mandag den 31. oktober 2011

Månedens oversætter: Allan Hilton Andersen

Den lommelygtelysende og whiskydrikkende skrivebordsindehaver er Allan Hilton Andersen. Mød ham her i Oversætterens hjemmelavede oversætterudgave af Proustspørgsmålene:


Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?

Når det drejer sig om andres oversættelser, er det dvd-oversættelsen af Monty Python, lavet af Jesper Dannow. På bogsiden er det ”Grant Me God the Gift of Singing”, en uforlignelig samling af danske sange og salmer oversat til engelsk og udgivet af den danske Sømandskirke i Vancouver. Taler vi om mine egne oversættelser, er det Marvfolket af Keri Hulme og Dyrets folk af Indra Sinha. Simpelthen fordi det er de to sværeste bøger, jeg har oversat, og fordi jeg blev tilfreds med resultatet. Og så er jeg glad for, at mine oversatte børnebøger (Jo Nesbø) er blevet en succes. Det er en helt speciel kunst at skrive/oversætte for børn.



Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?

Poesi er min foretrukne læsning. Og min største udfordring finder jeg, når jeg oversætter Jytte Rex til engelsk, for hun skriver også lyrik, når hun skriver prosa. Men eftersom jeg ikke lever af at oversætte bøger, har jeg aldrig sagt ja til en opgave, som det ikke ville være en fornøjelse at arbejde med. I øvrigt har jeg selv fundet ganske mange af mine oversættelser og fået mine Århus-venner til at udgive dem. Og det har med en poetisk finsk undtagelse været romaner og noveller.

Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?

Jeg kommer for sent i gang, og i begyndelsen nusser jeg ekstremt meget med teksten – indtil virkeligheden byder mig at sætte farten op på grund af en sig hastigt nærmende deadline. Mit enkeltmandsfirma hedder af samme grund Trans-Bindestreg-Late. Oversættelse tiltrækker – siger man – folk, der har Jomfruen som deres stjernetegn. Og oversættelse er en gigantisk analfiksering.

Hvor oversætter De?

Hvor der er plads. Jeg har to arbejdspladser: en i det gamle pigekammer, hvor jeg sidder med universitetsarbejde (censur) og bogoversættelserne. I øjeblikket finpudser jeg In Other Rooms, Other Wonders af Daniyal Mueenuddin fra Pakistan. Og så har jeg en arbejdsplads i en af stuerne. Her tekster jeg tv og film – og her flytter jeg ind med bogen, hvis jeg samtidig skal følge med i noget tv-sport, som ikke kræver hele min opmærksomhed. Men jeg kan sidde overalt – i sommer havde jeg Jo Nesbøs ”Genfærd” med i Ægypten, og når middagsheden blev slem, og jeg ikke plaskede rundt nede ved koralrevene, satte jeg mig på hotelværelset med den bærbare. Det er fint med nordisk tænderklapren, når temperaturen kommer over de 40.

Deres største fejl?

A) Jeg er relativt utålmodig.

B) Engang oversatte jeg det norske mandelpoteter med mandelkartofler. Jeg så for mig, hvordan man strøede mandelflager ud over nye kartofler og blev helt lækkersulten. Heldigvis var min højt elskede jyske korrekturlæser vågen. Det er en del år siden, men hun lader mig ikke glemme det. Jeg har givetvis begået værre fejl, men lever i foreløbig lykkelig uvidenhed derom.



Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?

Litteratur af typen ’Det menneske glemmer jeg aldrig’. Såkaldte selvbiografier. Den type poesi, jeg i mit stille sind kalder ’Skolelyrik’. En bestemt type kriminalromaner, som jeg ikke skal definere nærmere her. Og romaner af danske forfattere om kvinder i Middelalderen. Det er skræk-ke-ligt. Det overgås kun i skrækkelighed af universitetsansatte anmeldere, der – som jeg engang oplevede det på Hald og ofte oplever det i pressen – taler og skriver om forfattere, der regrederer bagud.

Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?

Der er godt nok mange. Alene fra Dickens ville de fylde en side …

Deres helte i det virkelige liv?

Alle dem der overvinder umulige odds. Og dem, der dør under forsøget.

Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?

Det kunne være sjovt at (ny)oversætte Dickens til dansk. Og endnu sjovere at oversætte H.C. Andersen til engelsk. Det sidste er gjort masser af gange, men med skiftende held for nu at sige det pænt. Også Herman Bang ville jeg gerne oversætte. Havde Tom Kristensens ’Hærværk’ ikke været oversat (’Havoc’, 1968), havde jeg gjort det gratis!

Deres sindsstemning netop nu?

Utålmodig efter at komme videre.

Deres devise?

Et godt jysk mundheld: At krybe for sin overmand er at træde på sin undermand.

fredag den 28. oktober 2011

Månedens skrivebord

På mandag kan du møde månedens oversætter.
Her er oversætterens skrivebord:


søndag den 23. oktober 2011

Nomineringstale til Søren K. Barsøe - modtager af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2010

af Aino Roscher

And the Oscar goes to …

“Nej, vi tager sgu bare pis på dig, Gus, op med humøret. Sæt dig nu ned. Vi er samlet for at hilse på en mand, der fylder år, venner. Desmond, læg nu en plade på, for helvede, mand.”
Mingus stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.
”Har du en af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op.”


Kære Søren

Som litterære oversættere tager vi læserne ved hånden og formidler vores oplevelse af et værk, der ofte beskriver en helt anderledes og mere eksotisk verden end vores egen.
Somme tider må vi hjælpe kamelen ned med en forklarende tilføjelse, men ellers bliver det i det store og hele forventet af os, at vi oversætter tekstnært og i originaltekstens ånd.

Der er en enkelt undtagelse: Når man oversætter talesprog, må man somme tider standse op, træde et skridt tilbage, betragte sin tekstnære oversættelse sådan lidt på afstand og tænke:
Hvordan ville jeg selv have sagt det her?
Og så kan det tænkes, at det ikke er nok at tilføje et ord – måske er man ligefrem nødt til at skrive noget helt andet end det, der står i originalteksten.
Det er desværre ikke altid, de mest pernittengrynede redaktører forstår ens kreativitet, men jeg er sikker på, at læserne ubevidst er taknemlige.

Du får Æresprisen for hele din produktion, men frem for alt for dit talent for at oversætte talesprog til mundret dansk. Oversættelse af talesprog er en disciplin, du mestrer som ingen anden. Du får skurke og helte til at lyde ægte og overbevisende i bøger af forfattere som Michael Connelly, Susan Hill, Ian Rankin, James Crumley, Jonathan Lethem – for nu bare at nævne nogle få stykker fra dit omfattende bagkatalog.

Du har forstået, at det i talesprog ikke er nok at oversætte ordene. Vil man have hele stemningen med, er man altså tit nødt til at gøre replikkerne en tand mere danske end resten af teksten.
Somme tider kræver det kun et lille sgu som i det citat, jeg indledte med. Vi taler jo ikke altid så pænt på dansk. Slet ikke i mange af de universer, du har det med at bevæge dig rundt i, Søren.

Citatet stammer i øvrigt fra din meget roste oversættelse af ”Ensomhedens fæstning” af Jonathan Lethem.

En søgning blandt det seneste tiårs anmeldelser af dine oversættelser viser, at jeg ikke er ene om at være imponeret:

Replikker så spidse som dartpile.
Ægthed i replikken.
Ikke en stavelse klinger falskt.
Farverigt og (slang)energisk sprog.
Et godt øre for dialog.
Eminente replikskifter.
En fornemt rablende, dansk stemme.
En beundringsværdig sans for troværdige replikker.
Et fast og overbevisende greb om både terminologi og dialog.

Og ja, i dine oversættelser er terminologien og alle de andre detaljer selvfølgelig også på plads. Man føler sig altså i gode og trygge hænder, når man kryber sammen i sofaen med en bog, der er oversat af dig.

Så du har til fulde fortjent Dansk Oversætterforbunds Ærespris!

Søren K. Barsøe stod og vred sig, så sneakerssålerne borede sig ned i tæppet.
”Har du nogen af dine venner gemt af vejen dernede? Du skal ikke være bange for noget, mand. Tag dem med op!”

Stort til lykke, Søren!


/Aino Roscher

lørdag den 15. oktober 2011

Om at oversætte kriminalromaner

Af Thomas Harder

Når man oversætter kriminalromaner, har man brug for at ”oversætte” det ene lands rets- og politisystemer til det andet. Det er sommetider svært. Det oplevede jeg, da jeg oversatte den italienske forfatter Luciano Marrocus romaner om politimændene Serra og Carruezzo i 1930’ernes Italien.
 Serra er ispettore, og hans chef Carruezzo er commissario. ”Inspektør” og ”kommissær” ligger lige for, men det ville være at vende op og ned på rangfølgen, for i Danmark er politiinspektøren højere placeret end politikommissæren. Rigspolitiet har udgivet et hæfte om Politiet i Danmark, som også findes på engelsk, tysk, fransk og spansk. Her kan man finde de danske ækvivalenter til de øvrige landes gradsbetegnelser og omvendt. Desværre findes der ikke nogen italiensk udgave. Der findes til gengæld en officiel italiensk tabel, hvor det italienske politis og det italienske forsvars gradsbetegnelser er sat op over for hinanden. Her kan man se, at en commissario er på niveau med en kaptajn i hæren, mens en ispettore rangerer mellem sergent og løjtnant. Så vidt så godt. Der findes også et officielt NATO-dokument (STANAG 2116), hvor samtlige NATO-landes militære gradssystemer kan sammenlignes ved hjælp af et system af tal- og bogstavkoder. Ved hjælp af dette skema kan man altså komme videre fra det italienske militære system til det danske. Desværre findes der ikke et dansk skema, som stiller forsvarets gradsbetegnelser op over for politiets, så sporet slutter her.
Enden på det blev, at jeg udnævnte ispettore Serra til ”politiassistent” og commissario Carruezzo til ”kommissær”. Det er måske ikke strengt korrekt, men det giver i hvert fald mening.

  (Denne tekst har tidligere været bragt i Sprogminuttet på DR)

tirsdag den 11. oktober 2011

Oversættelser for store og små

Af Lene Ewald Hesel

I teorien er der ikke forskel på at oversætte bøger for børn og for voksne. I teorien. I praksis stiller sagen sig lidt anderledes. Til begge målgrupper skal man som oversætter naturligvis bestræbe sig på at gengive udgangstekstens indhold og sprogtone m.v. så rammende som muligt: Oversættelsen skal hverken være sværere eller nemmere eller sjovere eller på anden måde anderledes end originalen.
      Men hvor man som regel går ud fra, at voksne læsere har nogenlunde samme erfaringer og forudsætninger som udgangssprogets voksne læsere, er det ikke altid tilfældet med yngre læsere. Fx kan tidspunktet for skolestarten have stor betydning for læsernes ordforråd og begrebsverden og i det hele taget forståelsen af deres omverden, hvilket igen betyder, at en tekst ikke bare kan oversættes ord-til-ord.
      Det betyder selvsagt ikke, at oversætteren skal overpædagogisere, men indimellem kan der være brug for en diskret tilføjelse eller omformulering, som forklarer noget, der måske er velkendt for en tysk eller italiensk eller engelsk læser, men ikke nødvendigvis for en dansk.
      Og hvad gør man ved sådan noget som udenlandske navne og øgenavne – skal man lade dem stå på originalsproget, eller skal de oversættes? En voksen, erfaren læser vil sandsynligvis være i stand til at gennemskue et øgenavn på engelsk eller tysk, men for yngre læsere med færre sprogkundskaber, eller for andre læsere, der ikke behersker originalsproget, vil mange nuancer gå tabt. Derfor blev the Saucepan Man og Dame Washalot fra Enid Blytons børnebogstrilogi Det fortryllede træ til hhv. ‘Kasserollemand’ og ‘fru Vaskeglad’ i den danske oversættelse – altså navne, hvis betydning ligger tæt op ad originalens, og som samtidig er lette at udtale og forstå.
      En af fordelene ved at beholde de originale navne er, at tekstens stemning og autencititet bevares, og hvis bøgerne fx filmatiseres, er det vigtigt, at navnene svarer til dem i bøgerne. Det kan være et svært valg.
 (Denne tekst har været bragt i Sprogminuttet på DR i en let forkortet udgave).

De usynlige hjælpere

af Niels Brunse


Efterårstider, messetider, forfatterberømmelsens højsæson. Hvert år på denne tid, når klimaet gør øreklapstolen uimodståeligt indbydende og aftnerne bliver lange nok til mere end fjernsyn, lægger der sig en særlig stråleglans over forfatterne. Anført af årets Nobelpristager i litteratur kaprer de spalteplads og publikumstække i en grad, der resten af året er forbeholdt sportsstjerner og tv-meteorologer.
              Og på hele den nordlige halvkugle holdes der litterære fokuseringsfester i store haller, såkaldte bogmesser. Messerne viser ikke kun bøger frem, men også levende forfattere. De lokale reportere vil alle sammen helst møde Trendy McSmart fra USA, der har skrevet lige netop den bog om post-cybersplat-generationen, som alle forlæggere købte ubeset i Frankfurt, men mindre berømtheder kan også gøre det. Så der kommer de, de gamle og nye kendinge, flyvende ind til åbningsdagene i Toronto, Göteborg, København...
              Og i den stimmel af folk, der omgiver prominencerne, finder man undertiden også deres oversættere. Disse ydmyge væsner, disse oversete tjenere, hvis fornemste pligt er at gøre sig usynlige. Hvis de ikke selv gør det, skal reporterne nok sørge for at de forsvinder ud af synsfeltet. Interviews med udenlandske forfattere, i hvert fald her i landet, synes altid at gå ud fra at originalteksterne og de danske versioner er identiske, eller at samtlige danske læsere ubesværet nyder forfatterens værker på russisk, fransk eller japansk...
              Nå, ja, ja. Godt ord igen. Oversættere har et vist ry for at føle sig "reduceret på en krænkende måde", som Thomas Mann skrev. Og måske er der virkelig tale om et indbygget Mozart-og-Salieri-kompleks i professionen? En slags institutionel misundelse?
              Kig lige tilbage på det citerede udtryk. Studsede De over noget? Thomas Mann skrev faktisk "auf kränkende Weise abgestempelt". Den ovenfor anførte formulering er derimod af Mogens Boisen, den er nemlig på dansk. Og sådan er der så meget.

Hvorom alting er, så kan eller skal en oversætter naturligvis aldrig træde i forgrunden og skygge for sin originalforfatter. Hvad oversætterne ønsker sig (og savner), det er at blive set og anerkendt for den omhu, den omtanke og den litterære kunnen, de - forhåbentlig da - lægger i omplantningen af et fremmed værk.
              Den famøse blindhed ligger egentlig mest hos formidlerne. Forfatterne ved godt hvordan det er, mange af dem har selv prøvet at oversætte. Men forholdet mellem forfatterne og deres oversættere er så usynligt i offentligheden, at man næsten skulle tro det var illegitimt, som en hemmelig romance.
              Somme tider kan et sådant forhold blive til et rigtigt venskab mellem to skrivende mennesker. Andre gange er der ret kold luft. Men de fleste nulevende forfattere, der får bøger oversat til andre sprog, bliver konfronteret med breve, telefonopringninger, faxer fra deres oversættere, hvis ikke om andet så om de problemer der er tilbage, når oversætteren har opbrugt hele sit forråd af ordbøger, leksika, biblioteker, institutioner, lokale autoværksteder, venner og bekendte og venners bekendte, der tilfældigvis véd noget om windsurfing, minedrift eller de puniske krige.
              En oversætter kan bruge dage og uger på at finde det rigtige ord i den slags faktuelle sammenhæng, men tilbage bliver der altid en lille liste med spørgsmål, som kun forfatteren kan svare på. Når der på engelsk står figures om et eller andet på et stykke papir, uden anden forklaring, og både figurer og tal blandt de mulige danske oversættelser giver mening, hvad er så det rigtige? (Det var tal!)
              Et godt gammelt aristokratisk mundheld hævder, at ingen er en helt for sin kammertjener. På samme vis er ingen forfatter en helt for sin oversætter. Oversættere kan more sig herligt med at fortælle hinanden anekdoter om hvordan "deres" forfattere har klumret i det - og de kan fortælle mange. Jeg mindes den tyske 68'er P.S., der i en roman skrev at et spøgelse gik gennem Tyskland. Hvilken elegant allusion til Det kommunistiske Manifest (hvor gespenstet går gennem Europa), tænkte jeg og lod det stå. Men da jeg alligevel, på forlagsredaktørens indstændige opfordring, ringede og spurgte, sagde P.S.: "Hvad? Har jeg skrevet det? Ret det!"
              Eller den berømte englænder J.F., som måske alligevel er noget af en helt for mig, men som havde skrevet om en vej, at den snoede sig som en syl (awl) ... jeg spurgte i et langt brev med mange andre spørgsmål (det var en hundesvær oversættelse), om han ikke mente et bor (auger), for en syl snor sig nu godt nok ikke ret meget, og jo, det indrømmede han.
              Eller den gådefulde sydafrikaner J.M.C., som havde forvirret mig med nogle ret synlige inkonsekvenser. De spørgsmål sprang han simpelthen over på listen!
              Eller amerikaneren P.T., der i en roman om Mellemamerika havde nævnt nogle himstregimser der hed crapsies, og som jeg ikke kunne finde nogen steder. Han svarede: "Perhaps a type of insect? I don't know." (Men så var han også selv ude om at de kom til at hedde krapser på dansk.)
              Eller den verdensvante romanforfatter og journalist, der under et besøg hjemme hos ham i Köln glad fortalte, at han havde talt med hr. Gyldendal i Frankfurt året forinden. Jeg nænnede ikke at fortælle ham, at hr. Gyldendal havde været død i næsten 200 år.

Sådan kan man blive ved, ligesom tyendet altid har fniset i køkkenet over herskaberne. Vi oversættere, vi undersøger tingene, og vi ved hvad vi taler om! (Men hovmod står for fald. En svensk oversætterkollega, til hvis mange fortræffelige egenskaber også hører et indgående kendskab til Europas bedste konditorier, brugte engang en novelle jeg havde skrevet, ikke oversat, som materiale til et kursus hun ledede. Og i den anledning spurgte hun mig med fin ironi, om det var med vilje jeg havde stavet navnet på det berømte etablissement Gerbeaud i Budapest forkert? Der stod nemlig Gerbeau i min novelle. To gange. Tableaud!, om jeg så må sige.)
              Fniset og pindehuggeriet er ikke udtryk for åndelig nærsynethed. Oversættere fortæller den slags anekdoter med en art professionelt augursmil. De ved, om nogen, at også de mest storslåede litterære kunstværker er bygget op af detaljer. Og når man river hele bygningen ned og genopfører den et andet sted - hvad en litterær oversættelse kan sammenlignes med - så må man for helhedens skyld være nøjeregnende med detaljerne.
              For hvad oversættere end er - tyende, tjenere, usynlige hjælpere eller undereksponerede litterater - så er de også nogle af "deres" forfatteres bedste læsere. Ellers ville de ikke kunne holde ud at leve sig ind i forfatternes gemytter og intentioner i månedsvis, måske årevis, som en skuespiller lever sig ind i en vanskelig rolle. Personen træder tilbage for figuren. Derfor står oversætterne der i mængden, for foden af podiet, med en stolthed de holder for sig selv, når kameraerne og mikrofonerne nærmer sig bogmessernes berømte gæster.




(Dette indlæg er tidligere trykt i Politiken, 13. november 1994, med titlen ”To gemytter under samme paraply – Oversætterne og ’deres’ forfattere”)

tirsdag den 4. oktober 2011

Om Oversætteren

Velkommen til Oversætteren - en blog om oversættelse og om oversatte bøger med indlæg skrevet af forskellige oversættere med flere. Målet er at skabe opmærksomhed og debat om oversættelser og oversættelse. God læselyst.
Mvh

Sara Koch