Månedens oversætter: Bente Kastberg

Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Claus Bechs fordanskning af A.S. Byatts Possession. Den udkom med titlen Besættelse omkring det tidspunkt, da jeg selv begyndte at oversætte skønlitteratur. Jeg læste den på engelsk, sad med den danske oversættelse lige ved hånden og sammenlignede, dybt imponeret og fuld af beundring over Claus Bechs evne til at jonglere med så mange stillag og genrer på én gang. Han blev senere europamester i oversættelse, da han i 1999 fik Aristeion-prisen for Den tredje betjent af Flann O’Brian. Når det gælder mine egne oversættelser, har arbejdet med Joan Didions bøger nok sat sig de dybeste spor. Hun tegner et knivskarpt billede af, hvor skrøbeligt livet er.

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Jeg nyder at læse bøger med sproglig elasticitet og finurlighed og falder tit for en ordkonditor. Når Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver: ”Brugsen havde en vidtløftighed af lagerbygninger ned til vognmandens have”, er jeg solgt. Min yndlingsforfatter har i mange år været Virginia Woolf, og her er det mindst lige så meget indholdet som det forfinede sprog, der fanger og inspirerer mig.
 

Deres største fejl?

Grundighed grænsende til perfektionisme. Jeg slår hellere op ti gange for meget end én gang for lidt, og tendensen til omhyggelighed forstærkes for mit vedkommende med alderen.

 

Hvor oversætter De?

I mit hjem i Viby J i et hyggeligt, højt kælderværelse med direkte udsigt til et gammelt filippatræ, som står lige på spring og om nogle måneder giver de bedste æbler til æblekage. Jeg skal have fuldkommen ro, når jeg arbejder – ingen musik, ingen forstyrrelser, helst ingen lyde overhovedet. På skrivebordet på mit skrivebord et foto af en håndfuld oversætterkolleger/-venner uden hvem, jeg ved ikke hvad.

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

 Nu er afsky et stærkt ord. Jeg læser meget få thrillere og krimier – min tilværelse byder i sig selv på rigelige mængder af gys og spænding. Inden for alle litterære genrer går jeg uden om bøger, der vil for meget, virker for pædagogiske og skærer for meget ud i pap.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Den lille prins i Saint-Exupérys Den lille prins.

Deres helte i det virkelige liv?

Storsindede mennesker med mod og indfølingsevne.

Hvilken bog kunne De tænke Dem at oversætte, dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Handlingen i mange af de romaner, jeg har oversat, foregår under fjerne himmelstrøg i f.eks. Indien, Kina, Malaysia, Palæstina, Japan, Burma, og jeg drømmer af og til om en roman, som foregår i en lejlighed i London, hvor to mennesker sidder og taler om livet og døden.

Deres sindsstemning netop nu?

Mit humør er præget af et piskesmæld, som ikke uden videre vil slippe sit tag.

Deres devise?

Hvis du er glad, så er det din egen skyld – der er nok at være ked af.

(Frit efter Benny Andersen)

Hvad gør man hvis man har købt en dårlig oversættelse?

Og i det mere prosaiske hjørne kan man her læse hvad det svenske forbrugerråd mener man bør gøre hvis man har købt en bog der er rigtig dårligt oversat:
http://www.radron.se/Artiklar/nar-spraket-inte-flyter/

Vil varmt anbefale dette indlæg om oversættelse på Promenaden: http://prmndn.blogspot.com/2012/04/noter-om-oversttelse.html

Ölöppnörö!

‒ eller hvordan det at lave undertekster pludselig var "at skrive det, de siger".

Af Kirsten Marie Øveraas

Ja, spørgsmålet er faldet. Om det at lave undertekster "bare er at skrive det, de siger, bare på et andet sprog?" Altså ... Det hurtige svar er nej, eventuelt efterfulgt af en mental hånlatter. Og så tog jeg mig alligevel forleden, da jeg tekstede et svensk program, i at skrive den ikke særlig kønne undertekst: "Ölöppnörö!". Det kræver vist en forklaring.

For at forstå min (indrømmet, usympatiske) trang til hånlatter, må man forstå, at sprog ikke er 1:1. Det gælder for al oversættelse, også billedmedieoversættelse, at selv om hest hedder cheval, så er det faktisk ikke sådan hele vejen igennem. "Coat" betyder både frakke og jakke, "neck" betyder både hals og nakke, og på engelsk er der ikke noget ord for at hinke. Og det går selvfølgelig også den anden vej.

Der er de sjældne tilfælde, hvor man måske godt kunne undvære sine sproglige talenter. Når helten råber "Shoot!" ("Skyd!") eller siger "Where is my car?" ("Hvor er min bil?"), kan man måske nok kalde det "at skrive det, de siger". Men så er der det med konteksten og sprogtonen. Hvis udsagnet er bare en anelse mere komplekst, fx. "Where's my fucking car?", bliver det hurtigt kompliceret. "Hvor er min bil?", "Hvor er min bil blevet af?", "Har du set min bil?", "Hvor fanden er min bil henne?", "Hvad fanden har du gjort af min bil?", "Hvor er min møgspand?" er kun nogle af de mange mulige oversættelser, afhængigt af konteksten og af hvem der taler.

Ud over at sprog ikke er 1:1, og at oversættelsen altid er afhængig af den givne kontekst, har undertekstningsdisciplinen et par ekstra forhold at tage hensyn til, nemlig tids- og pladsbegrænsningerne og sladreeffekten.

Det forholder sig sådan, at mennesker taler i et meget højere tempo, end de kan nå at læse - ikke mindst når de skal se fjernsyn samtidig. Og de taler også meget sjældent i pæne, grammatisk korrekte, hele sætninger. En fuldstændig transskription af en hverdagssamtale kan være tæt på ulæselig, og det er jo langt fra målet med undertekster. Så "det, de siger" skal kondenseres til en undertekst, som seeren kan nå at læse, og som er forståelig på skrift. De danske standarder for undertekster er ca. 12 anslag i sekundet, og teksterne skal stå på skærmen i mindst 2 (nogle steder 1½) sekunder. Der må heller ikke være mere end én taler pr. linje, og ikke mere end to linjer pr. undertekst. Herudover er der kun plads til 37 (eller nogle steder 39) anslag pr. linje, og underteksterne skal så vidt muligt (og med en 25.-dels sekunds præcision) sættes på og tages af på klip eller i behørig afstand fra dem - og klip kommer ikke altid, når der lige er en belejlig pause i talestrømmen. Alle de forhold kan nemt betyde, at: "Where's my fucking car, Dave? I'm sure ... I thought it was here a minute ago, I could have sworn it was." sagt i hurtigt tempo må kondenseres til "Hvor er min bil?"

Og så er der sladreeffekten; et andet forhold, der adskiller undertekstning fra fx. litterær oversættelse. Sladreeffekten betegner det, at seeren kan følge med i kildeteksten, samtidig med at hun læser målteksten. Den er ekstra stærk når man, som jeg, oversætter fra svensk, norsk og engelsk; sprog, som de fleste danskere har et godt kendskab til. Her bruges underteksterne ofte mere som en hjælpetekst end som den primære kilde til at forstå, hvad der foregår på skærmen. Og når dialogen så lyder: "Are you all right?" "Yes", duer den ellers mundrette oversættelse "Kom du noget til?" ikke. For så bliver oversættelsen af "Yes." nemlig "Nej.", og grundigt forvirrende for den, der følger med i både kildeteksten og i oversættelsen. Til gengæld hjælper sladreeffekten oversætteren - og seeren - i  bil-eksemplet ovenfor, fordi seeren godt kan høre på tonefaldet, at taleren er oprevet, selv om der ikke er tid/plads til at gengive det i underteksten.

Sladreeffekten huserer også på billedsiden. Hvis slangudtrykket "to go to fourth base" bliver humoristisk illustreret med et billede af et billede af en baseballbane, kan det nemt blive forvirrende, hvis underteksten lyder "at komme i bukserne på hende". Så må man finde på noget, det både gengiver meningen og har noget med baseball - eller bare sport - at gøre. ("At score" passer nogenlunde her, men så heldig er man langt fra altid).

Men så var der altså også forleden, hvor jeg faktisk skrev nøjagtig det, de sagde. Tilfældet med den dialektalt udfordrede, svenske øloplukker. Dialektalt udfordret, fordi ordet jo på rigssvensk staves "ölöppnare" - altså på dansk øloplukker, der som regel også ville være en glimrende oversættelse af ordet. Men her optrådte ytringen altså i ”Svenska dialektmysterier”; en programserie på SVT, hvor sprogforskeren Fredrik Lindström tager rundt i Sverige og udforsker forskellige dialekter og dialektale træk iblandet en hel del lokalkolorit og lokale originaler. (Den anbefalelsesværdige serie kan ses med danske undertekster, hvis man har YouSee som kabel-tv-udbyder). I første afsnit af dette års sæson var Lindström i Värmland, hvor han forsøgte at blive accepteret af de lokale ved at tilegne sig deres dialekt. Det lykkedes tilsyneladende, for sidste scene viste en lettere overrislet Lindström på bar med en gruppe, der jublede, hver gang han - på den lokale dialekt - brølede "ölöppnörö!" Altså ikke "øloplukker" på svensk, men på den lokale dialekt.

En oversættelse til "øloplukker" ville selvfølgelig slet ikke gengive det dialektale aspekt, og ville i stedet fremstille Lindström og hans nye venner som temmelig sære, som de jublede over, at en mand råbte på et øljern. Og sladreeffekten, bedømte jeg, var sat ud af spil. En svensker ville kunne høre, at her var tale om en dialektal udtale, og det fremgik selvfølgelig også af programmets emne, men jeg tvivlede på, at et dansk øre ville kunne høre, hvornår Lindström talte sit sædvanlige göteborgske, og hvornår han sneg et värmlandsk ord ind. Resultatet blev altså den temmelig usædvanlige løsning simpelthen at skrive det, de sagde. Dog i citationstegn.

 

Litterær oversættelse: Uddannelse og kritik

Af Ida Klitgård

Som akademisk forsker i litterær oversættelse har jeg lyst til at kommentere to tidligere indlæg bragt her i bloggen. Det drejer sig om Kirsten M. Øveraas: ’Kan man læse sig til at blive en god oversætter?’ (januar 2012) og Anne Marie Bjerg: ’Oversættelseskritik – oversættelseshistorie – oversættelsesleksikon?’ (december 2011).

Øveraas spørger, om man kan læse eller uddanne sig til at blive en bedre oversætter, men det mener hun ikke helt, man kan. Snarere end at kunne oversættelsesteorien til fingerspidserne, kræver oversættelse træning, talent, sprogøre og ’knivskarpe researchevner’. Jeg er aldeles enig med hende. Øveraas gennemgår listen over mikrostrategier fra Anne Schjoldager, Henrik Gottlieb og Ida Klitgård (2008), Understanding Translation (Academica) og forklarer dens brugbarhed i overvejelserne over, hvad man helt præcist kan vælge at gøre på ord-, frase- og sætningsniveau i en tekst. Men hun glemmer makrostrategierne.

Det er efter min bedste overbevisning afgørende for en oversætter at vide, hvilken overordnet strategi, man vælger: at oversætte tæt eller frit, og med hvilket formål for hvilken læserskare. Det er også her, oversætteren – og forlaget – kan træffe etisk-kunstnerisk-kulturelle valg, der peger ud over selve teksten. Her vil jeg henvise til den amerikanske oversættelsesforsker Lawrence Venutis begreber om ’domestication’ og ’foreignisation’ i bøgerne The Translator’s Invisibility (1995) og The Scandals of Translation (1998). ’Domestication’ hentyder til en overordnet strategi, der går ud på at gøre teksten letlæselig og forståelig for læseren. Her vil alle kulturelle forskelle og dilemmaer blive udvisket, så teksten kan indtages uden besvær. ’Foreignisation’ hentyder til en strategi, der stik modsat går ud på at bevare og flashe tekstens fremmedartethed ved fx at lade fremmede ord, begreber og vendinger fremstå som netop fremmede i oversættelsen, så læseren selv må arbejde på at kunne forstå teksten. Eller man kan kreere kompenseret fremmedartethed i tråd med forfatterens poetik, således at oversættelsen tiltrækker sig opmærksomhed som oversættelse og ikke som en vag kopi af originalen. Disse overvejelser er ikke kun af kunstnerisk karakter, men også af etisk og kulturel værdi, idet man tager stilling til, hvorvidt originalens fremmede kultur skal bevares og respekteres, eller hvorvidt den skal ’integreres’ i den danske læserkultur – hvad det så end måtte være. Det kalder Venuti en etnocentrisk optik.

Disse overordnede overvejelser er fx på dagsordenen på kandidatprofilen i oversættelse og formidling for sprogstuderende på Københavns Universitet (http://oversaettelsesstudier.engerom.ku.dk/). Det er ikke en decideret uddannelse for selvlærte oversættere, men et bidrag til at gøre i hvert fald sprogkandidater bedre klædt på til at udføre kvalificerede refleksioner over oversættelsens væsen og beskaffenhed samt sammenhængen mellem sprog, litteratur og kultur. Det ruster også kandidaten til kritisk stillingtagen i mødet med forlagene og redaktørernes krav og normer.

Det bringer mig så til Anne Marie Bjergs indlæg om manglen på seriøs og kompetent oversættelseskritik i den danske presse. Det kunne jeg heller ikke være mere enig i. Dog vil jeg sige, at vi er nogle stykker på de danske universiteter, der rent faktisk bedriver oversættelseskritik, men nok på et lidt mere teoretisk og abstrakt plan i visse tilfælde. Min egen bog Fictions of Hybridity: Translating Style in James Joyce’s Ulysses (2007), som også er en disputats, er et forsøg på at gå Mogens Boisens oversættelser i sømmene ud fra en analyse af Joyces poetik om sproglig-kulturel hybriditet på flere niveauer i teksten. Og bl.a. også ud fra Venutis begreber skitseret ovenfor. Min konklusion er, at Boisen bliver mere og mere kunstnerisk kreativ fra 1949 til 1986, men han mangler helt forståelsen for de sproglig-kulturelle blandingsformer, der præger romanen. Sådanne blandingsformer har han ikke fået med på dansk.

Der er flere andre studier i oversættelseskritik i Danmark, fx skal her nævnes DAO-serien (Danske Afhandlinger om Oversættelse) udgivet på Københavns Universitet og et væld af enkeltstående videnskabelige artikler i ind- og udland. Litteraturmagasinet Standart har også været flinke til at sætte kritisk fokus på en lang række nyoversættelser.

Med hensyn til den fremragende idé om et Dansk Oversætterleksikon kan jeg henvise til afsnittet om nationale oversættertraditioner i Mona Bakers store The Routledge Encyclopedia of Translation Studies (1998), hvor Danmark-delen skrives af Viggo Hjørnager Pedersen og indbefatter et kronologisk oversættelseshistorisk rids samt en lille biografisk liste over Charlotte Dorothea Biehl, Mogens Boisen, N. F. S. Grundtvig, Christian Ludvig Edward Lembcke og Christian Frederik Wilster.

Med oprettelsen af et Dansk Oversætterleksikon er jeg sikker på, at man faktisk kan læse sig til at blive en bedre oversætter – ved netop af kende og forstå dansk oversættertradition og foretrukne strategier gennem tiderne.

Noder og nøgleord - og et par hvide herreunderbukser

Af Lene Ewald Hesel

“Melody first, my dear. And then the lyrics, hmm?” sådan siger Roger i Walt Disneys 101 dalmatinere. Og der er noget om snakken: Hvis man skal skrive vers og gerne vil slippe for at kløjes i tekniske termer som jamber og trokæer og anapæster og daktyler – for slet ikke at tale om taktled og versgang og slagrækker, så skal man fra begyndelsen vælge en god melodi at hænge teksten op på. Hér kan ikke mindst børnesange og julesange være til stor hjælp. Afhængigt af versets sværhedsgrad kan man fx lade verselinjerne rime parvis AABB eller skiftevis ABAB eller nøjes med at lade to ud af fire linjer rime, fx ABCB.

      Som altid, når man skriver eller oversætter vers, er det vigtigere at ordene rimer lydligt end visuelt: Det nytter ikke, at ordene ‘rig’ og ‘mig’ rimer på skrift, når de udtales så forskelligt.

      Når man oversætter illustrerede vers, især deciderede vrøvlevers, er man mere bundet af illustrationerne end af selve teksten – man kan fabulere frit, bare versene lægger op til illustrationerne. Hvert vers har et eller flere nøgleord, der er vigtige for handlingen, eller som vises i illustrationerne.

      Billedbogen Pellefanta og hr. TipTop handler om en elefant, der på hvert opslag iklædes et stykke tøj – bla. et par gigantiske hvide herreunderbukser. Da underbukserne er et nøgleord, er der ingen vej udenom: De skal nævnes i verset. Da jeg ikke kunne finde et ord, der rimer bare nogenlunde naturligt på ‘underbukser’, valgte jeg ABCB-modellen og placerede nøgleordet i linje C, som ikke skal rime på andre linjer.

      Dernæst leder han i tasken

      efter dét, som han har købt:

      et par fine underbukser,

      se, de sidder jo som støbt!

Det betød til gengæld, at de foregående vers, der fulgte et andet rimmønster, måtte skrives om. I særligt drilske tilfælde kan man gå uhjælpeligt i stå på allersidste side, eller i allersidste vers, så rimmønstret må brydes op, og man må begynde forfra.

      Hvis du vil høre mere om Pellefantas underbukser, må du låne bogen på biblioteket. Til gengæld kan jeg afsløre, at alle versene kan synges på melodien til børnesangen ‘1-2-3- mariehøner’. God fornøjelse!

'Pellefanta og hr. TipTop' er skrevet af Markus Spang, illustreret af Daniel Napp og udgivet af forlaget Flachs 2002.

(Dette indlæg har tidligere været bragt i Sprogminuttet på P1)