Kan man læse sig til at blive en god oversætter?

Af Kirsten M. Øveraas

Ud over at være billedmedieoversætter (oversat: jeg laver undertekster), er jeg ekstern lektor på KU, hvor jeg underviser sagesløse engelskstuderende i oversættelsesteori. Og spørgsmålet, mine oversætterkolleger stiller mig, og som mine studerende sætter i relief, når de løser små, praktiske oversættelsesopgaver, er: Kan man overhovedet bruge det dér teori til noget, når man oversætter? Eller måske er spørgsmålet i virkeligheden: Kan man læse sig til at blive en god oversætter?

Gode spørgsmål. Det korte svar er: Mnjo.

Læse kan man i hvert fald, for især inden for de sidste 40 år er feltet oversættelsesteori eller oversættelsesstudier eksploderet. Men litteraturen er primært deskriptiv frem for præskriptiv, det vil sige at den beskriver, hvordan oversættere rent faktisk oversætter, frem for at foreskrive, hvordan oversættere bør oversætte.

Det er altså svært at finde en bog med en præcis vejledning i, hvordan man bedst oversætter et givent ord i en given kontekst - naturligvis. Sprog er aldrig én til én, hvert ord har masser af betydninger, og kontekster er nogle besværlige størrelser, der gør en verden til forskel. En god oversættelse af det engelske ord ”cousin” kan være ”fætter”. Men så sandelig kun, hvis det drejer sig om en ”cousin” af hankøn. Og så simpel er oversættelse jo sjældent - især hvis det drejer sig om oversættelse af fiktion. Her er kildeteksten kompleks, mangefacetteret og svær at putte i kasser.

12 mikrostrategier

Et eksempel på et stykke deskriptiv oversættelsesteori, som er på mine studerendes pensum, er Anne Schjoldagers mikrostrategi-taksonomi, som hun beskriver i lærebogen Understanding Translation. Mikrostrategier eller lokale strategier er de strategier, oversætteren anvender på tekstens mikroniveau, altså på ord-, frase- og sætningsniveau. Makrostrategier eller globale strategier er derimod den overordnede strategi, som oversætteren lægger for hele teksten, for eksempel med tanke på tekstens målgruppe. Og makrostrategien udmønter sig selvfølgelig i valget af mikrostrategier.

Schjoldager opstiller 12 forskellige - overlappende - mikrostrategier:

Direct transfer - at overføre et ord direkte fra kildeteksten til målteksten uden at oversætte det

Calque - en kalke; at oversætte direkte og uidiomatisk

Direct translation - at oversætte direkte, men idiomatisk

Oblique translation - at oversætte meningen frem for ordret

Explicitation - at gøre noget, der er implicit, eksplicit

Paraphrase - at parafrasere eller omformulere

Condensation - at kondensere en sætning eller et udtryk, så det bliver kortere

Adaptation - at tilpasse et ord eller et udtryk til målkulturen; det klassiske eksempel er ”Babe Ruth” → ”Allan Simonsen”

Addition - at tilføje noget

Substitution - at erstatte ordet eller frasen med noget andet

Deletion - at slette noget

Permutation - at gengive et element et andet sted, fx at erstatte ét rimmønster med et andet

Hvilken mikrostrategi, oversætteren vælger, er selvfølgelig afhængig af den skønsomme blanding af stil, kontekst og målgruppeovervejelser, man kan kalde makrostrategi, og nogle gange også af mere praktiske eller tekniske omstændigheder. I undertekstning bruges kondensering fx en hel del, simpelthen fordi der kun er plads til 2x37 anslag på skærmen. Schjoldager fremhæver da heller ikke én mikrostrategi frem for de andre.

Teorien praktisk anvendt

Og hvad kan man så bruge det til?, spørger mine årvågne studerende mig. Ja, man kan bruge listen med mikrostrategier til præcist og akademisk at beskrive, hvad jeg gør, når jeg oversætter navnet på det norske politiske parti ”Arbeiderpartiet” til ”Socialdemokratiet”, nemlig bruger mikrostrategien adaptation. Men jeg vil mene, at man også kan bruge Schjoldagers mikrostrategier, når man selv oversætter.

Lidt indsigt i oversættelsesteori kan øge oversætterens bevidsthed om, hvad det er, man gør, når man oversætter. Om, hvilken palet af muligheder man har, når man skal oversætte et givent ord i en given kontekst. De overvejelser gør man sig i høj grad allerede som erfaren oversætter, uanset hvor teoretisk funderet man er, men hvis man kan sætte ord på sine overvejelser, tror jeg, man kan brede sin palet lidt mere ud. Hvis man kan tænke, at "her kan jeg oversætte "Arbeiderpartiet" til "Socialdemokratiet" (adaptation) eller til "det norske socialdemokratiske parti" (explicitation) eller til "regeringspartiet" (explicitation), eller til ”partiet” (condensation) eller til "Arbeiderpartiet" (direct transfer) eller til ”Arbejderpartiet” (direct translation) - og hvad er det nu ellers, der er af mikrostrategier?" kan man måske lettere komme frem til den optimale oversættelse og ud over de par løsninger, der først falder én ind.

Men kan man så læse sig til at blive en god oversætter?

Ja, tilbage til spørgsmålet. Jeg mener altså, som jeg har beskrevet ovenfor, at man med fordel kan bruge oversættelsesteorien, når man er praktisk oversætter. Men kan man læse sig til at blive en god oversætter? En god oversætter, der rammer den perfekte sprogtone, bander som en havnearbejder fra lige nøjagtig dén havn og har mere end almindelig god indsigt i kildekulturen, målkulturen, livet, døden og kærligheden?

Nej. Det tror jeg faktisk ikke. At blive en god oversætter kræver træning, det kræver et godt sprogøre og det kræver knivskarpe researchevner. Det kræver musikalitet, vedholdenhed, begejstring for detaljer og selvfølgelig et højt sprogligt niveau, både på kildesproget og målsproget. Det kræver mere og andet end at have læst 127,4 teoribøger. Men i bøgerne kan man finde nogle redskaber, der kan hjælpe en endnu et stykke på vej mod den optimale oversættelse - af lige dét ord i lige dén kontekst.

Kirsten M. Øveraas er cand.mag. i engelsk og oversætter fra svensk, norsk og engelsk, især i form af undertekster.

Læseforslag:

David Bellos: Is That a Fish in Your Ear?

Jeremy Munday: Introducing Translation Studies

Mona Baker: In Other Words

Umberto Eco: Mouse or Rat?

Anne Schjoldager med Henrik Gottlieb og Ida Klitgård: Understanding Translation