lørdag den 26. maj 2012

Oversætteren som hemmelig beundrer


- tanker omkring "mig og min forfatter"

Af Mette Olesen

En af "mine" forfattere, franske Virginie Despentes, kommer snart til København - til International Forfatterscene i Diamanten den 1. juni. Jeg kan ikke komme, for sådan er det altid med mig og hende. Indtil den dag vores veje måske ikke bare krydses, men virkelig mødes, vil jeg derfor betegne mig selv som "hemmelig beundrer" af Despentes. Her på bloggen har andre tidligere været inde på emnet "mig og min forfatter"– Sara Koch om Knausgård, Mette Holm om Murakami. Nu tror jeg det er på tide at jeg også melder mig. Med et forsøg på at formidle nogle tanker omkring forholdet mellem oversætteren og den forfatter hun oversætter. Bemærk i den forbindelse metonymien i udtrykket "at oversætte en forfatter" – det er da teksten man oversætter, men der er selvfølgelig også en virkelig person et sted bag teksten...

At møde "sin" forfatter

Jeg bliver undertiden spurgt om jeg har mødt den eller den forfatter jeg har oversat. Det synes jeg er et godt spørgsmål. Det forekommer umiddelbart interessant og oplagt for en oversætter at sætte sig i kontakt med forfatteren, hvis man er så heldig at have mulighed for det (det vil selvfølgelig først og fremmest sige hvis vedkommende er i live). Man hører da også om oversættere der møder "deres" forfatter, om nære samarbejder, ja om venskaber, mellem de to. Det synes jeg lyder både smukt og spændende. Men ikke nødvendigvis konstruktivt med hensyn til oversættelsesarbejdet. Uden tvivl ideelt i visse tilfælde, men ikke generelt. "Hvad?", vil nogle nok protestere, "forfatteren er da den der kender sin bog bedst!" Ikke? Dels tror jeg ikke at forfattere nødvendigvis er eller overhovedet betragter sig selv som deres egne bøgers bedste læsere, dels mener jeg at en bogs oversætter kender bogen mindst lige så godt som forfatteren gør det, som regel bedre – hvis ellers det giver mening at sige at nogen kender eller læser en bog bedre end andre. Under alle omstændigheder hører jeg til dem der betragter en oversættelse som en selvstændig tekst der lever sit eget liv, på sit helt eget sprog.

På grund af den slags overvejelser har jeg kun sjældent kontaktet forfatteren af en bog jeg oversætter. Min erfaring er ganske vist at de fleste forfattere er venlige og imødekommende mennesker, og jeg behøver bare bede en forlægger formidle en mailadresse. Men faktisk holder jeg mig meget bevidst på afstand af "mine" forfattere. I det mindste mens arbejdet med en oversættelse står på, tør jeg simpelthen ikke lade forfatteren komme for tæt på, af frygt for at hendes ord og læsning skal gribe forstyrrende ind og fjerne mig fra mit sprog, min læsning. Og omvendt tænker jeg: Hvordan har en forfatter det med at blive oversat? Af en person hun ikke kender, til et sprog der måske er hermetisk lukket land for hende? Det må da føles ret uhyggeligt, således at overlade sin bog til en totalt ukendt skæbne? (Det ville være interessant hvis en forfatter bloggede her om dét!). Den eneste af "mine" forfattere, som jeg har lidt kontakt med, Marie Darrieussecq, kommunikerer jeg med via e-mail – og mest i "nødstilfælde", når jeg støder på spørgsmål som jeg mener hun er den eneste der kan hjælpe mig med. Fysisk har jeg kun mødt én, nemlig Despentes, men det gælder ikke rigtigt – herom senere.

Forfatterens steder
Som man også kan læse om i Sara Kochs forunderlige Knausgårdsafari her på bloggen, kan en interessant oversætterstrategi være, uafhængigt af selve forfatteren, at opsøge forfatterens og/eller bogens steder. Det synes jeg til gengæld er en enormt god ide. Jeg tror virkelig det gør en forskel at have set et sted, at have været der selv, når man skal genskabe stedet sprogligt, hvad enten det drejer sig om konkrete beskrivelser, af landskaber, bygninger, mennesker ... eller stemninger, sansninger, lyde, lys ... Jeg bor i Frankrig hvor jeg har rejst og flyttet en del rundt, og ved derfor at jeg bruger min erfaring med landet når jeg oversætter franske tekster der foregår i Frankrig. Derfor ville jeg ønske jeg også havde kunnet rejse til alle de andre, anderledes eksotiske, steder som jeg har mødt i "mine" bøger, men aldrig set ... Og tænk hvis man også kunne besøge de fiktive litterære steder man oversætter, såsom Darrieussecqs helt egne byer med hendes genialt opdigtede "aboriginals", jyoangierne, som jeg kalder dem i romanen Spøgelser. Darrieussecq, som er specialist i spøgelser, er i øvrigt enig med mig i at spøgelses-billedet også kan bruges på oversætter-forfatter-forholdet (hvad enten forfatteren er død eller levende!)

Tilfældet eller skæbnen eller hvad det nu er har gjort at jeg har fulgt Virginie Despentes i mere end én forstand – som læser og oversætter følger jeg med i hendes forfatterskab, men også som privatperson har jeg "fulgt hendes spor"; jeg kender hende ikke personligt, men har til gengæld, ligesom ad bagvejen, uden at have opsøgt det, udviklet et nært personligt kendskab til et af "hendes" steder.



Despentes' debut – og min
Despentes er langt fra så kendt som Murakami eller Knausgård – tværtimod plejer de få personer som navnet minder om noget, at udslynge en bemærkning à la "Virginie Despentes?... Nåh, hende der skrev den der voldspornobog som du har oversat? "Njah", lyder mit korte svar. Her kommer et lidt mere udførligt: Romanen Baise-moi (Blodsøstre) fra 1994 er ikke porno, men handler om både porno, prostitution, sex og vold, temaer der går igen i hele det forfatterskab romanen indleder. Bogen er forfatterens første og også den jeg selv betragter som min første rigtige oversættelse, min "ilddåb" som oversætter – som forlæggeren sagde til mig: "Hvis du kan oversætte dét, kan du oversætte hvad som helst!" Nok lidt hurtigt sagt, men sikkert er det at det var en udfordring, for det første at gennemskue Despentes' franske halvfemser-slang, og dernæst finde tilsvarende udtryk på dansk! Grunden til at forlægger Clausen turde lade en nybegynder som mig oversætte bogen, var sikkert at forfatteren også var ny og ukendt og bogen ikke nogen typisk bestseller, men mere ovre i undergrundsgenren, ovenikøbet fransk! Den har da heller aldrig fået mange læsere i Danmark – og i Frankrig var det skandalen omkring censureringen af filmatiseringen fra 2000, der for alvor fik medierne til at rette søgelyset mod Despentes. Senere er hun blevet et både kendt og, i mindre snerpede kredse, anerkendt navn i det franske kulturliv, stadig betragtet som provokatør, men med større respekt omkring det hun laver, fx. har hendes seneste roman modtaget intet mindre end Renaudot-prisen.

Ti år efter Blodsøstre oversatte jeg igen, i 2007, en bog af Despentes, nemlig essaysamlingen King kong og Kvinden. I de mellemliggende år, siden jeg flyttede til Frankrig i 1999, har jeg fulgt hendes spor som ... en skygge, en spion, et spøgelse, en fan – eller en "hemmelig beundrer".

Despentes' Lyon – og mit
Det var nemlig Lyon jeg flyttede til, og kvarteret La Croix-Rousse, som Despentes da var flyttet fra igen, til Paris, men hvorfra hun har hentet sit pseudonym: Hun boede på bakken med de stejle gader, 'les pentes de la Croix-Rousse', altså 'Virginie (fornavnet er også lånt, og selvfølgelig dybt ironisk!) des pentes', "fra bakken", i det selvsamme kvarter hvor jeg tilfældigvis kendte nogen der kendte nogen der flyttede fra deres lejlighed, som jeg så flyttede ind i. Og hvor jeg så kunne gå rundt og forsøge at leve mig ind i Despentes' Lyon-univers, eller det der var tilbage af det: I dag ville jeg umuligt have råd til at bo på Croix-Rousse – allerede da jeg ankom i 1999, var kvarteret godt i gang med at forvandle sig fra det hjemsted for småforbrydere, narkomaner, kunstnere og andre sociale tilfælde Despentes beskriver i sin anden roman Les chiennes savantes – på dansk Peep-show, oversat af Astrid Juul – til det pæne sted for velhavende øko-bohemer, det er i dag. Lyons Nørrebro.

Det var også i Lyon at jeg lige nåede at se filmen Baise-moi før den blev censureret og taget af plakaten igen. I Lyon skrev jeg det der i dag hedder en Master, i sammenlignende litteratur, ved det universitet hvor jeg var dansklektor. Min afhandling var en gender-teoretisk læsning af de to franske forfattere Michel Houellebecq og... ja netop, hvem ellers: Virginie Despentes.

Og så mødte jeg faktisk Despentes en dag i Lyon, hvor hun ledsagede en veninde der havde udgivet en tegneserie som hun signerede i en lille "erotisk boghandel" neden for 'les pentes'. Men jeg var simpelthen så genert og befippet over endelig at møde selveste Virginie Despentes at jeg pludselig ikke anede hvad jeg skulle sige til hende, og lykkeligt har glemt hvad jeg endte med at fremstamme, husker bare at hun sagde noget om at hun syntes det var svært at oversætte, hun var selv i gang med at oversætte Burroughs, var det vist, til fransk ...

Hemmelig beundring
Jeg har altså "fulgt" Despentes gennem de 15-20 år, hun og jeg har skrevet, og levet, og udviklet os – vi er jævnaldrende, og selv om vi er vidt forskellige mht baggrund, livserfaring og livsstil, kan jeg i hendes bøger genkende den generation, det samfund, den tid, og ikke mindst det køn, hun skriver udfra, og lever i og bliver ældre i, for det er også mine. Derfor vil jeg mene at jeg "kender" Virginie Despentes ret godt, og kan konstatere at hun, hvad enten hun udtrykker sig i romaner, essays, anmeldelser, eller som filmskaber, og trods skiftende livsformer, i Lyon, Paris eller Barcelona, har en evne til både at forblive sig selv og leve i sin tid, som jeg har meget stor respekt for. Man kan sige at der er en verden til forskel mellem sex-og-volds-pulp-romanen Blodsøstre og den kulturanalyserende debatbog King Kong og kvinden, men man kan også sige at Despentes gennem alle årene har bevaret sin egen stemme, som udsiger det samme standpunkt: At køn og seksualitet er noget vi selv skaber, og magtforhold noget vi kan ændre på, hvis vi har mod til det.

Hvis nogen der læser det her, møder Despentes i Diamanten den 1. juni, så hils hende endelig fra mig!

Mette Olesen, maj 2012


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar