fredag den 1. juni 2012

Månedens oversætter: Ellen Boen



(Frit efter Proustspørgsmålene)

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Menes der andres eller egen? Hvis det sidste: Den oversættelse, jeg er mest stolt over, er min gengivelse af svenske Daniel Sjölins ”Verdens sidste roman” fra 2008. Det var en hulens svær opgave (jeg skulle bl.a. opfinde danske ækvivalenter til forfatterens mængder af hjemmefabrikerede ”fremmedord”), men det lykkedes, og dét i en sådan grad, at Sjölin efter at have læst min danske oversættelse sendte mig en begejstret mail med ordene: ”Ellen, du har gjort mig lykkelig!”

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Som læser vil jeg underholdes, simpelthen og i bred forstand. Jeg vil beriges med nye indsigter og oplevelser, og det gælder alle genrer. Som oversætter nyder jeg sproglige udfordringer, ikke mindst når de indbefatter ordspil/humor og naturbeskrivelser.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg gribes af præstationsangst, hver eneste gang jeg står over for en ny opgave, hvilket indebærer, at jeg har det med at udskyde arbejdet alt for længe og derfor næsten altid ender med at have hysterisk travlt. Når jeg så omsider kommer i gang, kører jeg derudad i højeste gear og forsvinder helt fra verden og ind i teksten. For øvrigt læser jeg aldrig originalen på forhånd.

Hvor oversætter De?

Dels i min lejlighed i København, dels i mit hus i Blekinge.

Deres største fejl?

Utålmodighed.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Litteratur, der spilder min tid. Som yngre følte jeg mig mere eller mindre forpligtet til at læse en bog til ende, men er nu blevet bedre til at kaste den fra mig, hvis det ikke lykkes teksten at fænge mig inden for 20-30 sider. Noget, der tænder mig helt af, er litteratur, der vælter sig i namedropping og navlepilleri.  

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Kan ikke komme på konkrete eksempler, men skæve eksistenser og ”uheldige helte/heltinder” fascinerer mig.

Deres helte i det virkelige liv?

Alle de mange navnløse mennesker overalt og til alle tider, som på trods af håbløse odds har bevaret deres menneskelige værdighed og fundet overskud til at være noget for andre.   

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Heller ikke her kan jeg komme med konkrete eksempler, men jeg håber da, at jeg fremover vil få tilbudt nogle dejligt udfordrende opgaver.

Deres sindsstemning netop nu?

Jeg er temmelig stresset – kan man kalde det en sindsstemning?

Deres devise?

Det gælder om at pleje sine fordomme, mens tid er, for man ved aldrig, hvor længe man får lov til at beholde dem J




Ingen kommentarer:

Send en kommentar