Rejsebrev fra Barcelona april 2012

En oversætter møder ’sin’ forfatter

Af Kirsten A. Nielsen

En ny forfatter er dukket op på den spanske krimiscene, nemlig Antonio Hill (f. 1966), som i sommeren 2011 fik udgivet sin første roman El verano de los juguetes muertos. Romanen, hvis handling løber over fem hede sommerdage i Barcelona, blev straks en stor læsersucces.

                      Nu er romanen nået til Danmark og er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof i min oversættelse under titlen De døde dukkers sommer. I den anledning har jeg været en tur i Barcelona og talt med forfatteren om bogen og om, hvad den har betydet for ham og for hans arbejde som oversætter. Antonio Hill, hvis engelskklingende efternavn stammer fra en forfader, der kom til Spanien for et par hundrede år siden, er nemlig også litterær oversætter og har i tretten år oversat adskillige romaner fra amerikansk og engelsk bl.a. af forfattere som Jonathan Safran Foer, Rosie Alison og A.L. Kennedy.

                      Jeg har aftalt at mødes med Antonio Hill klokken fem en onsdag eftermiddag i april under Triumfbuen ved Ciutadella-parken, hvor også en vigtig scene i romanen udspiller sig. Vi beslutter os for at gå hen på den nærliggende bar, Bar Lleída, for at drikke en kop kaffe, mens vi snakker, men da han foreslår, at vi sætter os ved et af bordene udenfor – det er nemlig blevet lunt igen efter et par dage med ustadigt vejr – forklarer jeg ham, at det på grund af trafik- og almindelig gadelarm nok vil være bedst at gå indenfor, så jeg kan optage samtalen, men desværre viser det sig, at støjniveauet ikke er ret meget mindre derinde, hvor der er fyldt med snakkende spaniere og larmende kaffemaskiner – netop en café af denne type, man også kan møde i Antonio Hills roman.

                      Det er nemlig byen Barcelona i dag, der er omdrejningspunkt for romanen, påpeger forfatteren, da jeg spørger, hvorfor han netop har valgt at skrive en kriminalroman og ikke fx en historisk roman, som mange andre spanske forfattere har haft stor succes med både i Spanien og udlandet. ”Der er skrevet rigtig mange spanske romaner, der foregår i Barcelona i middelalderen, så jeg ville skrive om byen i dag, om hverdagslivet i byen, om gaderne, cafeerne, turisterne … Byen er en rigtig god baggrund for en krimi.”

                      Antonio Hill fortæller videre, at han altid har haft lyst til selv at skrive. ”Ideen til romanen dukkede pludselig op en dag, og så tænkte jeg, at nu ville jeg gå i gang og prøve at se, om det duede eller ej.”

Romanens hovedperson, Héctor Salgado, er politikommissær og argentiner, men bosat i Barcelona siden han var nitten. Antonio Hill fortæller, at han valgte en argentiner for at få en person, der kunne se på byen udefra, med fremmede øjne. ”Og netop en argentiner, fordi der bor mange argentinere i Barcelona, og i øvrigt kender jeg også selv Argentina og har været der flere gange.”

                      Da jeg spørger ham, om han da slet ikke har tænkt på, hvilke problemer de stakkels oversættere ville få, når de skulle forsøge at gengive Héctors argentinske accent og brug af specielle argentinske ord til fx tysk, engelsk eller dansk, svarer han: ”Da jeg skrev bogen, havde jeg overhovedet ingen forestilling om, at den en dag skulle oversættes til andre sprog.”

                      At Hector skulle være politimand og ikke for eksempel privatdetektiv var et valg, Antonio Hill traf, fordi det forekom ham mest troværdigt. ”Jeg synes ikke, det ville ikke være særlig realistisk med en privatdetektiv, for den slags er der jo ikke mange af, og jeg kan slet ikke forestille mig en privatdetektiv efterforske et mord.” I romanen er Héctor selv og hans privatliv kraftigt involveret i handlingen, og da jeg spørger, om Héctor da virkelig skal fortsætte med at have det så svært og gå så grusomt meget igennem i de kommende historier (der er nemlig i romanens afslutning lagt meget tydeligt op til, at der skal komme i hvert fald mindst én efterfølger), svarer Antonio Hill: ”Héctor er en meget kompliceret person og har store problemer med sig selv, og det vil han blive ved med at have fremover.” Og jeg får da at vide, at nummer to i det, der altså sandsynligvis bliver til en hel serie, allerede er på vej.

Selv om Antonio Hill kun har oversat nogle få krimier, har han læst mange og har altid holdt meget af genren, især den angelsaksiske, som han langt foretrækker frem for den nordiske krimi.

                      Jeg fortæller Antonio Hill, at jeg har læst et interview, hvori han har udtalt, at hans roman er en reaktion på den nordiske krimi, som i de seneste år har haft en kæmpesucces blandt de spanske læsere. ”Det var naturligvis ment som en spøg, men de spanske læsere er blevet fascineret af sneen og kulden og synes, at det er den perfekte kulisse for en forbrydelse. Det er selvfølgelig Stig Larsson, der har banet vejen for andre nordiske forfattere, og forlagene er nu helt vilde med at udgive krimier af forfattere, hvis bare deres efternavn ender på ’-son’.”

                      Antonio Hill har valgt at lade sin roman foregå i løbet af fem sommerdage i den kogende varme by – som en modsætning til det iskolde Norden. ”Faktisk skrev jeg det første udkast til De døde dukkers sommer, da jeg i vinteren 2010 opholdt mig i København. Det var isnende koldt og der var masser af sne, så jeg sad alene på mit værelse og forsøgte genkalde mig en varm sommerdag i Barcelona.”

                      Jeg spørger til, om succesen med bogen har forandret hans liv, og om han stadig arbejder som oversætter. ”Nej, den har ikke forandret ret meget, men dog således, at jeg lige nu skriver på min næste roman om formiddagen og kun oversætter indimellem – helst kortere bøger – mens jeg som før arbejder på forlaget nogle timer om eftermiddagen. Og i den kommende tid er jeg blevet inviteret til flere af de lande, hvor bogen udkommer, så det skal der også være tid til.”

Som oversætter er jeg interesseret i at høre lidt om, hvordan de arbejdsmæssige og økonomiske forhold er for en oversætter i Spanien. ”I de senere år med økonomisk krise er honorarerne ikke steget, så der har reelt været tale om en tilbagegang, og det er svært for især de unge og nye oversættere at leve af at oversætte. Kommer der nye udgaver af en oversættelse, får vi ikke et nyt honorar, men det gør man til gengæld altid, når bogen udkommer i en bogklub. Vi er mange, der kan oversætte fra engelsk, men jeg har opgaver nok, fordi jeg gennem mange år har arbejdet for det forlag, hvor også min roman er udkommet.”

Et godt stykke henne i samtalen siger Antonio Hill pludselig, at han jo slet ikke har fået spurgt mig, om jeg kan lide romanen. Jeg svarer, at det kan jeg bestemt; jeg synes den er spændende og velfortalt. Og jeg synes også, det har været dejligt at læse (og oversætte) en roman, som foregår i Barcelona, min yndlingsby, og jeg tror, de mange danskere, der nu om dage drager på en smuttur til Barcelona, også vil få stor fornøjelse af den, hvortil Antonio Hill svarer: ”Jeg har skrevet bogen for folk her i landet og havde aldrig forestillet mig, at bogen skulle læses af fx et dansk publikum, men nu håber jeg da også, at man vil synes om bogen og nyde den, og at den ikke bare bruges som en slags turistguide.”

Samtalen er ved at være slut, og Antonio Hill skal videre til den næste aftale. Det er nemlig en travl uge for forfatteren, som den efterfølgende dag naturligvis også skal deltage i Bogens Dag, der er en stor festdag i Barcelona, hvor man samtidig fejrer byens skytshelgen, Sankt Jørgen. På denne dag fyldes gader og pladser med bogboder, hvor forfatterne møder deres læsere og signerer bøger. Jeg aftaler med Antonio Hill, at jeg kommer forbi og hilser på et af de steder, hvor han skal signere bøger. Men da jeg dagen efter begiver mig hen til Plaza de Cataluña ved middagstid, er det på grund af de store menneskemængder umuligt for mig at komme i nærheden af den bod, hvor Antonio Hill sidder og signerer bøger sammen med bl.a. forfatterinden Almudena Grandes, som netop har udgivet endnu en succesfyldt roman. Denne festdag har gennem de seneste år vokset sig større og større, og hvor der tidligere kun var opstillet bogboder på Rambla’en og Plaza de Cataluña, er der nu også bogboder på en stor del af Paseo de Gracia og Rambla de Cataluña, hvor ivrige læsere står i kø for at møde deres yndlingsforfattere og få signeret bøger. Og som Antonio Hill fortalte mig, er det en meget vigtig kommerciel begivenhed, hvor en stor del af årets bogsalg finder sted, og til trods for økonomisk krise kan man se, at der også i år købes bøger i store mængder. Så det er virkelig en festdag for bogen.