelig ingen Iben.

Billedteksten lyder: "USYNLIGE. Der manglede ikke noget da den chilenske forfatter Isabel Allende modtog H.C.Andersens Litteraturpris i Odense. Det skulle da lige være oversætterne." Aha, hvor subtilt - billedet med den fraværende oversætter skal altså illustrere oversætternes usynlighed? Rend og hop: Kronprinsen sælger flere aviser, simpelthen.

Ved at trykke Iben Hasselbalchs indlæg lader Politiken hende komme til orde, javel - men så heller ikke mere. Med sit valg af illustration bidrager avisen kun til at normalisere den pinlige praksis Iben netop, i selvsamme indlæg, protesterer imod, nemlig at oversætteren overses, hvad enten det er verbalt eller visuelt: Ikke et ord om oversætteren – og ikke det mindste glimt af hende!

Nobel-undren

Af Niels Brunse

Årets nobelpristager i litteratur udløste igen forundret måben i de danske medier. Denne overraskelse. Denne totalt ukendte kineser, Mo Yan. Det svenske akademi må sandelig have støvsugeren ude i alle afkroge af verdenslitteraturen, når det den ene gang efter den anden forbløffer verdensopinionen med prismodtagere, der er helt ukendte i Danmark.

Der findes nu ellers en anden forklaring. Så godt som alle de ’ukendte’ prismodtagere, også Mo Yan, har inden tildelingen været oversat. Vel at mærke til svensk. I dette tilfælde tre bøger på svensk, ingen på dansk. Samme sandhed gælder Nelly Sachs, Jaroslav Seifert, Naguib Mahfouz og Gao Xingjian og måske flere endnu. En nobelpristager er altså tit en, der er oversat i Sverige og overset i Danmark. Hvordan kan det være?

Oversætterne bringer gerne bud fra fjerne lande og smalle forfatterskaber, hvis der er forlagsvilje og støttemuligheder nok. Men gad vide om der findes en forfatter i nobelklassen, prismodtager eller ej, som er oversat til dansk, men ikke til svensk?

Jeg har tjekket et par stykker, men nej – svenskerne har været der hver gang. Det er tankevækkende. Måske ville lidt mere elitær oversættelsesstøtte føre til lidt færre danske måbereaktioner, når det svenske akademis hemmelighedsfulde dør går op hvert år i oktober.

(Denne tekst har været bragt i Information d. 19.10.2012)

Ikke et ord om oversætterne

Af Iben Hasselbalch

Den chilenske forfatterinde Isabel Allende fik 30. september overrakt H.C. Andersens ret nyindstiftede litteraturpris på 500.000 kr. i Odense. Komité, sponsorer og bystyre havde gjort sig umage. Erhvervslivets effektive PR-maskine var blevet sat i sving og sørgede for, at begivenheden blev grundigt pressedækket.
Overalt i byen hang der kæmpeplakater om programmet, der på selve dagen indbefattede interview og signeringer på biblioteket, frokost på rådhuset, besøg i H.C. Andersens Hus og til sidst overrækkelsen af prisen ved kronprins Frederik under en højtidelighed i Odense Koncerthus med diverse optrædener og musikfremførelser i koncerthuset med Stig Rossen som konferencier. Og efterfølgende reception. Om
mandagen besøgte forfatterinden Syddansk Universitet, hvor rektor, professorer, lektorer og Isabel selv bragte indlæg.

Men som oversætter af 14 af Isabel Allendes 18 værker og på resten af oversætterstandens vegne må jeg sige, at der manglede et led i kæden: På intet tidspunkt i talerne til og fra komité, borgmester, sponsorer, professorer og forfatterinden selv – der dog alle flere gange understregede, hvor populære hendes bøger er i Danmark – blev det antydet, at værkerne på et tidspunkt var blevet skrevet på dansk af nogen. Ikke engang i Diamanten i København, hvor der blev læst op af min oversættelse af den seneste roman, ’Mayas
dagbog’, blev oversætteren nævnt – ganske vist på grund af en fejltagelse, men slutresultatet var det samme: Det var en stor hemmelighed, hvem der havde sørget for, at Isabel Allende kunne læses på dansk.
Så lad mig slå fast: Sanne Bertram har oversat ’Åndernes hus’ – som er den bog, de fleste husker Isabel Allende for. Lise Rifbjerg har oversat ’Eva Luna’ og ’Eva Luna fortæller’. Annette Rosenlund har oversat ’Lykkens datter’. Og undertegnede har oversat de resterende 14, deriblandt den seneste, ’Mayas dagbog’.
Uden vores omhyggelige arbejde med at vende og dreje hvert ord og udtryk i det oprindelige værk, uden at vi har spurgt os selv, præcis hvad forfatteren mener, og hvorfor hun siger det lige på denne måde, ville hendes bøger ikke kunne læses på dansk. Uden vores indsats for at gengive hver linje på den rette måde og formidle den rette ånd, humoren, alvoren, engagementet og selvironien ville alle festlighederne i Odense slet ikke have fundet sted. Det samme havde været tilfældet med Paolo Coelho og J.K. Rowling, der tidligere har fået tildelt prisen.

Isabel Allende beskriver i en af sine ungdomsbøger, hvordan de indfødte i Amazonas maler sig i ansigtet for at glide i et med deres omgivelser. Hun kalder dem i sit magisk-realistiske sprog usynlige. Og det er jo præcis det, som vi oversættere gør: Vi maler os i forfatterens farver, gør os til fortolkere af forfatteren, forfatterens alter ego, og prøver at bilde læseren ind, at dette faktisk er skrevet på dansk. Og når det lykkes, og teksten ikke forstyrres af mislyde, der pludselig gør oversættelsen synlig, er tryllekunsten gået godt, og vi kan alle være glade. Fordi vi har gjort os usynlige.

Da jeg nævnte ignoreringen af oversætteren for komiteens formand, Jens Olesen, så han forundret på mig og sagde, at det da var rigtigt, det havde han slet ikke tænkt på. Så jeg tror ikke, det er ond vilje. Bare
tankeløshed, glemsomhed. Men det burde ligge under fagfolks værdighed at glemme så vigtig en funktion, der oven i købet er beskyttet af ophavslovens regler. Det sker gang på gang. I radio, tv, og aviser, i features, anmeldelser (anmelderne er nu blevet bedre til at anføre oversætterens navn) og baggrundsartikler. Selv når de danske titler stilles op på rad og række i en rubrik ved siden af artiklen, ignoreres det ofte olympisk,
hvem der har iklædt værket den danske sprogdragt. Glemmer man at nævne, hvem der
dirigerer et orkester? Hvem der som solist spiller et stykke musik? Hvem der fortolker en arie? Hvem der spiller hovedrollen i et teaterstykke eller en film? Nej, vel? Jeg vil derfor opfordre anmeldere, journalister, professorer, forfattere og ikke mindst H.C. Andersen-komiteen og alle andre priskomiteer til at huske oversætternes ikke helt uvæsentlige rolle i formidlingen af udenlandsk litteratur og sørge for, at det kommer offentligheden for øre, at værket ikke fuldautomatisk foreligger på dansk. Oversætteren har moralsk krav på at blive nævnt.

H.C. Andersen er kendt i hele verden takket være oversættere. Komiteen sætter med sin litterære pris fokus på internationale historiefortællere. Hvad med at bidrage til synliggørelsen af oversætterfunktionen med en pris til danske oversættere, der formidler udenlandske historiefortællere på dansk?

(Denne tekst har været bragt i Politiken den 20.10 12)

De svære valg: Jennifer Haigh

Af Ellen Strandgaard

Om oversættelsen af Jennifer Haigh, Faith, 2011, på dansk Mistro, Verve, 2011.

Denne stilfærdige, men følelsesmættede, smukke og oversete roman foregår i et katolsk miljø i en mindre by i det østlige USA; den handler om en katolsk præst, hvis liv bliver ødelagt, fordi han (fejlagtigt) mistænkes for at have forgrebet sig på en lille dreng. Historien fortælles i jeg-form af præstens søster.

            Som forberedelse til oversættelsen gjorde jeg mig disse overvejelser angående præstens navn: Han hedder Arthur Breen og kaldes Father Arthur, Father Art eller blot Father – eller Art. Jeg ville (naturligvis) have teksten til at fungere på dansk og mener ikke, at en direkte oversættelse til ‘fader Arthur’ er korrekt sådan at forstå, at ordet ‘fader’ stort set ikke anvendes i moderne dansk undtagen som synonym for Gud. Både tituleringen ‘fader’ og ‘pater’ af katolske præster er forældet i Danmark. (Andre terminologiske opdateringer var også nye for mig, f.eks. taler man i dag ikke længere om ‘den sidste olie’, men ‘de syges salvelse’). Den katolske menighed i Danmark har en meget informativ hjemmeside, hvor det fremgår, at en katolsk præst i dag formelt tituleres pastor, fulgt af pastorens efternavn. Jeg forsøgte at skrive ‘pastor Breen’, men det fungerede slet ikke – det lagde en alt for stor distance til Art eller Father Art. Jeg kom så i kontakt med en praktiserende katolik fra menigheden i København og spurgte, hvordan hun tiltaler præsten. “Jamen, jeg siger da bare hans fornavn, Jens eller Niels, eller hvad han nu hedder,” lød det. Præster, der er kommet hertil fra udlandet, det kan f.eks. være fra Indien, vil man somme tider i Danmark titulere Father før deres fornavn, forklarede min kilde videre.
            Efter denne lille research-runde besluttede jeg at lade være med at oversætte ‘Father’, men lade det stå som det stod i det amerikanske  forlæg – analogt med at man ikke længere oversætter mr. og mrs. i tekster, der oversættes fra engelsk og amerikansk. Jeg vendte tilbage til udgangspunktet og lod pastoren være Father Arthur, Father Art eller blot Father eller Art – også i den danske oversættelse.

Bookerprisoversætter

I går vandt Hilary Mantel Man Booker-prisen for "Bring up the Bodies". Bogen udkommer på dansk ved Svend Ranild omkring første marts næste år på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

Hendes tidligere bøger er udkommet på dansk ved Kirsten Vesterager og Svend Ranild på hhv. Lindhardt & Ringhof og Peoples Press.

Stort tillykke.

"Den mand er totalt ukendt i Vesten"

Af Sara Koch

Da Peter Englund i dag klokken 13 kom ud ad døren i Det svenske akademi for at annoncere årets modtager af Nobels litteraturpris, sad mange mennesker klar foran skærmen. Læserne, forlagene, journalisterne. Denne oversætter sad også klar for her på Oversætteren at annoncere hvem årets danske Nobelprisoversætter er.

(Og researchen var på plads: Nadas er oversat af Eszterhás, Trevor af Ursula Baum Hansen, Kundera af Lillian Munk Rösing, Munro af Gudrun og Ida Jessen, Murakami af Mette Holm).

Men årets vinder, den kinesiske forfatter Mo Yan, er ikke oversat til dansk.

Hvilket da også fik de danske kulturjournalister til at sige ”Mo hvem?” og fortælle om den ukendte kineser der havde vundet prisen. På Politiken tv kunne man høre Jes Stein Petersen sige at ”den mand er totalt ukendt i Vesten”.

Men i 2009 bragte den norske avis Dagbladet et interview med Mo Yan, og en god kollega, Ulla Gjedde Palmgren,  har i dag fortalt mig at han er oversat til norsk (3 titler), svensk (3), fransk (18), tysk (4) og engelsk (6) – så helt ukendt i Vesten kan man nok ikke kalde ham.

Politiken fangede kort efter Gyldendals Merete Borre der kunne fortælle at ”Nobelprisen i litteratur giver ikke et mersalg i Danmark.”

Så må man spørge sig selv, hvorfor er Mo Yan ikke oversat til dansk? Og hvorfor gør de danske kulturjournalister en dyd ud af deres uvidenhed og ynder at fremmedgøre ham? Og hvorfor står de danske læsere ikke i kø for at læse Nobelprismodtagere?

Er andedammen for lille? Mangler Danmark et litterært udsyn? Har Danmark ikke en ordentlig litteraturpolitik der tilgodeser (gode oversættelser af) de smalle, udenlandske udgivelser? 

Årets Nobelprisoversætter er

Årets Nobelpris i litteratur går til Mo Yan.

Redaktionen bekendt er han ikke er oversat til dansk.

Flere af hans bøger er dog oversat til norsk af Bodil Engen og Brit Sætre, og de findes også på engelsk. Men mon der ikke snart er en oversættelse på vej, for

 uden oversættere, ingen verdenslitteratur.

Niels Brunses tale ved overrækkelsen af Modersmål-Prisen 2012

I Shakespeares Richard II, som jeg arbejder med netop nu, sker der noget sørgeligt for hertugen af Norfolk. Kongen landsforviser ham på livstid. I sit svar på denne hårde dom siger han:
 
Det sprog, som jeg har lært i fyrre år,

mit vante engelsk, må jeg slippe nu;

min tunge er til liså ringe nytte

som strengeløse harper og fioler,

som instrumenter lagt i foderalet –

eller, hvis det blir åbnet, lagt i hånden

på en der ikke kender greb og toner.

Nu har I fængslet tungen i min mund

med tænderne og læberne til gitre,

og sløv, ufølsom, gold uvidenhed

er blevet indsat som min fangevogter.

Jeg er for gammel til en barnepige,

for voksen til at blive skoledreng.

Har dommen ikke mig til døden knægtet,

når modersmålets ånde er mig nægtet?

Det er en interessant replik. Det største tab, som hertugen ser i møde ved sin forvisningsdom, er hverken at miste sine godser eller sin position ved hoffet eller synet af sit hjemlands herligheder, men at miste sit sprog, sit modersmål, der ikke kan bruges dér hvor han må rejse hen. Det er et tab, der gør ham stum, for ingen vil forstå ham, og uvidende, for han vil intet kunne forstå; det er faktisk ensbetydende med døden, for modersmålet er som at trække vejret, og uden ånde, intet liv.

            Selvfølgelig er det en digter der har skrevet det, og dermed én der er dybt forbundet med sit sprog – og selvfølgelig ville hertugen nok ikke i vore dage få de store problemer ved at rejse ud i resten af verden og tale engelsk – men det helt basale i replikken er forståelsen af, at et menneske uden sprog er et amputeret væsen, dømt til stumhed, døvhed og uvidenhed.

            Det er derfor det er så vigtigt at dyrke og styrke sproget, træne det og dræne det for den tynde gylle, visse af dets brugere hælder ud af ørerne. Et sprog, der ikke kan hamle op med sin omverden i præcision og kompleksitet, er et døende sprog. Det gælder heldigvis ikke for dansk, trods de bekymringer der ofte luftes i debatten om vores modersmåls udsathed for pres fra stormægtige fremmedsprog, ikke mindst engelsk. Dansk lever og har det godt, og debatten er slet ikke ny. For et kvart årtusind siden harcelerede Holberg over hvad vi dog skulle med det nymodens tyske ord ”digter”, når vi havde det gode gamle ord ”poet”. Der tog han fejl – men han fik ret i at vi stadig siger ”bibliotek” i stedet for ”bogsal”, og ”astronomi” i stedet for ”stjernekunst”.

            Med andre ord: sproget udvikler sig i et spændingsfelt mellem nyt og gammelt, og nye ord og vendinger må bevise deres brugbarhed, før de slår an. Det sker dog ikke helt af sig selv. Det segment af befolkningen, der kaldes ”trænede sprogbrugere”, har måske et lidt større ansvar for udviklingen end andre, fordi de er både medieeksponerede og velinformerede, for nu at bruge et par moderne gloser. Den første ville Holberg måske have rystet på pudderparykken af, den anden har han sjovt nok selv brugt.

            Jeg har arbejdet professionelt med sprog i mere end fyrre år, så jeg tør vist godt kalde mig en ”trænet sprogbruger”. Og mange gange i alle de år har jeg tænkt over hvad det er man gør for, ved og, i uheldige tilfælde, mod sproget, når ens brug af det resulterer i tekster, der opfattes og vurderes af en større kreds af mennesker end ens familie og venner og dem der sidder ved siden af, når man taler i mobiltelefon. Alle de overvejelser meldte sig igen, da jeg blev ringet op af Jørgen Christian Wind Nielsen og fik at vide, at jeg var udset til at blive dette års modtager af Modersmål-Prisen. Og de tog en særlig drejning netop i denne sammenhæng.

             Jeg har været vidt omkring og prøvet mange ting, når det gælder modersmålets anvendelse. Men målt i boghyldemeter, eller for den sags skyld i teaterspilletid, har jeg uden tvivl gjort mest af det, man kalder ”litterær oversættelse”. Og hvordan er det egentlig med oversættelser? Har de overhovedet noget at sige, når det drejer sig om styrkelse og udvikling af det danske sprog? Er de ikke bare en slags implantater fra fremmede sprog, eller en slags litterære kørestole for folk, der ikke ved egen kraft kan bevæge sig  gennem romaner på finsk, japansk eller latin?

            Nej, mener jeg selvfølgelig. Men så let vil jeg ikke la mig slippe. Der findes argumenter for, at litterære oversættelser har betydning for modersmålets udvikling og udtrykskraft. Jeg har nævnt, hvordan ord og udtryk vinder indpas i dansk igennem en vis modstands- og udvælgelsesproces, og en vis del af dem er da også kommet ind via oversættelser. Tænk på et udtryk som ”brave new world” fra Shakespeares Stormen, som blev titlen på en roman af Aldous Huxley, der blev oversat til dansk af Harriet Oppenhejm og Henning Kehler, som greb tilbage til Edvard Lembckes Shakespeare-oversættelse, hvor det hed ”fagre nye verden” – ofte brugt som lakonisk kommentar til tidernes ugunst eller teknologiens forviklinger, og altså en del af dansk daglig tale i det enogtyvende århundrede.

            Men faktisk bidrager litteraturen, både den originale og den oversatte, ikke ret meget til sprogfornyelsen (eller sprogfornyningen, som en af mine skolekammerater sagde, med et ord der selv er hvad det beskriver) – på det leksikalske plan, altså når det gælder enkelte gloser og vendinger. Det er noget meget større, dybere og mere diffust, der er det rigtig interessante.

            Shakespeare giver os et fingerpeg, når han lader hertugen af Norfolk sige at hans tunge er til ligeså ringe nytte som strengeløse harper og fioler. Det konkrete sprog er som strengene på et instrument, men lyden og betydningen afhænger af resonansen i resten af instrumentet. De litterære værker er ikke bare samlinger af ord, men fortællinger om menneskelige oplevelser i al deres sammensathed. Fortællingerne bidrager til den forståelsesmæssige klangbund, ethvert udviklet sprog har, de er med til at give ordene den egenskab at de, med et smukt og megetsigende udtryk, vækker genklang i os. Man kan ikke tale om kærlighed uden at Shakespeare svinger med et sted i ordets dybder, tænk på Romeo og Julie; man kan ikke tale om skyld uden Dostojevskij, tænk på Raskolnikov; man kan ikke tale om fattigdom uden Dickens, tænk på Oliver Twist; man kan ikke tale om dannelse uden Goethe, tænk på Wilhelm Meister. Man behøver slet ikke at have læst disse værker, for andre har læst dem og bragt resonanserne fra dem ind i ordenes valør, ligesom vores tale i den vestlige verden er fuld af bibelresonanser, hvad enten vi er kristne eller ej.

            Det er jo sådan, at en oversættelse af et værk ikke er en kopi af værket. De to tekster, de to organiserede sprogmængder, er ikke enslydende. Men ved at værket i sin danske form er bragt ind i vores sprog, knyttet til vores danske ordforråd, bliver det nærværende i vores sprog og vores samfund på en helt anden måde, end hvis vi kun havde adgang til det gennem et andet sprogsystem. Et kultursprog er ikke kun kendetegnet ved sin righoldighed af gloser for det ene og det andet, men også af disse dybe og vidtstrakte resonanser, der gør sproget til mere end et redskab til information.

Jeg er ikke i tvivl om, at litterære oversættelser, her altså fordanskninger af fortællinger og erfaringer fra andre kulturer, tæt på eller langt borte, bidrager til at styrke det danske sprog på denne måde. Det forekommer mig også indlysende, at nyoversættelser af klassikere forstærker deres vitale genklang i dansk langt ud over den blotte repetition. Fordi jeg har brugt så meget af mine mange år som oversætter på netop det, føler jeg det som en ganske særlig påskønnelse, at jeg har fået lov til at modtage Modersmål-Prisen i år. Mange, mange tak.

 

 

Månedens oversætter: Rikke Mai Pohl

(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Det er svært at sige, for jeg begyndte først at tænke på oversætterens præstation, da jeg selv blev oversætter. Men skal jeg nævne én, jeg har læst inden for de sidste par år, så må det være Mette Holms oversættelse af Haruka Murakamis ”Kafka på Stranden”. Jeg kan ikke et ord japansk, men historien og karaktererne fungerer så godt, at man ikke behøver kunne japansk for at regne ud, at det har krævet dygtighed og kostet knofedt, så det ville noget, at oversætte den bog.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Fortællinger om mennesker og deres liv. De behøver ikke være rosenrøde, men de må gerne indeholde både godt og ondt og smukt og grimt. Og så elsker jeg skæve karakterer.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Det primære? Det ved jeg snart ikke. Jeg er ofte ret indlevende og bliver meget opslugt af de historier, jeg arbejder med, mere opslugt end hvis jeg bare læste den samme bog.

Hvor oversætter De?

Hjemme. Ved mit skrivebord i det rum, der også er min stue og soveværelse.

Deres største fejl?

Som menneske: Jeg er frygtelig ustruktureret og lige lovlig magelig. Som oversætter: Jeg tvivler for meget (hvilket selvfølgelig både kan være en svaghed og en styrke). Og så går jeg for meget i detaljer med en ringe timeløn til følge (men hvem gør ikke det?). Sjovt nok er jeg ellers ikke spor omhyggelig, det er kun, når jeg oversætter…

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Tror ikke jeg ligefrem afskyr nogen form for litteratur. Men jeg kan godt blive utålmodig, hvis sætninger fylder halve sider og teksten bliver for tung og snørklet. Jeg har også et lidt anstrengt forhold til store filosofiske værker, som jeg måske synes, jeg BURDE læse, men bare ikke GIDER gå i krig med.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Ronja Røverdatter

Deres helte i det virkelige liv?

Det ved jeg ikke rigtig. Entusiastiske og positive mennesker inspirerer mig meget. Og så er det svært ikke at være benovet over mennesker, der tør protestere med store, personlige konsekvenser til følge. Jeg synes også der findes mange af de hersens hverdagshelte. Nogle af lærerne på mine børns skole f.eks.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

The Catcher in the rye af J.D. Sallinger kunne være et bud. Eller noget Romain Gary eller Marie Cardinal, hvis deres bøger ikke allerede var oversat. Jeg oversatte min første franske roman sidste år og vil rigtig gerne oversætte mange flere franske. Det kunne også være sjovt at prøve at oversætte noget fra tysk. Jeg er vokset op nær grænsen og forstår sproget ret godt, men er bange for, at jeg ved alt for lidt om Tyskland, når det kommer til stykket.

Deres sindsstemning netop nu?

Jeg er … neutral, tror jeg. Fordi jeg egentlig er lidt søvnig og dvask. Men jeg tror, jeg er på vej mod godt humør frem for dårligt.

Deres devise?

Åh, deviser har jeg mange af. Men skal jeg vælge én, må det nok blive, at man altid må være omstillingsparat, fordi livet med sikkerhed indimellem vil byde på forandringer, man ikke selv har valgt eller har indflydelse på.