Kringle krangles danske hat

Om en oversættelse, der gør en pragtfuld billedbog pragtfuldere


Af Rasmus Hastrup

 På et ukendt tidspunkt, sandsynligvis i begyndelsen af 1880erne, skrev den engelske nonsensdigter og limerick-connaisseur Edward Lear (1812-1888) et digt med titlen ”The Quangle-Wangle’s Hat”. Digtet handler om et menneskelignende person, der sidder i et træ, dækket af en enorm hat, og keder sig i sin ensomhed. Efterhånden ankommer flere og flere dyr og væsner til hans træ og beder om lov til at bosætte sig på hans hat. I 1969 udkom digtet som billedbog med herlige illustrationer af ligeledes engelske Helen Oxenbury, og samme år kom bogen på dansk (på Gyldendal) ved Christopher Maaløe. Den danske titel var Kringle Krangles hat, og den danske udgave er genstand for artiklen her.

Jeg fik selv læst bogen højt mange gange som barn, og stor var min glæde, da det for nogle år siden lykkedes mig at opstøve bogen antikvarisk, således at jeg kunne lade mine egne børn opleve det kolossale sproglige overskud, der præger den danske tekst. En 1:1 oversættelse af en tekst er velsagtens en umulighed i praksis, men i Kringle Krangles hat gik Maaløe lige til grænsen for hvad man kan tillade sig som oversætter; resultatet blev dog, for mig at se, at den danske oversættelse er originalen klart overlegen. Den navnkundige nonsenspoet og ordjonglør Edward Lear bliver simpelthen overtrumfet igen og igen af Maaløes sprudlende sprogsans.

Lad mig straks komme med nogle gode eksempler på Maaløes dansksprogede ordekvilibrisme og hans finurlige omgang med det engelske forlæg: I digtets anden strofe siger Kringle Krangle til sig selv, at ”Jam, and jelly, and bread/ Are the best food for me!” I Maaløes danske version bliver det til ”Is, marmelade og brød/ er min alleryndlingste mad.” Han laver simpelthen et nyt adjektiv og nærmest dobbelt-superlativiserer det. I det hele taget er adjektiviske neologismer Maaløes store styrke. Når Lear skriver: ”And the Golden Grouse came there”, kalder Maaløe dette stykke fjerkræ for ”Den påfugle guldstorkeørn”, et navn, der er langt mere eventyrligt og forunderligt end originalens halvkedelige gyldne rype – at bruge ’påfugl’ som adjektiv er en fantastisk idé, som er helt i tråd med originaltekstens humoristiske grundtone. Den slags er Maaløe en mester i at finde frem til. På samme måde er ”lysefanten med skinnende tud” for mig at se en finere artsbetegnelse end ”the Dong with a luminous nose”.

I digtets slutning er alle glade; Kringle Krangle keder sig ikke længere, nu hvor han har fået selskab af alle disse herlige væsner (som også omfatter en strittegurk, en tåløs vulk, en olympusbjørn og en magerflus), og der er fest ”on the broad green leaves of the Crumpetty tree”, som Lear temmelig nøgternt siger. Christopher Maaløes fest finder sted ”på pølsebrødtræets bredrundgrønne blade”, og det lyder unægtelig en del sjovere.

Men kan en oversætter tillade sig således at pynte på originalteksten? I hvor høj grad må man ændre på ordklasser og deslige? Fantasidyrenes navne er én ting – ingen kan beklage sig over, at ”the Pobble who has no toes” bliver til ”den tåløse vulk”. Ligeledes er det helt og aldeles inden for rammerne at oversætte ”the Orient Calf from the land of Tute” (hvor landets navn tilsyneladende er fabrikeret for at rime på ”flute”) til ”østerlandskalven fra Tutistan” (rimer på den ”bavian” der spiller fløjte) – sidstnævnte er endda et glimrende eksempel på hvordan originaltekstens rammer kan udnyttes fuldt ud til at bibringe oversættelsen øget elegance. Men hvad med de tilfælde, som omtalt ovenfor, hvor Maaløe sprænger rammerne? Hvis oversættelse handler om at give nye læsere en oplevelse, der stemmer overens med den, originaltekstens læsere har haft, vil jeg holde på, at der i Kringle Krangles tilfælde er tale om helt legitim rammesprængning eller grænseflytning eller lingvistisk ekspansion eller hvad man kunne vælge at kalde det. Maaløe er yderst trofast over for originalens pjankede stemning; han bibeholder rim og rytme fra den engelske tekst, og indholds- og handlingsmæssigt er der ingen forskel mellem engelsk forlæg og dansk oversættelse. Maaløe udnytter simpelthen bare sprogets muligheder mere optimalt, uden på noget tidspunkt at bevæge sig så langt ud, at der slet ikke kan findes belæg for ordvalgene i Lears originaltekst. Desuden er jeg overbevist om, at hvis Edward Lear havde skrevet sit digt 90 år senere, ville han have givet det sproglige de 20 procent ekstra, som Christopher Maaløe brillerede med i 1969.

Man hører ofte, at en oversætters rolle minder om en fodbolddommers – jo mindre man lægger mærke til vedkommendes tilstedeværelse, desto bedre. Denne sammenligning holder ikke i tilfældet Kringle Krangles hat. Her har Christopher Maaløe sørget for, at den oversatte tekst står som litterær kunst i egen ret.