Af forfatter og oversætter Dorthe Nors
Da jeg i 1999 afleverede mit speciale om svensk litteratur på nordisk institut i Århus, løb jeg i modsætning til mine med-kandidater ikke hjem for at holde fest, men for at skrive den roman, som havde presset sig på i nogle år. Den blev antaget, og så troede jeg jo, at jeg var på den grønne gren, men det var jeg så ikke. I hvert fald ikke økonomisk. Omkring 2006 fandt jeg pludselig ud af, at mit svenske kandidatur ”could come in handy”: Jeg kunne jo begynde at oversætte fra svensk til dansk. Jeg befandt mig således pludselig i en situation, som mange forfattere finder dem selv i: Jeg havde fået mig to kasketter. Den ene var en stor kasket, hvorpå hovedidentiteten ”Forfatter” var trykt. Den anden kasket bar titlen ”Oversætter”, og det job havde i starten som hovedformål at skabe en økonomisk platform for mit eget skriveri.
Jeg fik hurtigt jobs ind, og jeg fandt også hurtigt ud af, at selvom oversættere ikke tjener en herregård, så tjener man meget (meget!) mere på at oversætte end på at skrive sine egne ting. Min sidste lille listeroman Dage tog mig omtrent 2 år at skrive, og jeg har tjent cirka 7.000 kroner på den. Den sidste svenske roman jeg oversatte tog mig 4 måneder at oversætte og den indbragte mig cirka 80.000 – plus bibliotekspengene. Set i det lys er det måske ikke så sært, at jeg tog flere og flere romaner ind til oversættelse, men samtidigt kom forfatterkasketten, stik imod hensigten, til at ligge og samle støv på hattehylden. Jeg holdt op med at nære omsorg for min grundidentitet, og brugte i stedet mit talent til at kolportere tekster jeg ikke altid troede på, tekster, der langt fra alle sammen var færdigredigerede fra forlagenes side – og så var der lige en ting til, som jeg tror mange forfattere kunne have godt af at vide:
Jeg opdagede, at det er sandt, når man siger, at ingen kommer så tæt på en forfatters liv og psyke som vedkommendes psykolog – eller oversætter. At tilbringe mange måneder i et intenst forløb med en andens sprog viste sig at være en dør lige ind i psykologiske gemakker hos medmennesker, man sjældent får lejlighed til at møde i levende live, hvilket i visse tilfælde er trist, fordi de virker sympatiske, og i andre tilfælde forekommer en knap så trist … En forfatter afslører mange karaktertræk i sprogligheden og de narrative valg. Jeg tænkte ofte på bibelverset: ”Og ordet blev kød”, når jeg sad der med tekster, der var så prægede af et menneskes skjulte liv og væsen. Nogle gange, det indrømmer jeg, har jeg oversat ting, der var så svære at have inde på livet, at jeg var nødt til at lægge teksten ud på brandtrappen om natten. Så er det slemt.
At sprog afslører den skrivendes væsen er en interessant lektie, fordi jeg selv bliver oversat til engelsk af Martin Aitken, der i øvrigt er en fantastisk oversætter. Hver gang jeg sender ham en novelle til oversættelse, ved jeg, at jeg lader ham kigge grundigt ned i min mentale undertøjsskuffe og ikke nok med det; jeg lader ham også rode i den. Martin må vide en hel del om min karakter, som jeg ikke tror, at han ved, og desto mere lettet er jeg over, at samarbejdet har holdt i tre år, og at han ikke ser ud til at lide under det. Tænke sig, hvis man selv skulle opleve at blive lagt ud på brandtrappen. Av.
Efter at have oversat en lang række svenske romaner var jeg i slutningen af 2010 meget træt, og jeg savnede min forfatterkasket så voldsomt, at jeg lagde mig ned på sofaen og håbede på bedre tider. De kom nogle måneder senere, hvor jeg blev tildelt Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, en begivenhed, jeg gerne refererer til som ”at blive reddet af klokken”. Når de tre år er gået, og jeg igen skal til at bekymre mig om at få brød på bordet, vil jeg givetvis vende tilbage til mit oversætterarbejde, men denne gang klog af skade og med en klar vished om, at man skal passe på sig selv undervejs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar