onsdag den 29. februar 2012

Æresprisen til Jytte Lollesgaard




Oversætterpris til Jytte Lollesgaard
Dansk Oversætter Forbunds Ærespris 2011 går til oversætteren Jytte Lollesgaard. Prisen er på 60.000 kr. og finansieres af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Prisen overrækkes fredag den 2. marts 2012 i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, København K, i stueetagen.

Oversætter og forfatter Thomas Harder motiverer overrækkelsen. Fra hans motivering lyder bl.a.:

”Jytte Lollesgaard har i mere end 30 år oversat italiensk litteratur til dansk. Hun har været bosat i Rom i mere end 25 år. Hun er højt respekteret, både blandt kolleger og forlæggere, og er ofte blevet rost af anmeldere.

Jytte Lollesgaards oversættelser er præget af stor indholdsmæssig præcision, sikker stilsans, og når der er brug for det, en kreativ brug af det danske sprog. Jytte Lollesgaard har oversat ca. 60 romaner og 5 skuespil.

Den mest kendte af Jytte Lollesgaards oversættelser er nok Elsa Morantes store roman Historien, som udkom i 1977. 20 år senere tog Jytte Lollesgaard selv initiativ til en revidering og modernisering af sin gamle oversættelse; den nye udgave udkom på Gyldendal i 2009.”

Baggrund
Oversætter Forbundets Ærespris blev indstiftet i 1945 og tildeles "en oversættelse, som ved fremragende gengivelse af et eller flere betydende, udenlandske værker har beriget dansk litteratur". Prisen uddeles hvert år, og medlemmer af Dansk Forfatterforenings Oversættergruppe har indstillingsret til prisen. Søren K. Barsøe modtog prisen i 2011.

Yderligere oplysninger
Kontorchef Marianne Kruckow, Kulturstyrelsen, tlf. 3374 5070.


fredag den 24. februar 2012

Urimelige rim og remser

Af Lene Ewald Hesel


En af de store oversættelsesudfordringer – både hvad voksen- og børnelitteratur angår – er ordspil og talemåder og rim og remser. De lader sig som regel ikke oversætte direkte, men må omskrives eller gendigtes, så man præsenterer målsprogets læsere for nogle tilnærmelsesvis genkendelige paralleller.

      Den engelske tradition for nursery rhymes – altså børnerim og -remser – går flere hundrede år tilbage, og det er slet ikke usædvanligt også i voksenlitteraturen at møde figurer, der stammer fra denne tradition.

      I tredje bind af Enid Blytons børnebogstrilogi Det fortryllede træ besøger hovedpersonerne ‘Nusery Rhyme Land’, hvor det vrimler med figurer som Johnny Thin, Johnny Stout og Tommy Tucker – figurer, som vi ikke kender på dansk. Der er tale om figurer fra vrøvlevers, og derfor er det vigtigste ikke for enhver pris at oversætte de engelske vers og deres præcise indhold, men at gengive en særlig stemning – og gerne nogle af de figurer, som de danske læsere og lyttere kender fra deres egen begrebsverden.

      Jeg valgte derfor at lade den danske udgave af Rim- og remseland befolke af figurer som Abel Spendabel, Peter Anker og Peter Sukkertop samt søstrene Sip og Sipsippernip og Sipsippernipsipsirumsip, som mange danske læsere er fortrolige med. Jack og Jill fra verset Jack and Jill went up the hill erstattede jeg med Katten og kællingen, der sloges om vællingen. Andre oversættere ville med stor sandsynlighed vælge andre remser og figurer, som har betydet meget for deres opvækst og begrebsverden.


Trilogien 'Det fortryllede træ' er skrevet af Enid Blyton, illustreret af Tove Krebs Lange og udgivet af Rosinante 2000-2001.

(Denne tekst har tidligere været bragt i Sprogminuttet på P1)

søndag den 19. februar 2012

Når der står 'Kællingevrøvl' i margenen

Af Allan Hilton Andersen

Siden min gymnasietid i 60’erne har jeg haft en stak bøger med hjem i rygsækken, hver gang jeg har været i Storbritannien. Og det har været et sløjt år, hvis ikke jeg har været af sted mindst én gang.
Som anglofil fra barnsben og senere i kraft af studier og arbejde har jeg altid haft et godt øje til antikvarboghandlere. Hvorfor betale 100 kr. for en bog (det blev senere til både 200, 300 og 400), hvis man kunne få den brugt for en halvtredser? Og hvorfor købe dyre engelske bøger i Danmark, når man kunne få dem for en slik i engelske antikvarforretninger? Og her taler jeg ikke nødvendigvis om den type boghandler, man møder i filmen ’84 Charing Cross Road’ – for selv det mindste loppemarked i den mindste britiske landsby kan fremvise en stak bøger – og i modsætning til Danmark er der ikke tale om bogklubudgaver og Victoria Holt. (Ikke et ondt ord om hendes læsere!)
Den største fryd ved alle disse hjembragte klenodier er de kommentarer, der er blevet efterladt af tidligere ejere, og min mani med at sætte sedler ind på steder, jeg har lyst til at vende tilbage til, stammer fra engang, hvor jeg fik et eksemplar i hånden af en amerikansk roman, ’Bisbee 17’ af Robert Houston. Den blev udgivet af Socialistisk Bogklub i 1979 i en oversættelse af Mogens Boisen. Og den udgave, jeg stod med, var den udgave, Boisen havde brugt til sit arbejde. Jeg så til min udelte morskab og forundring, at Boisen havde overstreget bestemte passager med blyant – og undertiden så arrigt, at der var gået hul i papiret – og i margenen skrevet ting som ’Sludder!’ og ’Kællingevrøvl!’ Jeg morede mig endnu mere, da jeg så kunne konstatere, at de udstregede passager ikke var med i hans danske udgave.
Sådan kunne man gøre engang – og sådan er mange klassikere blevet behandlet gennem årene. Det kunne jeg fortælle meget mere om, men her handler det om de små, håndskrevne passager, man kan finde, og navnene på de tidligere ejere. Jeg kommer ofte til at forestille mig en situation, som er ren fiktion og udelukkende baseret på billeder, der fremkaldes på må og få, og det er i visse situationer kommet så vidt, at jeg kan gribe mig selv i at lede efter ’Sylvias bog, hvis hun kan undvære den’, hvor Sylvia var den heldige person, der fik bogen i 1888 i Winchester.
Det første eksempel er taget fra en tysk bog, som jeg købte i 1972, en lille olivenfarvet sag af Heinrich Heine: ’Buch der Lieder’. Heine har skrevet de smukkeste kærlighedsdigte, men jeg købte den vist mest pga. følgende inskription: ”To Niels from Mathilde, X-mas 1909.” Altså tydeligvis en tysk bog fra en dansker til en dansker – og købt uden for Durham. Hvordan er bogen havnet der? Har de to danskere været i England? Hvorfor er inskriptionen på engelsk? Og har Mathilde mon været forelsket i Niels? I hvert fald har hun sat klamme om følgende passus på side 21: ”Morgens steh ich auf und frage:/ Kommt feins Liebchen heut?/Abends sink’ ich hin und klage:/Ausblieb sie auch heut.” Eller måske er det stakkels Niels, der har lært passagen udenad og understreget den, fordi affæren slet ikke blev til noget? Jeg kan mærke på bogen, at kun en tredjedel er blevet læst; herefter er siderne stive og ubladrede.
Næste eksempel er en verbatim et literatim genudgivelse af Wordsworth og Coleridges ”Lyrical Ballads” fra 1798 udgivet i 1911; stift shirtingbind, grønlig farve. Bogen har først tilhørt L. H. Hill, som må have fået bogen til studiebrug, for under navnet står der, oversat fra engelsk: ”Hvilke billeder af barndom, ungdom og moden alder giver W i sin ode …? Stemmer de overens med billederne af hans egen ’opvækst’ i ’Tintern Abbey’?” Og til digtet ’The Thorn’ er enderimenes mønster møjsommeligt skrevet ned, og et forslag til metrum er forsigtig anført med et spørgsmålstegn: ’Jambisk tetrameter?’ Jeg føler umiddelbart med L.H. Hill, som forhåbentlig kunne nyde den enkle og prunkløse poesi alligevel. Bogen er senere blevet erhvervet af en Anita Kohler, hvis spidse pen drysser kommentarer ud med pile til de relevante passager. Fx skriver hun til ’The Guide … and soul of all my moral being’: ’En stadig kilde til styrke!’ Man fornemmer her en elev på et højere niveau, måske endda en myndig og pernittengrynet skolefrøken.
Den næste i rækken er igen en lille olivengrøn bog, en udgave af Shakespeares ’Macbeth’ fra 1904, som jeg købte i 1974 i Bath. Den er sjov af tre årsager: Dels er titlen ’Macbeth – with an Introduction by George [sic!] Brandes,’ dels er der en kær hilsen: ”With good wishes to Miss Haar, & happy recollections of their ’Cambridge Summer Meeting’ held in Exeter, 1904. EAV,’ og dels er der indlagt et udklip fra en lokal avis med en anmeldelse af A.J. Wyatts anden forelæsning om Macbeth, som jeg forestiller mig, at Miss Haar og EAV har overværet. (På bagsiden er der små notitser; man ser fx, at James Horwill fra Ivy Cottage i Alphington, døde den 3. november i sit 99. år.) Hvem var Miss Haar, var hun dansk? Og sendte man i så fald unge damer uledsaget til England på sprogkursus i 1904? EAV har tydeligvis været meget glad for mødet, og jeg kan sagtens forestille mig, at de har nydt deres Shakespeare-rendez-vous. Jeg kan i øvrigt se, at jeg har givet 2sh/6d for bogen.
Et af de mere dristige indkøb, jeg har foretaget, er sket i 1969 i Skotland, hvor jeg i Inverness købte ’The Parker Chronicle 832-900’. Teksten er på oldengelsk med gloser, og oldengelsk var et fag, man i min tid skulle bestå på Københavns Universitet efter to semestres undervisning. Jeg kunne egentlig godt lide faget, og jeg må derfor have troet, at jeg engang ville læse hele Parker Chronicle. Det er omhyggeligt noteret, hvor jeg kom til den 3. februar 1970 (side 3), og havde jeg ikke haft de noter, som bogens tidligere ejermand/kvinde havde skrevet, var jeg aldrig kommet så langt. Den oldengelsk-kyndige hed B.R. Travis, og jeg har tit spekuleret på, om Travis solgte bogen, eller om arvingerne bare ikke gad eje den. Jeg kan ikke nænne at skille mig af med den, selv om jeg aldrig får den læst færdig.
Der er mange af den slags bøger endnu – og underligt nok giver de fleste af inskriptionerne mig associationer til mere eller mindre mislykkede kærlighedsforhold. Eller tilbedelse på afstand. Har jeg selv givet bøger, når jeg var forelsket? Og understregede jeg som en anden skolemester de vigtige passager for hende, jeg ikke kunne få? Sikkert. Men i så tilfælde har jeg heldigvis fortrængt det.
Og man kan måske nok se mig med en iPad en dag – men jeg køber ikke elektroniske bøger til den.

Tidligere publiceret på Litteratursiden (27/08/2011). 

lørdag den 11. februar 2012

Noget om sprog og møbler og levende værker

af Niels Brunse 

Hvis der et sted i en dansk roman står "tak for sidst", er det indlysende for en dansk læser hvad meningen er. Men hvis roma­nen skal omplantes til f.eks. russisk, er udtrykket højst pro­blema­tisk. På den plads, som "tak for sidst" har i det danske vokabu­larium (og det danske sæt af vaner), er der tomt ‑ eller rettere, der er slet ikke nogen plads ‑ i det russiske. Man takker simpelthen ikke hinanden for sidst.
              Omvendt fatter en dansker ikke, hvorfor russere møder den, der lige er kommet ud af badet, med en konventio­nel vending, der ordret oversat betyder "tillykke med den lette damp". På dansk har man ikke noget fast udtryk at hilse en nyba­det person med. Ja, det ville aldrig falde en dansker ind, at der overhovedet er nogen grund til en hilsen i den situa­tion. Så hvordan det end skal over­sættes, er der et for­mid­lings­pro­blem.
              Disse to harmløse hverdagsudtryk, disse små vanemæssige elskværdigheder, er bare to nedslag i den enorme masse af idiomatiske vanskeligheder, der møder enhver litterær over­sætter. Oversætterkunsten består i at gøre værker levende i et andet sprogligt system og en anden kulturel kontekst end dem de er undfanget og født i. Og fodnoter, for slet ikke at tale om lærde parenteser, er dræbende. Oversætteren må i stedet bruge list og lempe og smugle de fornødne forudsætninger ind i teksten på en loyal og lødig måde.
              Dertil kræves både viden om de kulturer, oversætteren skal formidle imellem, og en i bund og grund kunstnerisk sans for sprogets skjulte kræfter.
              På videnssiden kan man måske forklare det danske "tak for sidst" lidt dybere end bare den overfladiske, konkrete an­ledning udtrykket bruges i: det har nok noget at gøre med den danske (men ikke eksklusivt danske!) blanding af kræmmersjæl og ydmyghed. Al gæld, også taknem­lighedsgæld, skal gøres op og afregnes; men ingen skal tro at de er bedre end andre, nærmest tværtimod, så derfor kommer enhver deltager i et samvær i tak­nem­lig­heds­gæld til de andre.
              Tilsvarende kan man måske forklare den russiske vending ud fra en russisk (men ikke eksklusivt russisk) grundoplevelse af at verden er et beskidt og ufuldkomment sted, mens et bad (især det ritualomgærdede russiske dampbad) er en lettende og ren­sen­de op­levelse, så enhver der har mægtet at gennemføre en sådan katarsis, bør hilses med glad anerkendelse.
              Og hvordan skal den slags alenlange kulturforklaringer så pakkes ind i en gengivelse af en lille kort standardbe­mærk­ning? Tja ‑ det gives der ingen regler for, det afhænger af sammen­hængen og af oversætterens kunst.
              Og af sproget. Grænsen mellem sprog og kultur er meget svær at drage ‑ hvis den overhovedet kan drages.
              Der er en side af litteraturernes vekselvirkning gennem oversættelser, der tit bliver glemt i diskussionerne. Det er, at oversættelser lige så vel som originalværker på­virker det sprog, de affattes på: plejer det, pisker det, sprænger det og bevarer det, forynger, fornyr og forfiner det.
              Den naive ‑ men desværre udbredte ‑ forestilling om, at over­sættelser bare flytter nogle kulturmøbler fra ét rum ind i et andet, er fejlagtig. For at blive i billedet kan man sige, at nok er der tale om to rum, men atmosfæren i dem er højst forskellig. Møbler fra det ene rum kan blive kvast af luft­trykket i det andet eller miste glansen ved dets luftfugtighed eller forkulle ved dets højere lufttemperatur. Hvis ikke flyt­ningen på skabende vis forvandler selve møblernes materiale, bliver møblerne ikke flyttet, men ødelagt.
              Johan Fjord Jensen skrev for snart længe siden om hvor­dan Vilhelm Møllers Turgenjev-oversættelser "skabte en særegen dansk kunstprosa, hvis indflydelse snart skulle spores i den danske stils nydannelse". Undersøgelser af den slags påvirk­ninger er sjældne, men det skyldes snarere akademisk uopmærk­somhed end mangel på materiale. Litterære oversættelser har sjæl­dent sprogforskernes bevågenhed, og litteraturforskerne kon­cen­trerer sig oftest om tematikker og ideer (møbler!), ikke om de sproglige materialeforvandlinger.
              Oversættelsernes rolle som kanaler for nye ord i f.eks. dansk kan heller ikke siges at være fuldt belyst. Nyskabelser og nyoptagelser fra talesprog osv. er lige så fuldt oversætternes sag, som den er originalforfatter­nes, og oversætterne har måske andre motiver, men lige så stor årsag til at for­holde sig ska­bende til deres eget sprog, som origi­nal­for­fat­tere har.
              Det er fint nok at tale om litterære oversættelser som et middel til mellemfolkelig forståelse og som grænseoverskri­dende udveksling ‑ men det må ikke glemmes, at oversættelser også er identitetsskabende og kulturbærende i deres eget land, fordi de er med til at pleje og udvikle deres eget sprog.

(Let forkortet udgave af artikel bragt i Forfatteren, medlemsblad for Dansk Forfatterforening, nr. 5, august 1998)






fredag den 3. februar 2012

Månedens oversætter: Mette Olesen




Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

De danske oversættelser af Asterix, i hvert fald de albums jeg læste i min barn- og ungdom. Det er meget paradoksalt og pinligt at jeg har glemt oversætterens navn, for jeg ligger fuldstændig fladt på maven af beundring over for hans hittepåsomhed mht at gendigte, omskrive og formidle alle de franske vitser, ordspil og kulturelle henvisninger; det er ikke bare enormt sjovt, det er simpelthen genialt! Den slags bedrifter der i opgivende stunder kan bruges som en påmindelse for andre oversættere, i hvert fald mig: Ingen opgave er umulig, bare kom i gang!

Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Romaner. Dem hvor sprog og fortælling mødes og bliver til kunst; hvor en forfatter har evnet at skabe et fiktivt univers som andre kan gå ind i og tro på – er dét ikke forunderligt? Jeg har mine yndlingsklassikere, men læser mest nutidslitteratur af "yngre" forfattere (fra min egen generation, i fyrrerne eller deromkring), kan godt lide at følge med i hvad der sker både i Danmark og Frankrig. Da jeg ikke bor i Danmark mener jeg også at jeg, især som oversætter, har godt af at læse på nutidsdansk, for at følge med i hvad der sker i sproget.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Tvivl. Både den konstruktive og den der blokerer!

Og så er jeg meget kræsen – går generelt ikke med til at oversætte en tekst der ikke siger mig noget. Ikke af forkælelse, tværtimod: Dels af professionel stothed – jeg har brug for at tænde på en tekst for at kunne oversætte den bedst muligt. Og dels som en dyd af nødvendigheden – jeg har forlængst fattet at man alligevel ikke kan leve af at oversætte litteratur fra fransk, så hvorfor spilde tid og kræfter på dårlige bøger?

Det er så ærgerligt og så tåbeligt at de danske forlag med forsvindende få undtagelser ikke "tør" udgive fransksproget litteratur, med henvisning til at franske forfattere ikke sælger fordi læserne ikke kender dem (eller fordi læserne netop tror de kender dem – fra et forældet, stereotypt billede af fransk litteratur som noget kedeligt nouveau roman-agtigt, overkonstrueret blabla). Javel, men hvordan skal læserne også lære de nutidige franske forfattere at kende når de ikke bliver udgivet på dansk??

Jeg har været så heldig at få tilbudt nogle spændende forfattere, frem for alt en af de efter min mening allervigtigste af ovennævnte yngre franske forfattere, Marie Darrieussecq!

Hvor oversætter De?

Ved mit skrivebord på mit skønne arbejdsværelse i et hus i en landsby i (udkanten af) Beaujolais hvor jeg og min lille familie bor midlertidigt til leje, vi flyttede ind i september efter det lykkedes os at sælge vores gamle hus i Sydfrankrig, nu har vi endelig kunnet nærme os Lyon hvor min kæreste arbejder og jeg tidligere har arbejdet, og som jeg savnede. Her fra mit vindue har jeg udsigt til en flok køer - eller (for tiden) et par tyre - der græsser på de grønne bakker, smukt smukt.

Deres største fejl?

Tvivlen igen? Eller omvendt utålmodighed, en for stor iver når jeg synes det går rigtig godt - så kommer det let til at gå for hurtigt, så jeg skal være grundig når jeg læser korrektur på mig selv!

Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Hmmm... Det kan jeg vist ikke sige hvis det handler om at nævne én kategori eller genre. Jeg synes jeg er åben over for alle slags tekster, "bare de er gode"!

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Uha, den er svær! Galip fra Pamuks 'Den sorte bog'? Frøken Smilla? Carl Barks' Anders And? Berg fra Stuk? Bardamu i 'Voyage au bout de la nuit'? Jeg ved godt jeg snyder, men jeg kan ikke sige én! Personer der bliver levende fordi de er så menneskelige, på godt og ondt. Men nu jeg tænker over det, har jeg flere yndlingsbøger som ikke rigtig har en helt/hovedperson, nouveau roman-agtige ting som hos Duras, og hvem kan jeg fx nævne fra et af mine absolutte favoritforfatterskaber, nemlig Svend Åge Madsens, der myldrer af personer der allesammen er hoved- eller bipersoner, eller hvad de nu er?

Deres helte i det virkelige liv?

I anledning af nytåret tænker jeg på det forgangne år (som Margrethe II ville have sagt, forresten synes jeg også hun er ret sej, selvom/ fordi jeg er opdraget til at afsky alt hvad der minder om monarkiet!) og hvordan det blev præget af alle de modige "hverdagens helte" , mange af dem unge, der går ud og protesterer og ændrer verden: Folk i de arabiske lande, i Rusland, OWS ...

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Jean Giono: 'Un roi sans divertissement' (Hov, måske er min virkelige yndlingsromanhelt Langlois fra samme bog?). Et sprogligt festfyrværkeri, en karnevalistisk ikke-krimi, en modernistisk bonderoman – en litterær UFO både i forfatterskabet og som sådan, en helt fantastisk, ubeskrivelig bog!

Deres sindsstemning netop nu?

Blandet: Dårlig samvittighed fordi jeg sidder her og leger når jeg i virkeligheden skulle arbejde - eller burde jeg selv have passet mit halvsyge yngste barn i dag i stedet for at sende hende i dagpleje? Glæde fordi solen pludselig skinner, den har vi ikke set meget til her siden engang før jul!

Deres devise?

Åh sådan en har jeg altså ikke, bryder mig ikke særligt om den slags "forkortelser af verden".